Kongespillet

Det Kongelige Teaters traditionelle sommerspil i Ulvedalene er historien om Kong Arthur og hans kvaler. Skuespillerne kalder det intimteater i kæmpeformat og har op mod ti kilo kostume på. Men hvis hestene ikke løber væk igen, skal det nok gå.

Onsdag den 25. maj har det Det Kongelige Teater premiere på sommerspillet Kong Arthur i Dyrehaven. Fold sammen
Læs mere
Foto: / Ida Marie Odgaard /STF

»Stilhed, tak. Klar om fem minutter!«

Forestillingslederen kigger på uret og tager mikrofonen igen.

»Og husk: I må ikke ryge backstage,« siger hun. »Det gælder også dig, kong Arthur!«

Det Kongelige Teater gør årets sommersatsning klar til premieren på onsdag. Ulvedalene summer af aktivitet. Terrænet bag den tredelte scene er forvandlet fra blød bakke til en by af telte og skurvogne:

Håndværkere borer, saver, limer og maler. Sminkører pakker kasser ud og sætter spejle op. En hær af statister og korsangere står rundt i græsset og ligner spøgelser fra forne tider.

En art middelaldermarked, bare et marked med militær præcision – komplet med plettet camouflage over omklædningsrummene og terrængående køretøjer i rutefart. Alle har nøje fastlagte opgaver. Alle bevæger sig i faste baner mellem bagscenens bastioner. Hovedrollerne øver replikker eller tager de sværeste scener plukvis.

Om man er en af nationalscenens stjerner eller frivillig fra den lokale kommune, gør ikke den store forskel. Mennesker bliver mere ens under åben himmel. Vejret og travlheden gør resten.

»Sorry, min egen skyld,« siger en ridder – »kan vi lige prøve igen?«

Det mindste fejltrin kan i princippet sende hele maskineret til tælling. Men alle virker også mere large ved friluftsspil og benytter de små pauser til en smøg mere. Som da de vigtige heste lugtede artsfæller oppe ved Dyrehavens indgang forleden og stak af midt i det hele.

Tre stuntmænd i alle aldre er kravlet op på midterste scene. De pudser forestillingens store slåskamp af en sidste gang. Rutineret og helt ordløst. Men voldsomt:

Arm op hér, arm ned dér, sværdet rundt i en nøje koreograferet halvcirkel - hvorpå man pludselig kun ser to stuntmænd.

»Man kan dø på rigtig mange måder«, siger den faldne ridder.

Hans eget våben er et rigtigt sværd. Ganske vist uskarpt af hensyn til sikkerheden. Men ellers både tungt og med den helt rigtige balance i hånden.

»Alt skal se så rigtigt ud som muligt,« siger hans banemand. »Folk skal kunne forestille sig, hvordan det var dengang. Det er lidt en blanding af teater og tryllekunst. Teatermagi.«

Og I tager selvfølgelig hensyn til de små oppe på rækkerne?

»Uha, ja,« siger den døde ridder med et grin. »Vi spiller for folk helt ned til syv år – så der skal være masser af drab.«

Der er lange ventetider under prøverne. To statister tager en slapper, mens skuespillerne får styr på kampscenerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Kong Arthur og sværdet

Om kong Arthur har levet i virkeligheden, er et hedt emne blandt historikere. Nogle ser ham som romantisk sværmeri for legenderne om den hellige gral. Andre finder stadig flere beviser for hans eksistens.

Kongen forsvarede i så fald De Britiske Øer mod styrker ovre fra kontinentet. Eftertiden har henlagt hans hof til Camelot ved Wales’ klippefyldte kyster. Og fundet talløse frænder og fjender til hans underholdning:

Han har for eksempel giftet sig med Guinevere, der ærgerligt nok kysser på Lancelot med sønnen Galahad - alt sammen bivånet af ridderen Tristan og hans stakkels Isolde.

Det Kongelige Teaters version begynder med Kong Arthur langt nede i kulkælderen. Hans engang så stolte rige er gået fra hinanden. Ridderne er over alle bjerge.

Men det bliver værre endnu. For dragen Belvarg er blevet set i Camelots nærhed. Og den landsforviste Morgana Le Fey vender tilbage og vil vise sønnen Mordred finesserne ved sort magi.

Arthur har altså kun sig selv og det sværd, han engang hev op af stenen: Excalibur. Om helten virkelig kan genrejse riget, besejre de onde magter og måske endda genvinde konens kærlighed - dét skal ikke afsløres her.

Martin Hestbæk spiller Lancelot og elsker hvert sekund af sin optræden.

»Især når vi får kostumerne på,« siger han. »Det hele giver først mening med kostumerne. Vi kan pludselig se, hvem vi taler med eller slås mod«.

Ridderens kostumer vejer op mod ti kilo og tager en krig i sig selv. Nærmere bestemt en halv time hver gang. Der skal løftes og bindes og snøres.

»Og når dét først er i orden, kan vi på en måde begynde forfra«, siger han. »For vores stunts og bevægelser på scenen føles jo helt anderledes med de ekstra kilo.«

Der bliver lagt sidste hånd på kostumerne backstage, inden prøverne går i gang. Fold sammen
Læs mere
Foto: / Ida Marie Odgaard /STF.

Som en stadionkoncert

Selve spillet kan alligevel føles næsten som radioteater, Martin Hestbæk. Fordi de nærmeste tilskuere sidder så langt væk. Man er alene med sin dialog.

Skal jeres diktion også være klarere?

»Jeg kan i hvert fald ikke fedtspille«, siger Martin Hestbæk - lettere forpustet over rustningen a la amerikansk fodbold.«

»Vi kan ikke bruge mimik til noget som helst. Alt skal stå fuldstændig klart for alle tilskuere. Så det handler meget store stemmer og store bevægelser. Dialogen som sådan er holdt i det der bombastiske eventyrsprog, bare helt klart og minimalistisk - med kun de mest nødvendige ord.«

Den kongelige skuespiller nyder også fællesskabet midt i de usædvanlige rammer.

»Folk går med på præmissen,« siger han. »Både de medvirkende og publikum. Når alt er så kæmpestort, kan rigtig meget gå galt - og dét tager alle involverede bare med«.

Du er simpelthen vild med det her?

»Ja, for pokker. Det er det nærmeste, vi kommer på at blive rockstjerner. At spille i Ulvedalene er som at give stadionkoncert med hele den brede pensel.«

Tammi Øst spiller troldkvinden Morgana Le Fey i et eventyrskrud uden sidestykke. Heller ikke hun kan bruge meget af sin berømte mimik mellem Dyrehavens træer. Men selve teknikken er egentlig ikke så forskellig igen.

»Der er selvfølgelig nogle nuancer, man ikke rigtig kan bruge. Man må finde på noget andet. Være mere fysisk og mere generøs over for publikum.«

Så teknikken er...

»Man skal bare tænke, at dét her er fedt. Det hele er lidt som på en intimscene - bare pustet op i et meget større format. Det er på en vis måde teater i en meget oprindelig form. Som hvis man sad om et bål og fortalte historier. Et urteater.«