Kongesønnen fra Kokkedal

Al Agami kender mere til de bonede gulve på ambassader end til rap og hip hop. Han ved mere om høflighed og strategi end om graffiti og fuckfingre. Den statsløse kongesøn fra Uganda bestyrer et bjerg, udgiver en CD og er i gang med »et pitstop, der har varet alt for længe«.

Kongesønnen fra Kokkedal - 1
Al Agami. Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Jungletrommerne fortalte, at Al Agamis far, kong John Bart Agami, snart ville komme ud for et »trafikuheld«. Det var i begyndelsen af 70erne. Faderen var militærmand, akademiker, politiker og konge af Lado. Et grænseområde mellem Uganda, Sudan og Congo på størrelse med Sverige og med ca. ti millioner indbyggere. Dengang en selvstændighedssøgende torn i øjet på Ugandas diktator, Idi Amin. »Trafikuheld« var den officielle forklaring, når intellektuelle, politikere og modstandere af regimet skulle ryddes af vejen.

»Man hørte om dem på national radio. Det stod så grelt til, at nogle folk kunne nå at høre om deres egen død i radioen. Det gik lidt for hurtigt. Min far fandt ud af, at det var ham næste gang.«

I dag bor Al Agami i Kokkedal. Han er en af dansk raps kendteste stemmer med den spritny CD »Token Word« på gaden og et i den danske offentlighed ukendt liv som diplomat for Lados selvstændighed. 33-årige Al Agamis beretning om flugten fra Uganda, skolegang i et krigshærget Afghanistan og karrieren som flygtningekongens gesandt får danske musikeres historier om deres rejser fra provinsen til København og deres oplevelser »i det hårde gademiljø« til at ligne »Plet går tur«.

Al Agami hedder i virkeligheden Aleni Agami, der betyder noget i retning af: Det er mig, der vil have dig. Som statsløs flygtning under FNs beskyttelse skal han altid have sin opholdstilladelse og rejsedokumenter på sig, og han må, trods sine næsten 30 år i Danmark, ikke stemme. På hans visitkort står der: Kosmopolitiker.AL AGAMI VAR KUN TO ÅR, da jorden begyndte at brænde under fødderne på familien. På et tidspunkt var faderen på vej nordpå i Uganda sammen med lille Al. På vejen mødte de en mand, der rejste den modsatte vej. Han var sendt af sted af myndighederne for at eksekvere »trafikuheldet«.

»Han havde fået til opgave at henrette min far. Men det viser sig at være nevøen til en, hvis liv min far engang har reddet. Og han fortæller så, hvordan landet ligger: Jeg vidste ikke, at det var dig, som jeg skulle henrette. Men smut du videre. Jeg har sgu ikke set dig. Derfra begynder tingene at spidse rigtig meget til. Min far flygter til nabolandet, og så blev der taget foranstaltninger til, at min mor skulle flygte og have min søster og mig med ad en lang rute og ende med at hooke op med min far i Montjasa. Hvis man ikke har respekt for sin mor, så får man det, når hun fortæller den historie. Det er ting, som jeg ikke kan huske, men som har været meget traumatiske for hende, og derfor sidder det også i mig.«

Med hjælp fra kontakter i Zaire flygtede moderen med søn og datter ud af Uganda i bil via bjergene for at slutte sig til faderen.

»Da vi kom til det checkpoint, hvor vi skulle møde min far, var der ingen mennesker - kun et hus som var fuldstændig sønderskudt. Der havde været myrderier. Og min far havde forskanset sig et andet sted i en uge.«

Moderen med sine to børn fandt faderen, der havde søgt tilflugt på den amerikanske ambassade. Der levede de i et års tid, før det blev bestemt, at Afrika ikke var sikkert nok for familien. Ad omveje endte familien i Danmark, »kun med pas og the clothes on our backs,« som han siger. Via en Røde Kors-lejr fik de en lejlighed i et socialt boligbyggeri i Kokkedal. Her oplevede faderen og moderen for første gang i lang tid en tilværelse uden angst. Al Agami kom i børnehave og lærte dansk.

»Det første, jeg kan huske fra, da vi kom til Danmark, er lyset. Det der skandinaviske lys og så kulden og noget med at være meget alene. Mine forældre valgte vist Danmark, fordi det var tilpas langt væk fra Afrika. Det skulle kun være en stepping stone og så videre til et andet sted og i hvert fald tilbage til Afrika, når det blev sikkert for os. Men det har været et pit stop, der har varet alt for længe,« siger Al Agami. Han konstaterer det neutralt, som talte han om den kylling i karry, han sidder og indtager i Berlingskes kantine. Som en musiker, der altid er »på røven«, tager han glad imod måltidet.EFTER FÅ ÅR I DANMARK rejste familien dog til Afghanistan i 1977. Faderen havde fået job som FN-diplomat i Kabul.

»Alle de ting, som jeg ikke rigtig kunne huske fra Afrika, men bare fornemme, de kom igen i Kabul: Fornemmelsen af, at der aldrig er ro. Våben alle vegne. Udgangsforbud. Man så bomber blive sprængt i luften. Den skole vi gik på, American International School of Kabul - der havde vi fandeme skudsikre ruder. Vi havde militær eskorte. Nogle gange kom vi senere hjem end andre, fordi vi skulle køre ad alternative ruter. Da jeg gik i 1. klasse, kom jeg i skole og fik at vide, at vores rektor... han var blevet skudt. Jeg kan også tydeligt huske, da regeringen blev væltet. Jeg står på altanen i vores hus - det lå i udkanten af Kabul - så er der bare MIG-jagere, som smadrer præsidentpaladset helt vildt. Og jeg vidste, at min far var derinde. Lige præcis derinde... Han havde en god ven, som blev ramt af et stykke rikochetteret metal. Han fortalte mig først historien for to år siden. Han har set meget lort, siger han, men det var noget af det værste. Da russerne kom, var vi nødt til at tage helt ud af landet. Afghanerne er nogle hårde nysere. Første gang, jeg oplevede racisme, var i Afghanistan.«

Tre år i Afghanistan og så tilbage til Danmark i 1980. Familien blev indlogeret på et hotel i Istedgade, senere boede de syv mennesker i en to-værelses.

»That is the predicament. Og hvad er så løsningen? Hvordan løser vi det her? Det er den tilgang, mine forældre altid har haft. At man klarer sig igennem.«

Mens børnene blev opdraget til at lære dansk og glide ind i samfundet, arbejdede faderen, som han og de tre sønner og datteren stadig gør, hele tiden på at få FN til at tage Lados ønske om selvstændighed op i sikkerhedsrådet. Det arbejde foregår stadig med bl.a. møder med ambassadører, embedsmænd og i det verdensomspændende netværk af flygtninge fra Lado.

Det var sværere for moderen end for faderen at omstille sig fra livet som adelig overklasse i Afrika eller privilegeret FN-ansat i Kabul til livet som flygtninge i Kokkedal. For Al Agami er det ikke mærkeligt, når man nu ved, at faren er fra Lugbari-stammen og moderen fra Kakwa-stammen.

»For min far har det været hans livs curse. Han har levet på flugt på forskellige tidspunkter: Da han var barn, og hans egen far blev dræbt. Da han var soldat. Han har rejst verden rundt. Han er vant til det her nomadeliv. Det er bare: Grind your teeth and get on with it. For min mor har det været anderledes. Hun er datter af en preachertype. Hvis hun ikke havde været sammen med min far, kunne hun have fået en god uddannelse. Hun kunne måske have fået en ministerpost eller noget universitetshalløj. Så det er meget anderledes for hende.«

Det er ikke de store følelser, der kommer frem, når Al Agami fortæller. Når han f.eks. skal pinpointe følelsen af at have skiftet land og tilværelse flere gange bliver det til:

»...De ting, som andre tager for givet... Shit changes sådan her,« siger han og knipser med fingrene.

Som tiårig kom Al Agami på den katolske Rygaards Skole i Hellerup, der ligesom i Kabul var fuld af diplomatbørn. Her havde man sit eget hierarki, og Al Agami var ikke i toppen af pyramiden.

»Jeg havde ikke diplomatisk immunitet lige som alle mine venner. Jeg havde et FN-rejsedokument, hvor der kun står, at jeg er politisk statsløs, altså flygtning. Det kunne have været meget anderledes, hvis min far bare havde sagt: Fuck it. Lets do business (til Idi Amin og andre banditter). Jeg kunne lige så godt have været et af diplomatbørnene. Min familie stod meget i kontrast til de andre. Når man går i 6., 7., 8. klasse, så laver man ballade og drengestreger. Der er ikke noget mere grineren end at flashe sit diplomatkort i fjæset på panserne. Det kunne de andre børn gøre. Men den cadeaux havde jeg ikke. På den måde har jeg været inde og alligevel ude. Jeg har altid kaldt skolen for det første fængsel. Ikke fordi jeg ikke har været glad for bøger. Det føltes bare, som om man skulle være der på ubestemt tid.«DET GIK IKKE STILLE FOR SIG hos familien i Kokkedal, da Al Alagami som 14-15-årig besluttede, at han ikke havde lyst til at følge i faderens fodspor som veluddannet akademiker. Det blev forventet, at han skulle stramme balderne, opnå gode karakterer og komme på universitetet og få en karriere inden for diplomatiet eller bankverdenen.

Men hip hop-miljøet trak, og Al Agami kunne noget, som de færreste unge i det gryende hip hop-miljø i begyndelsen af 80erne kunne: Han kunne rappe på den fede amerikanske måde. Klub 47 på Amager og i ungdomsklubben Thomas P. Heile på Nørreport, hvor dansk hip hop så dagens lys, var det ideelle sted for kongesønnens musikdrømme. Inspireret af Public Enemy og alle rap-sanges moder »The Message« fandt han et sted at lette trykket.

»Musikken gav mig mulighed for at komme ud med nogle aggressioner. Nogen måtte jo sige noget om alt det pis, der sker rundt omkring. Jeg fandt en mulighed for at sige, hvad jeg mener.«

Det var i virkeligheden en halverfaren diplomat, der begyndte at rappe i den københavnske undergrund. Allerede som ti-årig slæbte Al Agamis far ham med på besøg på alverdens ambassader. Iført lidt for stort jakkesæt med vest og slips, sugede han til sig om det arbejde, han som familiens ældste søn forventes at fortsætte, når faderen må stoppe.

»Så det ny for mig er ikke mit arbejde for min far og kampen for Lado. Det er derimod rappen og poppen. Alt det med bøger og tørre tal, møder og støvede biblioteker kender jeg ud og ind, siden jeg var helt lille. Det er ikke en Dr. Jekyll and Mr. Hyde-ting.«

Da familien kom tilbage til Danmark, blev Al Agami for alvor involveret i »sagen«.

»Det var mest til Genève. Min far og jeg tog simpelthen toget, og så skulle han ellers snakke med udenrigsministre og alle mulige tosser. Jeg var med som sekretær, forestil dig det. Jeg var ti år. Sveder i mit three piece suit. Jeg er også med til møder nu. Det handler som regel om at præsentere sagen. Og jeg ved godt, hvad det handler om...«

Al Agami har efterhånden været med til så mange møder om »sagen«, at de glider sammen i erindringen. Så mange lækre middage med fine folk fra erhvervsliv og ambassader, at han ikke tænker over det længere. Insider-anekdoter fra diplomatiets bonede gulve kan han ikke huske mange af.

»Men det gjorde indtryk på mig, da jeg var på den argentinske ambassade i København. Da jeg dukkede op som en halv kloning af min far - min far havde ikke sagt, at det var hans søn, der kom. Da fik ambassadøren grineren på. Men gutten var top cool og lyttede til sagen. I dag er der også receptioner hele tiden, og der er det som regel min mor, som bliver luftet.«

Det hænder også, at de alvorlige diplomater må granske deres hukommelse for, hvor i alverden, de har set den sorte unge mand før. Indtil de begynder at smile, og det går op for dem, at de har set ham på TV.

»Men hvorfor skulle en rapper ikke kunne tænke sig om eller læse en bog...? Sagen er en del af mig. Der er bare ikke så mange jævnaldrende, som jeg kan tale med om det. Der er selvfølgelig mine brødre. Men der er ikke så mange unge, der er politisk aktive eller bare tænker over andet end bling-bling og punani (penge, smykker og fisse, red.) Og fred være med det. Det er jo ikke noget, som danskerne har haft inde på huden.«AL AGAMIS FAR AFLAGDE i 1954 den såkaldte agofe-ed (Agofe betyder konge), hvor han sværgede på, at han ville hellige sig kampen for Lados selvstændighed. I dag er alle dokumenter og dokumentation klar, så sagen kan tages op af et andet land i FNs generalforsamlingen og senere i Sikkerhedsrådet.

»Og selv dér er man ikke garanteret en skid. Det er en meget lang proces,« konstaterer Al Agami.

»Processen« betyder møder på ambassader, udenrigsministerier og andre i netværket af Lado-folk. Kuliarbejde med at læse korrektur på faderens breve, redigere sin fars biografi og f.eks. lave en lettilgængelig bog om Lado-problematikken.

»Hvis man siger til diplomaterne, at Lado er offer for en defacto kolonialisering, så er de til at snakke med. Vi skal, 1: Have suverænitet. 2: Stille folk til ansvar. Idi Amin er allerede stillet til ansvar. Men hvem var det, som gav ham logistikken? Det var først israelerne, senere Gaddafi og den arabiske verden, da Idi Amin blev deres kæledægge. Og så er der den økonomiske side. Du har World Food Programme-lastvogne, som kører ind med mad og ud med guld. Jeg plejer at sige, at det hele ville være meget nemmere, hvis vi bare var en fattig ørkenstat, hvor der ikke var en skid. Så ville der ikke være de samme problemer med at få vores land. Men der er mere i sagen end bare stolthed. Det er nødt til at stoppe på et tidspunkt. Man kan ikke blive ved med at fucke med folk i Afrika og stjæle fra dem. Vi har brug for nogle flere Nelson Mandela-typer. Folk, som er hard core nok og løfter opgaven.«

For ti eller 15 år siden kunne Al Agami ikke rigtig forstå, hvorfor hans far brugte så meget tid plus et hjerteanfald på kampen om Lados selvstændighed. I dag har han indset, at han som ældste søn ikke kan undslå sig.

»Der har været så meget blod og tragedie, at jeg ikke kan tillade mig at tage let på tingene. Det ligger heller ikke til mig.«

Med pligten og titlen af kongesøn er også fulgt privilegier. F.eks. er han i dag bestyrer af bjerget Mount Ete i det nordvestlige Uganda. Farfaderen, hvis navn, Atabua, han fik for et par år siden, er begravet i bjerget.

»Bjerget er en meget stor mindesten og en guider. Hele vores samfund går nemlig ud på, at selv om der er forskellige stammer, så skal der være plads til alle. Og nogle af dem, som skal sørge for, at folk har det godt, det er dem, der har denne post. Det vil sige, at jeg skal mægle i stridigheder for folk, der bor rundt om bjerget. Bring your problems to me. Men jeg har ikke oplevet at mægle i praksis. Titlen er mere formel og indgår, når jeg præsenterer mig selv. Det gode ved systemet er, at jeg ikke skal mægle direkte, fordi det går igennem de ældste i stammerne. Giv mig en 10-15 år, hvor jeg måske kan rejse derned, så skal jeg altså sparke støv oppe på det bjerg. Det ligger bare i luften.«TRODS FORPLIGTELSEN til at gå i faderens fodspor og teenageårenes slåen sig i tøjret over al snakken og møderne og diplomatiet, har han lært noget vigtigt: At slow but sure er bedre end at starte en krig af ren og skær utålmodighed. Han har lært et »kodeks« som han siger. En høflighed og evne til at lytte og aflæse en situation. Et talent han brugte flittigt, da han med pop-successen Los Umbrellos i 1998 turnerede i USA og skulle deale med musikbranchefolk, der havde intriger og alle hånde dagsordener at skjule. Et kompliceret net af faldgruber, der ikke slog Al Agami ud af kurs.

»Der har altid været kaos omkring mig i barndommen. Kaos stresser mig ikke ud. Det giver mig nærmest en ro. Jeg har set bomber falde og prøvet nogle hårde ting - livet er ikke sjovt. Det er ikke slik. Det har jeg lært meget af.«

På spørgsmålet om, hvad han og hans familie vil gøre, når og hvis Lado bliver anerkendt og får sin selvstændighed, svarer han nøgternt:

»Mine forældre har gjort det op med sig selv. Den står på Afrika. Min mor er også 63 år og ved at blive gammel. Jeg synes, at hun skal have lov til at have det fedt under solen og se nogle steder, som hun savner. Komme hjem. For mig er mit hjem lidt ud over det hele. Jeg har også en søn i Danmark. Jeg vil måske blive i Danmark. Jeg er heller ikke selvskrevet til at blive konge efter min far. Jeg har ingen ambition om at blive number one.«