Kongens usle slot i København

Kønt havde slottet på Slotsholmen aldrig været, men i takt med at den ene beboer med nye behov afløste den anden, blev det blev det grimmere og grimmere og efterhånden aldeles uudholdeligt at opholde sig i.

Københavns Slot set fra Højbro i 1699. Slottet var næsten ubeboeligt og desuden en arkitektonisk stilforvirring efter utallige om- og tilbygninger gennem 350 år. Før og nu, 1. årg. Fold sammen
Læs mere

»Et af de usleste slotte, jeg nogen sinde har set, med en stinkende grav omkring sig.« Sådan faldt ordene, da en engelsk turist i 1699 havde været på besøg i København.

En temmelig skånselsløs dom, kan man mene, men næppe helt uretfærdig. For det var ikke nogen hemmelighed, at svanerne, der for et syns skyld blev sat ud i voldgraven ved den kongelige residens, efter kort tid flød rundt med bugen i vejret. Og det var ikke, fordi nogen havde skudt dem. Men der var tydeligvis noget i vandet, som de smukke fugle ikke tålte ret godt.

Fænomenet, der også kunne fornemmes i luften, var konsekvensen af mange dyr og mennesker på meget lidt plads. Og i den forstand kan man sige, at kongen på sit høje slot delte skæbne med undersåtterne ude i byens snævre stræder.

Siden biskop Absalon i 1160erne fik opført et Castrum de Hafn på en af øerne ud for Gammel Strand, har der så at sige altid ligget en borg eller et slot på dette sted.

Både Absalons fæstning og et par borganlæg fra 1200-tallet er aldeles forsvundet efter krigeriske overfald, men midt i 1300-tallet tog Valdemar Atterdag initiativ til opførelse af en kongeborg på stedet.

Ikke fordi København var udset til at være hovedstad, for i hine tider var landets konger ustandselig på rejse mellem landsdelene, og først i 1445 blev København residensby. Det skete, da Christoffer af Bayern indrettede sig på slottet med sin hustru Dorothea, som var datter af markgreve Hans Guldmager af Brandenborg og vant til store forhold. Christoffer regerede over Danmark, Norge og Sverige, og det krævede god plads at holde styr på så vældigt et rige.

Problemet blev imidlertid klaret med en tilbygning til Valdemars 100 år gamle slot. To år nåede han at være konge, så døde han, og som erstatning hentede man Christian af Oldenborg til den sørgende 18-årige enke.

Det var et godt arrangement. Når han var i krig, regerede hun rigerne fra Københavns Slot, og sammen grundlagde de et dynasti med Christian’er og Frederik’er. Den ene afløste den anden, og hver gang en ny konge satte sig på tronen, var pladsen på slottet blevet for trang.

Det krævede gennem århundreder tilbygninger og ombygninger og utallige moderniseringer, og efterhånden var det umuligt at genkende Valdemars gamle slot.

Frederik I omgav slottet med volde og grave, og Christian III lavede en udsmykning på toppen af det Blåtårn, som Erik af Pommern i sin tid havde rejst. En slotskirke med to små og et enkelt stort tårn, en kongefløj og en såkaldt drabantfløj blev hæftet på bygningen kort efter reformationen, og så var det et rigtigt kongeslot efter tidens smag.

Nogen overordnet plan var der aldrig med de mange om- og tilbygninger, og arkitektonisk gik det fra slemt til værre.

Værelserne i den femkantede kolos havde de besynderligste vinkler og var umulige at møblere og opvarme, og det er derfor rimeligt at tro på Holberg, når han skriver, at Christian IV overvejede at rive det hele ned og bygge noget nyt et andet sted i byen.

Men pengene manglede han, og så blev Blåtårn bare tre-fire meter højere og udstafferet med et spir i konditorstil. Under Frederik III opførte nogle af byens handlende egentlige købmandsgårde på nordsiden af Slotsholmen, og således fortsatte slottets organiske vækst både i højden og i drøjden.

Kønt havde slottet aldrig været, men i takt med at den ene beboer med nye behov afløste den anden, blev det grimmere og grimmere og efterhånden aldeles uudholdeligt at opholde sig i.

Frederik IV flyttede ind i 1699, just da den engelske turist havde været forbi, og han besluttede at jævne det meste med jorden og kun lade Blåtårn stå tilbage for dog at »beholde noget af den gamle rede, hvori han og hans forfædre var opklækkede«.

Det var en kolossal opgave, som kostede flere penge, end der nogensinde var ofret på Københavns Slot, og først i 1727 var arbejdet færdigt. Kønnere var huset ikke blevet, men højere og mere rummeligt, og så viste det sig, at den fugtige undergrund desværre ikke kunne bære den tunge bygning. Murene revnede, før håndværkerne var sluppet væk, og huset truede med at styrte sammen.

Det skete dog ikke, for nu var Christian VI blevet konge, og han drømte om et dansk Versailles på Slotsholmen. Efter et par år blev farens kostbare ombygning derfor jævnet med jorden, og det kunne man godt kalde en byggeskandale, men det skulle almindelige mennesker ikke bekymre sig om.

De havde i øvrigt også fået så meget andet at tænke på. For eksempel var langt over halvdelen af den gamle middelalderby netop blevet forvandlet til et metertykt lag aske.