Kongen var ked af Gefion-springvandet

I 1897 etablerede kommunen sin egen kunstfond, og man udskrev en konkurrence med 800 kroner til vinderen, som blev billedhuggeren Anders Bundgaard. Han sejrede med sit udkast til »Gefion, der med sine øxne pløjer Sjælland ud«, der blev placeret tæt på den engelske kirke, selv om Christian IX helst ikke ville have en kæmpeskulptur dér.

Byens største monument, Gefionspringvandet ved Langelinie, har siden 1908 givet anledning til delte meninger. Foto fra 1946, København før og nu, bd. 1. Fold sammen
Læs mere

I flere end 100 år har Gefion svunget pisken over sine fire okser, men det var ikke uden modstand, gudinden og de til trækdyr forvandlede sønner erobrede pladsen på skråningen mellem havneløbet og Kastellets voldgrav.

For i nabolaget var den engelske kirke blevet opført midt i 1880erne, og fra hoffet lod man vide, at det ikke ville være velset med en kæmpeskulptur, som kunne skæmme kirken. Det var der sikkert også andre end Christian IX, der mente, men de blev ikke hørt, og med gode ord blev kongen talt til rette, skønt han, som han sagde, var en gammel mand, der helst ville, at alt blev ved det gamle.

Det kongelige ønske, at alt skulle blive, som det altid havde været, kunne København ikke indfri omkring århundredskiftet. Tværtimod. Alting var i opbrud.

Befolkningstilvæksten var enorm, og tæt bebyggede arbejderkvarterer skød op side om side med fabrikker og værksteder. Hårde tider var det for folk med hang til nostalgisk ro og idyl.

I midten af 1890erne blev byens nye Frihavn taget i brug, og det var en økonomisk indsprøjtning af dimensioner. Til gengæld medførte projektet, at københavnerne mistede muligheden for at promenere under skyggefulde trækroner langs kysten fra Toldboden og helt ud til Kalkbrænderihavnen.

Her havde Christian IV i sin tid anlagt en dæmning, som fik navnet »den Lange Linie«, og som efterfølgende blev en del af Kastellets forsvarsværk.

Men nu blev der fyldt op og gravet havnebassiner langs kysten, og en helt ny havnekaj blev anlagt til oceangående passagerskibe. Også den fik navnet Langelinie, men det var noget helt andet end den pæne gamle spadseresti langs stranden, og den førte ingen steder hen.

Mellem Frihavnen og Toldboden blev der i tidens ånd anlagt en jernbane, og så blev det nødvendigt at opføre en bro hen over skinnerne, således at folk fra byen trods alt kunne komme ud til resterne af den gamle strandpromenade.

Op til broen var der en skråning beplantet med rosenbuske, og netop her kom Gefion og hendes fire okser til at stå, skønt det slet ikke havde været meningen til at begynde med.

Historien er den, at Carlsbergfondet i anledning af bryggeriets 50 års jubilæum i 1897 skænkede 50.000 kroner til en kunstnerisk udsmykning af byen.

Samme år etablerede kommunen sin egen kunstfond med en bestyrelse bestående af to borgmestre og fem medlemmer af borgerrepræsentationen, og nu havde man de nødvendige midler til at udskrive en konkurrence med 800 kroner til vinderen og henholdsvis 500 og 200 kroner til nummer to og tre.

Billedhuggeren Anders Bundgaard sejrede med sit udkast: »Gefion, der med sine øxne pløjer Sjælland ud« foran Anne Marie Carl Nielsens »Kong Skjold, som binder bjørnen« og C.J. Bonnesens »Thor, der kører med sine bukke«.

At det skulle være et motiv fra den nordiske sagnverden, var der åbenbart enighed om i udvalget, men så begyndte problemerne. Det viste sig nemlig, at pengene fra Carlsberg slet ikke slog til, og kommunen måtte selv punge ud med et lignende beløb plus lidt ekstra.

Fra begyndelsen var det hensigten at anbringe det kostbare kunstværk ud for Videnskabernes Selskabs bygning på H.C. Andersens Boulevard, som dengang hed Vester Boulevard, og mest af alt var et blomstersmykket åndehul i byen. Men det gik man alligevel bort fra, for der var bedre plads til det monumentale springvand på skråningen med rosenbuskene ved Langelinie.

Efter fire års arbejde var kunstneren i 1905 klar til at præsentere en gipsmodel i fuld størrelse. Og så var tiden inde til, at almindelige mennesker kunne danne sig en mening: Ak, var det ikke andet – kunstneren havde fået alt for lidt ud af det gamle sagn om gudinden, der omskaber sine fire sønner til okser og pløjer Sjælland ud af svenskekongens rige.

Skuffelsen var udtalt, og folk med forstand på de dele mente, at dyrene trods de voldsomme anstrengelser slet ikke trak ploven. Om det kunne man mene både det ene og det andet, men værket blev godkendt af de ansvarlige på rådhuset, og tre år senere fandt den højtidelige afsløring sted.

Det lukkede ikke munden på kritikerne, men de begejstrede var i overtal. Og til dem hørte landets nye konge, Frederik VIII, som med egne ord altid begyndte dagen med en morgentur hen forbi springvandet ved Langelinie, hvor han glædede sig over, at »vor bys skønneste anlæg« trods alle fortrædelighederne i nogen grad var blevet reddet. Og nu hører man sjældent om nogen, der er ked af Gefion.