Kongen til kamp mod Københavns synderne

Hor og druk. Banderi. Hasardspil. Og unge piger, der blev lokket i fordærv. København anno 1730 var en syndens hule, mente den nye konge, Christian VI, der gik til kamp mod sine undersåtters skørlevned.

Christian VI, der blev Danmarks konge i 1730, var en from mand. Det kneb noget mere for undersåtterne. Foto: Kongernes Samling Rosenborg
Læs mere
Fold sammen

Da Christian VI i 1730 blev landets konge, indvarslede det en periode, som ikke er den muntreste i byens historie. For han var tungsindig og præget af tidens pietistiske strømninger.

Således udstedte han i 1735 en forordning »om sabbattens og andre helligdages tilbørlige helligholdelse«, hvorefter det var forbundet med straf at misbruge søndagen til andet end opbyggelige gerninger, og tilstedeværelsen ved mindst én og helst et par gudstjenester inden solnedgang blev lovbefalet.

Men selv om kongen gjorde, hvad han kunne for at sikre borgerne en evig salighed, skete der alt for meget, som trak den anden vej. Det mente borgeren Jens Olesen Bang, og han var så fortørnet over tingenes tilstand, at han i 1737 sendte en klageskrivelse til kongen:

»Denne syndige stad står i lige forhærdelse med Jerusalems ødelæggelse, thi denne by med sin ugudelighed og Guds åbenbarlige bespottelser er ikke et hår bedre, end Jerusalem var.«

Og derefter satte han etiketter på alle de djævelske kræfter, der nat og dag udfoldede sig i den fromme konges usædelige hovedstad: Drukkenskab og sus og dus, dans og springen om, klammeri og bedrageri, eder og banden, kortspil og terningspil, had og avind, kiv og trætte, misundelse og vold, hor og mord og mange andre Guds åbenbarlige bespottelser. Det havde ingen ende…

Dragedukkerne lurer

Ingen rar læsning for majestæten. Og det blev værre, da klageren uddybede, hvad man kunne opleve i byens tvivlsomme kvarterer. Her boede kvinder, han kaldte dragedukker, fordi det var deres erhverv at drage og lokke skikkelige folks tjenestepiger og forlede dem til utugt og heraf følgende forbrydelser:

»De holder åbent hus for tjenestepiger og for karle, og lige så farlige er den slags fruentimmere, der kalder sig sypiger… De er både artige og omgængelige, og folk, der ikke kender dem, fatter ikke, at de er løse på tråden. Men uge efter uge står de alligevel og skrifter i Nikolaj Kirke iklædt tørklæder, så man kun kan se næsetippen. Byen er fuld af ruffersker og unge piger, der under påskud af at sælge frugt og andre varer løber om ved dørene.«

Den fromme mand vidste nok, hvad der foregik, men hvorfra han havde sin viden, skrev han ikke noget om.

»Både danseboderne og lystighederne i lavshusene fører mange i elendighed,« bedyrede han, »thi skikkelige folks børn lyver for deres forældre og søger derhen, og mange herskabers tjenere og tjenestepiger går til disse lystigheder, når de har fået deres herrer og fruer til sengs. Og når skibe kommer med piger fra provinsen, som søger tjeneste, så lokkes de ved falske foregivender hen i utugtige huse. Der er øltappere, som samler smådrenge hos sig på søn- og helligdage og giver dem øl, brændevin, piber og tobak, ja et helt spil kort, og så går det derefter med eder og banden. I adskillige værtshuse er der værelser brugt som spillehuler om søndagen, og de borgere, som er kaldede til bestillingsmænd og justitsmænd, og som har pligt til at være gode eksempler, er nogle ældgamle drukkenbolte og unyttige instrumenter til deres embeder.«

Hvor er politiet?

Rystende afsløringer for majestæten, men tillige en anledning til at få politimester Torm til at udtale sig om forholdene i byen. Den myndige embedsmand fandt nu ikke, at det stod helt så galt til. Man måtte forstå, at København var en stor by med mange forskellige mennesker, og så sker den slags. Og han indrømmede gerne, at der blev bandet og sværget i vin-, øl- og brændevinshusene, men dette kunne politiet ikke hindre.

»Det bedste og eneste middel derimod er, at Gud selv opvækker de pågældendes samvittighed, og her kan skoleholdere og lærestanden gøre langt mere til forbedring,« mente han, »og nægtes kan det jo heller ikke, at der findes sådanne kvinder, som Bang kalder dragedukker, men som ellers er bedre kendt under navnet rendekællinger, og deres onde forhold kan aldeles ikke bestrides.«

Ligeså med sypigerne, men de drev deres profession i det skjulte, og politimesteren var magtesløs. I øvrigt måtte kongen forstå, at ordensmagten ikke kunne være alle steder med 24 betjente til rådighed, hvoraf de fire havde fast plads ved byens porte og de seks ved kirkerne. Sagen var kort sagt vanskelig, men at enhver borger burde beflitte sig på at føre et kristeligere levned og oftere tænke på sin dødstime, heri var politimesteren enig med majestæten.

I 1766 oplevede byen atter et tronskifte, og så sluttede de hellige griller ved hoffet, som nogen sagde. Forfatterinden Charlotte Dorothea Bihl skrev, at halsen igen begyndte at blive lige på de fleste, da det ikke mere var et gudfrygtighedens tegn at hænge med hovedet. Men det var altså ikke alle folk i byen, der hang lige meget med hovedet i den periode, da det var påbudt. Det vidste man ude i gaderne, det vidste politimesteren, og kongen fik det også at vide.