Kongeligt porcelæn og britiske bomber

Den kgl. Porcelainsfabrik i Købmagergade producerede fine porcelænsgenstande fra 1775. Men briterne satte en effektiv stopper for fabrikkens produktion med en fuldtræffer i 1807. Ny bog yder den fornemme fabrikation fuld fortjeneste.

Oval tabatiére. Dekoreret af C.D. Luplau i 1777. Inde i låget et dristigt billede af Venus og Amor. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen

En af de fornemmeste kulturelle produkter fra 1700-tallets anden halvdel var porcelænet, som Den kgl. Porcelainsfabrik producerede.

De fleste kender det fornemme Flora Danica-service, men fabrikken producerede mængder af andre fine produkter som vaser, figurer, natpotter, knapper, pibehoveder, nålehylstre, ordensplader, lugteflasker, lysestager, tobakspiber, skrivestel, spejlrammer, spyttekrus, stokkehåndtag, svampedåser, toiletgarniture, tragte, urfutteraler, vandkander, øreperler og lysestager.

Og meget andet.

Lauritz G. Dorenfeldt er jurist og ekspert i Den kgl. Porcelainsfabrik og er på banen med en fornemt illustreret bog »Kongeligt porcelæn,« der beskriver den tidlige fase af produktionen fra 1775 til 1810.

Dorenfeldts bog giver en oversigt over det såkaldte overglasurdekorerede porcelæn, hvor en lang række farver anvendtes på glasuren. Dorenfeldt har bestræbt sig på at vise fabrikkens mange produkter, der tager sig godt ud i bogens kvalitetsmæssigt skarpe illustrationer.

Der er ingen grund til at skjule, at Danmark var sent ud med at producere fint porcelæn. I Tyskland havde man i Meissen allerede 65 år før produceret overglasurdekoreret porcelæn af fineste kvalitet, men i 1775 grundlagde man fabrikken og tilkaldte tyske eksperter, der kunne hjælpe produktionen i gang.

Egentlig var intentionen at lave blåmalet porcelæn til en bred målgruppe, men i realiteten blev det en luksusvare for de få. Grunden til, at Dorenfeldts bog slutter i 1810, er, at der kom en økonomisk afmatning efter Napoleonskrigene og produktionen tabte i kvalitet og udbredelse. Men årsagen var også, at fabrikken fik en fuldtræffer i 1807.

Flora Danica-stellet

Etableringen af fabrikken var delvist et kongeligt initiativ, hvor enkedronning Juliane Marie stod bag aktieselskabet, der blev oprettet. Fabrikken blev etableret i Købmagergade 50 i den gamle postbygning, og så begyndte man at eksperimentere med produktionen, for det krævede stor ekspertise og forsøg med det flerfarvet glasur.

Den første produktion var i jernrød farve, men snart lykkedes det at få andre flotte farver påført porcelænet.

Kongefamilien fulgte produktionen nøje, og enkedronning Juliane Marie besøgte fabrikken flere gange. Den første formelle leder blev den forkætrede Ove Høegh-Guldberg, som i den danske film »En kongelig affære« om Struensee er skildret som en brutal skurk.

Sandheden var nok nærmere, at Ove Høegh-Guldberg var en trofast og dygtig embedsmand, men salget gik ikke godt og fabrikken måtte i vid udstrækning støtte sig til den kongelige kasse. Det blev hurtigt en tradition, at kongehuset benyttede fabrikkens produkter som diplomatiske gaver.

Danmark var i slutningen af 1700-tallet involveret i konfrontationer med Sverige, hvor også Rusland var part i konflikten som Sveriges modstander.

Kejserinde Katarina 2. af Rusland krævede, at Danmark-Norge skulle overholde en aftale om gensidig støtte, og i 1788 rykkede norske tropper ind i Sverige. Derpå udviklede krigen sig til at være en international affære, og krigen blev stoppet. Katarina var ikke specielt imponeret over den dansk-norske krigsindsats, og historikere har fremsat den teori, at det fornemme Flora Danica-stel var tænkt som en forsoningsgave til Katarina.

Dorenfeldt stiller sig dog noget kritisk over for teorien, for, som han skriver, hvis man ønsker at bede om godt vejr, så køber man vel en buket blomster og ikke et service, der tog 13 år om at blive produceret.

Og så døde Katarina iøvrigt i 1796, før stellet var færdigt, hvorfor det forblev i Danmark. Men stellet var fantastisk smukt og en af de danske produkter fra 1700-tallet, som bør glide ind i en kanonliste over Danmarks nationale produkter, som tegner vor identitet.

Flotte illutrationer og gode oplysninger

Storpolitik havde ofte betydning for Danmarks økonomi, og produktion og Napoleonskrigene var ingen undtagelse. Der kom en økonomisk afmatning, salget af porcelæn gik kraftigt tilbage, og i 1807 under det britiske bombardement blev porcelænsfabrikken i Købmagergade ramt og modellør Jacob Schmidt døde af skræk under bombardementet.

En fuldtræffer sprang i hovedbygningen og al porcelænet blev sprængt i stumper og stykker. Fabrikken gik næsten i stå, og der gik mange år, før man fik en ny blomstringstid for det kongelige porcelæn.

Selv om bombardementet altså ødelagde mange genstande, viser Dorenfeldts bog dog, at meget er blevet bevaret.

Selvfølgelig var formgivning og porcelænsmalerier stærkt påvirket af tyske fabrikker, men der var en dansk egenart, som måske bedst kan beskrives som enkel, ikke så pyntet og mere prunkløs end man så i udlandet, og som meget godt siger noget om dansk nationalkarakter. Hvad illustrationerne tydeligt viser er, at fabrikken hurtigt mestrerede ikke blot den vanskelige brændning, også form- og malerimæssigt var en meget høj kvalitet.

Bogen er usædvanlig flot illustreret, og indeholder desuden gode praktiske oplysninger, som vil være en hjælp for samlere og interesserede.

Her er oplysninger om fabrikkens malere og mærker, så man kan identificere de enkelte stykker. Den eneste triste side ved bogen og dette stykke dansk kulturhistorie, er at porcelænet er hulens dyrt at købe, hvis man vil have fat i det gamle service.

Forfatter: Lauritz G. Dorenfeldt. Titel: Kongeligt Porcelæn. Brogetmalet porcelæn fra den kongelige Porcelainsfabrik 1775-1810. Pris: 350 kr. Sider: 272. Forlag: Nyt Nordisk Forlag