Kongelige klassikere og nye stemmer

Danmark SKAL have en nationalscene, der kan perspektivere og udfordre tidens centrale spørgsmål, siger Det Kongelige Teaters skuespilchef, Emmet Feigenberg, som præsenterer både Holberg og dramatikere med anden etnisk baggrund i den kommende sæson.

Emmet Feigenberg, skuespilchef på Det Kgl. Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Der var kaffe og croissanter på bordene, næsten-forårssol ind gennem de store vinduer i Skuespilhusets lyse og luftige kantine og en perlerække af kongelige klassikere, fra Shakespeare til Holberg, på det program for sæsonen 2010-2011, som Det Kongelige Teaters skuespilchef, Emmet Feigenberg, i går kunne præsentere for offentligheden. Når dertil lægges det stjernedrys, som nogle af de allermest kongelige skuespillere som Ghita Nørby, Henning Jensen og Ole Ernst kastede over arrangementet, var det lige før, man glemte, at det hele fandt sted midt i én af Det Kongelige Teaters værste kriser i årtier: Tilskuertallet er raslet ned - i forhold til forrige sæson med 155.000 - udgifterne til bygninger overstiger nu det beløb, der er at lave forestillinger for, og en sparerunde før jul har kostet 35 stillinger og fem titler på det samlede repertoire for opera, ballet og skuespil - heraf to for skuespillet. Derudover er Det Kongelige Teater med opsætningen af musicalen »My Fair Lady« kommet under heftigt angreb for at gå på strandhugst i det folkelige repertoire. Og fra flere sider stilles der spørgsmål ved det betimelige i overhovedet at bevare en institution som Det Kongelige Teater. Den diskussion tager Emmet Feigenberg gerne: »Det ville være et usundt tegn, hvis det var tabu at diskutere Det Kongelige Teater, ligesom vi løbende diskuterer, om vi skal have et offentligt betalt sundhedsvæsen, og hvordan vi indretter vort samfund i øvrigt. Og mit synspunkt er naturligvis, at Danmark skal have en nationalscene,« siger han. »Der er brug for et teater, som dels har vingefang til at kunne lave både ballet, opera og skuespil, og dels - det gælder specielt for min afdeling, skuespillet - kan være en samlingsplads, et teater, hvis fokus er at behandle, perspektivere og udfordre tidens centrale spørgsmål. F.eks. det faktum, at kulturen er under ombrydning i takt med, at en efterhånden ikke ringe procentdel af befolkningen har deres rødder i andre kulturer. Det emne er nationalscenen også forpligtet til at behandle.« »Historisk begivenhed« Og det er netop, hvad Det Kongelige Teater gør nu, helt konkret, med forestillingen »Nye Stemmer«, som Emmet Feigenberg ikke tøver med at kalde »en historisk begivenhed«: »Det er første gang, to dramatikere af anden etnisk herkomst, Zaki Youssef og Nassrin el Halawani, får et teaterstykke opført på Det Kongelige Teater,« siger han. »Vi vil gerne give øget indblik i nogle livsvilkår, som ligger lige for næsen af os, men som vi normalt kun hører om i medierne, når det handler om ballade, mislykket integration eller at nogen har truet Pia Kjærsgaard.« I det hele taget er det store overordnede spørgsmål i de fleste af den kommende sæsons forestillinger forholdet mellem individet og fællesskabet. Hvilket ifølge skuespilchefen også er med til at definere Det Kongelige Teater: »Det gælder både »Richard III«, Dostojevskijs »Forbrydelse og straf«, »Misantropen« og ikke mindst Holbergs »Jeppe på Bjerget«, som vi sætter op med Henning Jensen som Jeppe. Det er jo ét af Holbergs berømteste stykker - og med god grund: Jeppe er så klassisk dansk, som noget overhovedet kan blive, en nærmest urdansk skikkelse, som vi stadig kan spejle os i. Og jeg kan love, at vores Jeppe-tolkning ikke bliver med duft af frilandsmuseum, halm i træskoene og sjællandsk dialekt. Det er også én af en nationalscenes pligter at tage eviggyldige klassiske.« Det enkelte menneskes rolle i forhold til fællesskabet, samfundet, og ikke mindst religionen, er også centralt i forstillingen »Manson«, skrevet af Det Kongelige Teaters husdramatiker, Jokum Rohde. Nicolas Bro spiller den psykopatiske massemorder Charles Manson, der som selvbestaltet frelserskikkelse med base i The Family-kollektivet glider fra hippietidens kærlighedsbudskab over i en pervers afstraffelse af samfundets rige og magtfulde, som bl.a. resulterede i det grusomme mord på skuespillerinden Sharon Tate. »Det er en dristig satsning på Store Scene, men det er også én af de ting, et kongeligt teater skal gøre: Lade en stor forfatter i vores midte skrive et stort drama,« siger Emmet Feigenberg. Det koster Han kan godt blive en smule træt i ansigtet, når han, igen-igen, får spørgsmålet om, hvorfor Det Kongelige Teater er så meget dyrere at drive end alle andre teatre. 40 procent af statens tilskud til teatrene går til Det Kongelige Teater: »Der er to væsentlige grunde: For det første, at vi - heldigvis! - er forpligtet til både at have et kapel, et balletkorps og et operakor foruden faste ensembler i alle tre huse. Det koster. Og dernæst kommer bygningerne, som jo nærmest er firedoblet på meget få år. Men det er jo også de ting, som gør, at vi, i hvert fald en gang imellem, har kræfter til at løfte de store og dyre forestillinger, som henvender sig til et meget bredt publikum.« Én af dem bliver helt sikkert den kommende sæsons teaterversion af Ingmar Bergmans »Fanny og Alexander«, hvor skuespilchefen selv efter to års pause vender tilbage som instruktør: »Fanny og Alexander er Bergmans store livstestamente og en hjørnesten i mit teater- og kunstsyn,« siger han. »Det er et overflødighedshorn af fantastiske roller og situationer, Bergman har skabt. Og jeg glæder mig enormt til at komme i gang med den.«