Kong spin abdicerer

Politiske strateger og konsulenter kan rådgive en kandidat eller et parti om, hvordan man bedst håndterer en situation. Men de kan ikke ændre situationen. Og de kan ikke omskabe omstændighederne i en valgsituation«.

Sådan skriver Fred Barnes, forfatter til en bog om Bush og redaktør på det neokonservative magasin »The Weekly Standard«, efter at Karl Rove, præsidentens magtfulde rådgiver gennem årtier, siger farvel til de imponerende rammer i Det Hvide Hus om et par uger. Efter genvalget i 2004 kaldte præsidenten Rove for »arkitekten« bagved, og der blev talt om Roveisme. Mange mener, at Karl Rove har ændret måden, den politiske virkelighed i USA ser ud. Sidste år afsatte vælgerne dog Republikanerne som det dominerende parti, og derfor diskuteres Karl Roves exit intenst, herunder også de politiske rådgiveres stigende rolle.

Det engelske borgerlige tidsskrift The Economist, der har fulgt den republikanske revolution indgående, vurderer Rove sådan: »Hans fingre var overalt på politikområder, ikke kun pressemeddelelserne. Man skal helt tilbage til Harry Hopkins (udenrigspolitisk rådgiver under 2. Verdenskrig, red.) i Franklin Roosevelts Hvide Hus for at finde nogle med et sådant omfang af ansvarsområder«.

Tilstedeværelsen af medier døgnet rundt har forstærket behovet for rådgivere. Allerede under Clintons valgkamp i 1992 blev det sat i system med »The War Room«, hvor rådgivere var massivt til stede, og når de gik, blev de store stjerner i talkshows, aviser og gennem bøger, fordi de havde en spændende historie at fortælle fra magtens maskinrum.

Men også fordi medierne er interesseret i at søge ind bagved og fortælle, hvordan der virkelig ser ud bag den blankpolerede facade. Roves annoncerede erindringer vil derfor blive solgt i stor stil. Det er tydeligt, at rådgivernes rolle er blevet større, når man f.eks. læser i tidligere præsident Reagans private dagbøger, der kom for nylig. Reagan var i egen opfattelse den, der formede politikken; ministre og folk omkring ham udførte den, og da han for 25 år siden afskedigede sin udenrigsminister Alexander Haig, handlede det om, hvem der havde dette ansvar, fremgår det af dagbøgerne. Konklusionen er nærmest, at man ikke kommer i toppolitik uden en meget klar vilje til at sætte sig igennem, men det gør man ikke uden stærke rådgivere som dermed får indflydelse. Tilbage står, at Rove har ændret måden, man fører politik på, og han har haft stor indflydelse, skriver Adam Nagourney i den i amerikansk sammenhæng let venstredrejede New York Times:

»Hans arv vil på godt og ondt være en af faktorerne, der afgør om Republikanerne beholder Det Hvide Hus i 2008«. Pointen hos Nagourney er altså, at rådgiver Rove fik stor magt, særligt fordi han definerede en polariserings-strategi som kandidaten, Bush, fulgte, og som de republikanske præsidentkandidater fortsat bruger. Rove-specialiteten er altså at samle partiet mod en fjende, »at genskabe den konservative koalition« til at rejse midler, og fortsætte dem-mod-os retorikken ved at hævde, at »Demokrater er uegnede til at beskytte landet mod et terroristangreb«.

Men denne kraftige polarisering virker ikke i længden, heller ikke for de Demokrater, der kopierer taktikken, fremhæver tidligere taleskriver for præsident Bush, David Frum, i New York Times. Det, der samler vælgere, er ægte »kløfter i politik« og reelle holdningsforskelle, fortsætter Frum, så for ham har Rove klart et ansvar for, at Bush er i problemer.

Helt modsat konkluderer meningsfællen, den neokonservative Fred Barnes: »Rove var ekstrem vigtig: Han hjalp en kandidat, Bush, med at vinde fire valg og påvirke det republikanske parti på måder, som fik det til at vokse. Han bør ikke holdes ansvarlig for fiaskoer, som hverken han eller andre på hans niveau kunne afværge«.

Selvfølgelig har Barnes ret i, at ansvaret ud fra en formel betragtning placeres hos præsidenten og ledelsen af det republikanske parti, men det er Rove, der som spinkonge har hvisket de gode råd i chefens øren, og derfor var det nok klogt, at han selv valgte at abdicere.