Kong Cheney af Amerika

Præsident Bush kalder sig »The Decider«. Beslutningstageren. Men alle hans store beslutninger om krig og terror gennem de seneste seks år er i virkeligheden dikteret af vicepræsident DICK CHENEY. Cheney er kongen. Nu er der storm på hans trone.

Står han bag præsidenten, eller<br>skygger han for ham? Vicepræsident Dick Cheney ser ud til at føle sig godt tilpas bag George W. Bushs stol i Det Ovale Værelse i præsidentboligen.<br>Foto: EPA/Stefan Zaklin Fold sammen
Læs mere

»Posten som vicepræsident er ikke en varm potte pis værd.«

John Nance Garner, amerikansk vicepræsident fra 1933 til 1941.

WASHINGTON: Kort efter valget i år 2000 tog Dan Quayle turen fra New York til hovedstaden Washington D.C. for at mødes med den kommende vicepræsident, Richard »Dick« Cheney. Dan Quayle var selv nationens nummer to i 1980erne under præsident Ronald Reagan. Han ville besøge Cheney for at give et par gode råd med på vejen:

»Jeg sagde: Dick, ved du hvad, du kommer til at rejse en hel masse rundt i verden, du skal deltage i en masse politisk fundraising, og du skal hele tiden gå til begravelser. Det er, hvad vicepræsidenter gør. Vi har alle gjort det.«

Dick Cheney så på sin forgænger med sit hoved karakteristisk let på skrå, og et halvt smil bredte sig på hans læber.

»Jeg har en anderledes forståelse med præsidenten,« sagde han så.

Fra John Nance Garners frustrerede tale om en »varm potte pis« over Dan Quayles ligegyldige begravelsesceremonier til USAs nuværende vicepræsident er der en verden til forskel. Mindst.

Ingen amerikanske vicepræsidenter har haft så megen magt som Dick Cheney. Det har de fleste været klar over, siden han tiltrådte for seks et halvt år siden, men de færreste har kendt det egentlige omfang af hans magt. Indtil denne uge.

Amerikanerne er ved at gå bagover over Cheneys arrogante svar til USAs nationale arkiver, der kræver at få udleveret vicepræsidentens hemmelige dokumenter til opbevaring. Akkurat ligesom alle andre dele af den amerikanske administration skal gøre det og har gjort det gennem et par århundreder. Men Cheney nægter at sende så meget som en blank A4-side. En vicepræsident er både en del af administrationen den udøvende magt og som øverste leder for Senatet også en del af den lovgivende magt, påpeger han. En vicepræsident indtager derfor en særstilling i den demokratiske magtdeling, hvilket i praksis betyder, at han ikke er egentligt medlem af hverken den udøvende eller den lovgivende magt og derfor ikke skal følge samme regler som andre.

Dén har ingen hørt for.

45 vicepræsidenter gennem tiden har aldrig sat spørgsmålstegn ved, om de er en del af den udøvende magt. Men nummer 46 i rækken er ikke som sine forgængere. I hans øjne er magtens tredeling i virkeligheden en firedeling. Den lovgivende, udøvende og dømmende magt samt den cheneyske magt. Han er en branche uden for al kontrol og de nationale arkiver og dermed det amerikanske folk kan rende og hoppe.

Selv partifæller og konservative jurister er i oprør. En tidligere vicejustitsminister under Ronald Reagan kræver ligefrem en rigsretssag mod Dick Cheney, der af flere og flere sammenlignes med en enerådende monark.

»Retsudvalget i Repræsentanternes Hus bør indlede en undersøgelse med henblik på en rigsretssag...Cheneys gentagne forbrydelser imod forfatningen berettiger helt klart til det,« siger den tidligere vicejustitsminister Bruce Fein til webmagasinet Slate: »Ved at påtage sig og udøve en præsidentiel magt har Cheney svækket den politiske ansvarlighed og udklækket teorier for at omgå loven og forfatningen i en grad, der ville have gjort George III forlegen.«

George III »den sindssyge konge« var det britiske overhoved, der i 1776 mistede de nordamerikanske kolonier. De blev i stedet til Amerikas Forenede Stater og skrev en forfatning, der med George III som skræmmeeksempel havde som væsentligste mål at sprede magten for at undgå en enkelt leders tyranni. »Kong George« er siden brugt som skældsord om mange præsidenter, der har taget sig friheder. Det gælder ikke mindst den nuværende. Navnesammenfaldet indbyder til det. Men striden mellem vicepræsidenten og de nationale arkiver og andre afsløringer i løbet af ugen får amerikanerne til at spørge, hvem der er i virkeligheden er »Kong George« i Det Hvide Hus. Ifølge Bruce Fein og andre fremtrædende politiske iagttagere er det formentlig ikke præsidenten, George W. Bush.

»Cheney har vist sig at være Bush-administrationens Stalin. Bureaukratiets mester, der eliminerer den ene rival efter den anden og skånselsløst og skruppelløst centrerer magten omkring sig,« lyder det fra Sidney Blumenthal, rådgiver for præsident Bill Clinton.

Det hidtil mest dybdegående portræt af Dick Cheney bragt i denne uge i Washington Post dokumenterer, at han på alle de områder, der nu og i fremtiden vil definere Bush-administrationen, har været den reelle beslutningstager. Fra begyndelsen uddelegerede Bush sine vigtigste porteføljer til sin erfarne vicepræsident. Det gælder skattepolitik, energipolitik og sikkerheds- og efterretningspolitik og dermed alle senere beslutninger om krigene i Afghanistan og Irak og tiltag i terrorkrigen, og Cheney har værnet om sin magt med en sjælden kynisme og snilde. Andre spillere på banen er reelt tromlet omkuld.

To måneder efter terrorangrebene 11. september 2001 tændte præsidentens første udenrigsminister, Colin Powell, for CNN og opdagede, at Bush lige havde udstedt en ordre om, at alle fanger fra krigen i Afghanistan og andre formodede terrorister ikke havde ret til at blive stillet for en domstol og kunne spærres inde til evig tid uden sigtelser. Det var første skridt på vej mod Guantanamo og en af de mest kontroversielle politiske handlinger i nyere tid.

»Hvad helvede sker der,« udbrød Powell, der burde have været inde over en beslutning, der gjorde op med Genève-konventionen, og som det kunne forudses vakte og stadig vækker international bestyrtelse.

Heller ikke præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver, den nuværende udenrigsminister Condoleezza Rice, var inde over. Ifølge Washington Post blev hun »hidsig«, da hun fik kendskab til ordren.

Ordren var i virkeligheden Cheneys idé. Han vidste formentlig, at Powell og Rice ville være imod en så vidtgående beslutning. Han kortsluttede derfor den normale procedure for papirgangen i Det Hvide Hus og sørgede for, at Bush kunne skrive ordren under, inden den blev endevendt af juridiske rådgivere og andre.

Kong Cheney havde sat sin vilje igennem. Ligesom han gjorde det med beslutningen om at aflytte amerikanske statsborgere, der mistænkes for forbindelse til terrorisme. Vel at mærke aflytninger uden dommerkendelser og dermed ifølge en amerikansk domstol i strid med loven. (Domstolens afgørelse er anket.) Condoleezza Rice og Det Nationale Sikkerhedsråd blev heller ikke i den sag taget med på råd.

Senere fik Cheney igennem, at terrorfanger kan afhøres med brug af såkaldte »udvidede afhøringsmetoder«. Metoder, som FN, Røde Kors og andre internationale organisationer betegner som tortur. Men ifølge Cheney var det nødvendigt at bruge midler fra den »mørke side«, og hans juridiske forsvar lød, at den amerikanske præsident i krigstid ikke er underlagt forfatningen og internationale konventioner, men står frit til at bruge alle midler også tortur for at beskytte nationen. Colin Powell og Condoleezza Rice fik først nys om den beslutning to år senere, da skandalen om fangeovergreb i det irakiske Abu Ghraib-fængsel slap ud. Dengang tog Cheney afstand fra overgrebene. Bush udtrykte »dyb væmmelse«, og ansvaret blev placeret på lavt rangerende soldater og fangevogtere, hvoraf mange fik fængselsstraf. Men dokumentationen i Washington Post i denne uge synes ikke at efterlade tvivl om, at metoderne, som systematisk blev brugt i Abu Ghraib og andre steder, var godkendt og endda beordret i al hemmelighed fra højeste sted. Mere præcist fra vicepræsidentens kontor.

»Bushs og Cheneys eneste forsvar mod anklager om, at de har begået krigsforbrydelser, er, at en præsident per definition aldrig kan begå krigsforbrydelser, hvis han handler for at beskytte nationen. (...) Som sådan er det en doktrin, der spreder gift for demokratisk selvkontrol og til hele princippet om, at en præsident skal følge loven. Det er tyranni hjulpet på vej af jurister. Det var præcist, hvad Amerika blev grundlagt for at undgå,« siger den fremtrædende konservative kommentator Andrew Sullivan fra magasinet The Atlantic.

Var det ikke i sidste ende præsident Bush, der tog beslutningerne? Har han nogensinde tøvet med at tage det fulde ansvar og forsøgt at tørre det af på sin vicepræsident?

Nej, konstaterer Sidney Blumenthal. Præsidenten gør klogt i at uddelegere opgaverne og tage sig af de store linier. Men Irak-krig, terror og tortur er tidens store linjer, og selv om Bush ynder at kalde sig »The Decider« - beslutningstageren har Cheney været den virkelige beslutningstager.

»The Decider decides that Cheney will decide what The Decider decides,« som Blumenthal formulerer det på webmagasinet Salon.

David Broder, nestoren i Washing­tons miljø af politiske kommentatorer, forstår ikke, hvad der er sket. Han forudså efter Bushs og Cheneys valgsejr i 2000, at de udgjorde den perfekte blanding gejst og erfaring, at Cheney ville blive den rolige vismand i baggrunden, som præsidenten kunne konsultere. I stedet har han tilranet sig stort set hele magten:

»Det var ikke ulovligt, og det var ikke forfatningsstridigt, men det kunne ikke være sket, uden at præsidenten tillod det og hjalp til,« konstaterer David Broder.

Cheney vil magten, men han er ikke magtsyg, lyder det igen og igen i portrættet i Washington Post, og det kan måske virke overraskende. Inden hans tiltrædelse holdt han endda foredrag om vigtigheden af, at alle beslutninger i Det Hvide Hus skete med deltagelse af rådgivere, der kunne vende og dreje tingene fra alle sider. Men 11. september ændrede ham. I hans verden er USA i en overlevelseskrig mod en enorm og for det meste usynlig fjende, og han har efterfølgende brugt han al sin erfaring fra et liv i Washingtons indercirkler til at manøvrere sin politik igennem. En politik, der først og sidst handler om at give Det Hvide Hus mulighed for at handle frit uden snærende bånd.

Resultaterne er mildest talt opsigtsvækkende selv hvis man blot kigger statistisk på det. På foranledning af Cheney har præsident Bush underskrevet flere end 1.100 love fra Kongressen med den interessante tilføjelse, at han ikke behøver at følge dem. Det drejer sig bl.a. om et forbud mod tortur. Ingen andre præsidenter har brugt sin ret til at tage forbehold for så mange love. Ingen har været bare i nærheden. Faktisk har alle de 42 tidligere præsidenter før Bush kun taget forbehold for en tredjedel så mange love tilsammen og kun i ganske få tilfælde har de helt nægtet at føre dem ud i livet. De har ganske enkelt ikke troet, det var muligt. En ny undersøgelse viser, at en tredjedel af alle love vedtaget under Bush, og behæftet med hans forbehold, aldrig er blevet implementeret.

Det er bl.a. en sådan kendsgerning, der får den demokratiske formand for Senatets retsudvalg, Patrick Leahy, til at beskylde Bush og Cheney for at føle sig »hævet over loven«.

Dick Cheney er tilsyneladende ligeglad. Han siges at være overbevist om, at eftertiden vil vise, at han gjorde ret i at styrke præsidentembedets magt.

Foreløbig synes Kongressen heller ikke at være klar til at retsforfølge ham. Demokraterne har i stedet drillende men ikke uden en vis alvor fremsat et lovforslag, der vil fjerne vicepræsidenten fra finansloven og smide ham ud af Det Hvide Hus, når han nu i striden med de nationale arkiver ikke mener at være en del af den udøvende magt. Om det bliver til noget, må tiden vise.

Men amerikanerne behøver ikke længere overbevises om, at Dick Cheney er manden, der trækker i trådene. De ved, at der er en verden til forskel mellem vicepræsidenten, der ikke følte sig en »varm potte pis« værd, til dagens vicepræsident, der har en »anderledes forståelse« med præsidenten. En næsten kongelig forskel.www.washingtonpost.com

Søg på»Angler« navnet på portræt­serien om Cheney. »Angler« (lystfiskeren) er hans kodenavn hos Secret Service.