Kommentar: Tumultariske tilstande og den trygge genkendelighed

Det er virkelig vigtigt, at Smukfest fortsat tør satse på nogle af de mindre navne, hvis den ønsker at være en toneangivende festival med et ambitiøst musikprogram.

Mads Hendrich Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var symptomatisk, at to af de mest besøgte koncerter under årets Smukfest var med de danske rockveteraner Kim Larsen og Gnags, der begge spillede på Rytmescenen.

Her stak kaos sit grimme fjæs frem. Der var for mange. Folk blev mast. Der opstod tumultariske tilstande.

Torsdag aften måtte Larsen afbryde sin koncert. Samme problem var under opsejling dagen efter til Gnags’ eftermiddagskoncert. Heldigvis var der ifølge festivalens sikkerhedspersonale ikke nogen, der kom alvorligt til skade. Gudskelov.

Det var en klokkeklar fejl at placere begge på den næststørste scene, mens henholdsvis Mø og Folkeklubben spillede på den største.

Man burde have forudset, at Larsen og Gnags ville være i høj kurs hos festivalens modne kernepublikum.

Humlen her er, at det på Smukfest i høj grad er folkeligheden og genkendeligheden, som hersker. Sådan kan de lide det i Skanderborg. Og det er helt OK.

Men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at ærgre mig over, at koncerterne med mere aktuelle artister som britiske La Roux og amerikanske Future Islands ikke kunne trække flere, end tilfældet var.

Synd. For begge leverede glimrende indslag, som fortjente større opmærksomhed. Hvor blev nysgerrigheden af, kære publikum? Blev den valgt fra grundet pladsmangel i rygsækken. Måske til fordel for det regntøj, du alligevel ikke fik brug for? Ærgerligt.

Men smallere ting har nu engang altid haft sværere kår på Smukfest end på flere af de andre festivaler som Roskilde og Northside. Sådan er det.

Det er dog virkelig vigtigt, at Smukfest fortsat tør satse på nogle af de mindre navne, hvis den ønsker at være en toneangivende festival med et ambitiøst musikprogram.

Næste år kunne man måske nøjes med en enkelt aften med basdrops og knæklys, modsat i år hvor de hedonistiske EDM-konger Tiesto, Hardwell, Avicii og Morten sad benhårdt på den store Bøgescene fire nætter i streg? Give diversiteten lidt albuerum.

Publikum bør nemlig ikke kun spises af med den trygge genkendelighed, de får hos Larsen, Gnags, Krebs og P3-hærgere som Topgunn, Sivas og Medina.

Det bør være muligt både at hygge sig til genkendeligheder og blive rystet lidt i sin grundvold.

Derfor var det rart at erfare, at en mere skæv musikalsk eksistens som forvandlingskuglen Beck både kunne samle et pænt publikum og samtidig servere festivalens klart bedste og musikalsk mest interessante forestilling. Mere af det næste år, tak.