Kommentar: Sådan var Rifbjerg

Når polemikken og døgnets strid skrælles bort, står en række af Klaus Rifbjergs værker tilbage og udgør både en afsøgning af den menneskelige eksistens og et danmarksbillede på tværs af årtier.

Forfatteren Klaus Rifbjerg er død, 83 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

»En slags konstant rullende faderfigur overfor skiftende signaler.«

Sådan betegnede Klaus Rifbjerg sig selv, første gang jeg interviewede ham for 20 år siden, og sidenhen knap et par håndfulde gange frem til forrige år.

Billedet passer, for Rifbjerg var simpelthen en del af dansk ånds- og kulturliv fra 1950ernes slutning og frem til sin død.

Dengang havde jeg som de fleste en fornemmelse af Klaus Rifbjerg. Skoletidens dansklærere havde gennemgået nyklassikeren "Den kroniske uskyld" (1958) og digtsamlingen "Konfrontation" (1960) med dets vilde associationer uden normal sætningsopbygning.

Rifbjerg mestrede hverdagssproget, men når han selv skulle udlægge teksten fremhævede han, tingene aldrig var helt, hvad de gav sig ud for at være. Der lå en masse nedenunder isbjerget, akkurat som hos forbilledet Hemingway.

Der er en række hovedspor i forfatterskabet, som Rifbjerg gerne fortalte om. Først er der erindringsbilleder, hvor han fuldstændigt genkalder sig en tabt tid. Dernæst faldet, såsom en grundfortælling om en tabt oprindelighed, en melankolsk erkendelse, den søgende krop, eros og død. Og endelig karnevallet, altså humoren, maskespillet og dobbeltviden.

Selvom Rifbjerg var personlig, føltes han aldrig rigtig privat, selv ikke da vi talte om erindringsbogen "Sådan" (1999).

Jeg tror, at det skyldtes en meget borgerlig blufærdighed hos dette ellers så uborgerlige menneske, at han ikke lod mediefolk som mig komme ind på livet af ham, men det meste af livet lod det private forblive privat, og istedet talte om det for ham egentlige: kunsten.

Der var samtidig en lidt afvæbnende selvironi over ham, der gjorde det svært at komme tættere på. I en tv-portrætudsendelse, jeg lavede om forfatterskabet, lod Rifbjerg sig velvilligt bænke under maleren Mogens Hoffs store Rifbjergportræt, skønt han vidste, at det gav modstanderne skyts til anklager om storhedsvanvid.

Det havde han nu ikke, men han var en sand professionel i sin omgang med interviewgenren.

Klaus Rifbjerg vidste tillige, at det ikke var alt, hvad han havde skrevet, der ville blive stående i en eftertid. Det skjulte han aldrig, når jeg hen over årene interviewede ham.

Sådan må det være med over 160 romaner, digt- og novellesamlinger, rejseskildringer, foruden kilometervis af kronikker kritik, journalistik, radio og tv-optrædender, siden Rifbjergs debut i 1956. For den urovækkende novellesamling "Og andre historier" (1964) blev han velfortjent en del af den danske kulturkanon.

Rifbjerg var dog ikke kun den store kunstner. Man kunne tillige slå sig på Rifbjerg, når han som en anden spottefugl lod det gå ud over sine modstandere.

Han havde tit en ironisk bemærkning, i sin prosa, i interviews, men også i breve, jeg har fået fra ham. Med disse velformulerede kadencer kunne han skrive bukserne af de fleste.

Selv havde jeg svært ved at forholde mig til polemikeren Rifbjerg, og det talte vi om i forbindelse med flere interviews.

»Jeg må godt skrive godt, men jeg må ikke have en mening. Men de to ting hænger sammen,« argumenterede han.

Rifbjerg var kulturradikal om en hals; i et interview jeg lavede med ham under Balkankrigene, sagde han ironisk, at det eneste, man burde bombe Serbiens diktator Milosevic med, var flødekarameller.

 

Rifbjerg drillede dog langt fra altid med gemytlighed, men kunne gå meget efter personen i debatter, så det oplevedes grænseoverskridende perfidt, har flere fortalt mig. Skønt erklæret pacifist gik han således til stålet.

Med disse velmodulerede kadencer havde han længe gennemslagskraft, uanset om det var angreb på 1950ernes alvor i litteraturen (Heretica), i forsvaret for den litterære modernisme, ungdomsoprøret.

For mange blev tonen indimellem skinger i årene fra og med opgøret efter Den Kolde Krig, vor tids debatter om dansk krigsdeltagelse, terror, indvandring og uviljen overfor det blå Danmark.

I de sidste år virkede Rifbjerg noget stivnet i gamle former og synspunkter, at mange ellers velvilligt indstillede holdt op med at lytte. Hvor Rifbjergs polemiske bøger udgør en mindre del af forfatterskabet, er det da også dem, der vil gå hurtigst i glemmebogen.

Charmerende og hyggelig, det var Rifbjerg dog altid i interviewsituationen. Sidste gang var for knap to år siden.

Skønt han var blevet lidt langsommere til bens, var engagementet i kunst og samfund usvækket, kunne jeg mærke. For Rifbjerg hang det hele fortsat sammen.

Når polemikken og døgnets strid skrælles bort, står en række af Klaus Rifbjergs værker tilbage og udgør både en afsøgning af den menneskelige eksistens og et danmarksbillede på tværs af årtier.