Kommentar: Lilleør

Sensommer og politik igen. Det er nu skønt med noget politisk debat.

Vi var nok et par stykker, der lykkeligt i sidste uge under nyhedsindslagene fra Venstres sommermøde stillede ind på partifarverne igen efter en lang sommer, hvor farven gul har været altdominerende. Og det gik rigtig så godt, dér stod de stort set alle sammen. Og det skulle handle om politik, ideer, synspunkter, overordnet, praktisk, og hvem kan tænkes i fremtiden at ville danse med hvem. Underholdende, synes jeg jo. Og vigtigt.

Det holdt bare ikke i 24 timer. Under et døgn efter nyhedsindslagene fra debatten på sommermødet var både nyhedsudsendelser og forsider malet over med Naser Khader, om hvorvidt han havde klaret det dårligt, rigtig dårligt eller helt langt ude. Ikke et ord om hvad han havde sagt. Men en hel masse om nervøsitet og sved på panden.

Hvordan det lige kan være, at en partileders nervøsitet er mere interessant end, hvad han og alle de andre partiledere siger, kan man gå og undre sig lidt over, og mens jeg undrede mig, tonede Helle Thorning Schmidt et par dage senere frem på min skærm. Hun sad i et aftenstudie og måtte lade sig interviewe i lang tid om, hvorvidt hun kan bestride statsministerposten, når hendes mand er væk fra hjemmet nogle dage hver uge. Hun besvarede tålmodigt spørgsmål, der førte os rundt om hendes mor, hendes veninder og hvor mange færdigretter pr. uge. Faktisk manglede vi kun at høre, om hun også skifter underbukser dagligt.

For anden gang inden for en lille uge var det på ingen måde de politiske synspunkter, man vægtede hos en partiformand. Helle Thorning så til forskel fra Naser Khader ikke spor nervøs ud, men det er fuldstændig ligegyldigt, hvordan hun ser ud, og hvad hun sagde. Og siger i fremtiden.

Hun har jo nemlig to små piger, der risikerer aften efter aften at skulle undvære både sin far og sin mor, og så kan man selv tænke sit, kan man. Og det gjorde jeg så og tænkte, at det trods alt er lettere at hedde Naser end Helle i dansk politik. Alt for meget person og alt for lidt politik inden for alt for få dage.

Det kunne selvfølgelig være en tilfældighed, men så var det, at Mogens Lykketoft endnu inden ugen var omme satte hjørnetænderne i statsministeren: »Anders Fogh er en farlig mand«, kundgjorde han. Hvorefter han småsurt ikke ønskede at forklarede sig yderligere. Kun lidt om at statsministeren manipulerer med medierne. Hele tiden er Fogh på. Hele tiden sætter han dagsordenen. Men er det ikke at »dæmonisere« en politisk modstander, spurgte journalisten. Hvortil Lykketoft svarede, at det er nødvendigt at bruge så stærkt et udtryk for overhovedet at komme igennem i medierne. Nå. Og at dæmonisere en modstander er ikke at manipulere? Måske. Men det, Lykketoft og Socialdemokraterne gør, er ligesom altid finere. Regeringen er til gengæld gennemført ufin. Den bruger penge på spindoktorer, forklarede Lykketoft. Vil Socialdemokraterne da ikke bruge spindoktorer, hvis man kommer til magten? Jo, svarede Lykketoft, men man vil bruge dem »anderledes ordentligt«. Man kunne mene, at det haster med en anderledes ordentlig omgang spindoktorhjælp til Lykketoft, så han kan få muget ud i sine tillægsord.

Spindoktorer eller ej, Lykketofts udfald mod Fogh afslører, at det ikke kun er journalister, der går efter manden i stedet for synspunktet. Politikerne gør det selv. Og har gjort det længe. Og det er altid grimt. Og glat. For det glider uden om den nødvendige politiske diskussion og klistrer sig i stedet til det private og personligheden. Medier og politikere benytter sig med skiftende held af taktikken. Der går Se og Hør i Christiansborg. Den virker hver gang, for personstof giver altid opmærksomhed.

Men hvor går de politiske synspunkter hen, når de går ud? De forsvinder ind i en stor mørkelagt hangar, hvor der står »demokratisk underskud« over porten. Der har været kødannelse i den forgangne uge. Porten har konstant været åben. Det bliver et langt efterår.