Kommentar: Lilleør

Vinden, evigheden og Lindgren. Hvor kommer vinden fra?

Kan du se, hvor den begynder, og hvor den går hen? Nej, det kan kun en satellit. Set fra klithøjde bliver vinden bare ved med at være der. Kommer og går. Og findes. Vinden findes, også selv om det er blikstille nogle dage. Sådan også med det evige liv. Det findes og det er. Hvor det begynder, og om det ender, ved ingen. Kun Gud. Vi andre ved bare, at evigheden er. Også selv om det ikke altid føles sådan. Evigheden er der, og omgiver dig, som vinden, »der smyger sig om din brune kind, mens solen står med stråler i sit hår«. Som de synger på svensk. Kan du og jeg forstå det? Enhver må spørge sig selv. Jeg synes jo, at det er lidt svært at fatte fuldstændigt. Men nu har jeg så heller ikke forstået vinden nogensinde, men jeg glæder mig tit over, at den findes. Og det er måske netop pointen: At der ikke er noget at forstå her. Det er bare sådan, det er. At Guds Rige, at evigheden er ligeså nærværende, som vinden en lys sommerdag.

DET KAN IKKE FORSTÅS. Men det kan illustreres. På svensk. Astrid Lindgren gør det i et eventyr, der ikke er for børn, men alligevel henvender sig til dem på Andersensk vis. Det hedder »Suser min vind, synger min nattergal«. En lille tæt symbolistisk sag, der handler om den lille Malin, som for længe siden »i fattigdommens dage« endte på fattiggården som otteårig, fordi brystsygen havde taget hendes mor og far. Der var kun gamle fattige mennesker, trangt, grimt og ludfattigt på fattiggården.

Malin lå i sit hjørne på gulvet og tænkte påæbletræet uden for forældrenes hjem, der blomstrede så skønt om foråret, på lunden med liljekonvaller og skabet med de malede roser, den store blå lysestage med brændende lys og hendes mors varme landbrød, når det kom ud af ovnen. Der havde været så smukt i hendes hjem, inden brystsygen kom. Men i fattiggården var der så håbløst grimt, at det var til at græde over. Og Malin græder.

TUNG OG TRIST slæber hun sig modløs gennem ugerne, da hun en dag overraskende finder noget smukt. Hun går tiggergang rundt i sognet med fattighusets forstanderinde. De kommer til præstegården, hvor præstefruen giver dem en portion vandvælling ved køkkenbordet. Da de nu sidder der, lyder der nogle ord ud af en halvåben dør ind til en stue, hvor præsten læser højt for sine børn. Ordene er så smukke, at de synker »ned i hendes sjæl som morgendug over en sommereng«. Malin tænker, at hun vil gemme ordene hos sig altid, men allerede da de kommer hjem til fattiggården, har hun glemt dem. Kun to linjer kan hun huske. Dem gentager hun i en uendelighed: »Suser min lind, synger min nattergal«.

Fra da af kan hun holde armoden og grimheden bedre ud. Hver gang hun konfronteres med alle fattiggårdens grovheder, gentager hun ordene: »Suser min lind, synger min nattergal«.

LÆS FORTÆLLINGEN SELV, for den slutter ikke her, men vi vil forlade Malin her og bare konstatere, at der skulle ikke flere end to linjer til, for at hun kunne tørre sine tårer. To linjer om en lind og en nattergal der mindede hende om, at selv om der uden for fattighuset kun lå en kedelig kartoffelmark, selv om der ingen nattergale var i sigte, fandtes lindetræerne stadig. De findes og kan suse, ligesom nattergalen synger et sted. »Suser min lind, synger min nattergal«. Bare tanken om linden og nattergalen, eller snarere erkendelsen af at både lind og nattergal findes, selv om hun ikke kunne se dem, holdt Malin oppe, midt i al det slemme hendes lille liv var endt i.

Og med god grund. For alene dette at man ikke kan fåøje på evigheden, er ikke det samme som, at evigheden ikke findes. Alene dette at Guds riges evighed forekommer meget fjern, når man står ved kisten, siger intet om, at evigheden ikke er. Og ikke hele tiden har været.

LIGESOM VINDEN ER HER. Og suser i lindetræerne, så nattergalen må synge til.