Kommentar: Lilleør

Vi ser livet som en rejse frem mod døden. Og når man gør det, så er det klart, at de virkelige BEGYNDELSER nødvendigvis må ligge i barndommen og ungdommen.

Begyndelser og slutninger. Hvordan sluttede det? Romanen, filmen, ansættelsen, forholdet. Vi tænker livet i begyndelser og slutninger. Barndommen er begyndelsen. Ungdommen er begyndelsen, og så på et tidspunkt hører begyndelsen op. Man er midt i livet, og så kommer man sidst i livet. Nærmer sig slutningen og holder op med at købe nye gardiner og undertrøjer, for det er ikke sandsynligt, at man lever længe nok til at slide dem op. Vi tænker lineært om vores liv.

MEN. ALTSÅ MEN: Sådan tænker Gud ikke om dit og mit liv. Ligesom han ikke tænker sådan om sit forhold til verden. Tag nu Bibelen. Den begynder også, siger den selv, med begyndelsen. Med skabelsen. Men midt i en lang beretning om Gud og mennesker indtræffer Jesu fødsel, som er en ny begyndelse. En begyndelse, der insisterer så kraftigt på virkelig at være en ny begyndelse, at Jesu fødsel er en ny begyndelse med tilbagevirkende kraft. Alt, insisterer vi kristne jo på, altså alt hvad der står i Bibelen, skal læses i lyset af julenats begyndelse. Også skabelsesberetningen. Og syndefaldet, ikke mindst. Gud skabte Jorden og han skabte mennesker i sit billede. Og han så, at det var godt, står der efter hver dag i skabelsesberetningen. Gud så, at det var godt. Godt - eller ikke så godt. For mennesket tvivlede på, at Gud ville det godt, og derfor tog det et bid af et æble. Og så var alt ikke godt længere. Sådan var den gamle begyndelse. Men julenat og påskemorgen intoneres en ny begyndelse. Og det er denne, at uanset om du tror eller ikke tror, at Gud vil dig det godt, så er alt godt. For Gud vil kun det gode for dig.

HVILKET ALTSÅ BETYDER, at den afgørende begyndelse i dit liv ikke absolut var, at du blev født. Selvfølgelig en fysisk afgørende begyndelse. Javist. Men åndeligt, sjæleligt, eksistentielt behøver hverken din barndom eller ungdom være din egentlige begyndelse. Begyndelsen i dit liv. Eller begyndelserne. For dit livs afgørende begyndelse, eller begyndelser, kan så udmærket ligge på så mange andre tidspunkter i dit liv. Og såmænd også sent i livet. For tiden er ikke afgørende.

SELVOM VI SYNES, at den betyder så meget. Men det synes vi jo kun, fordi vi tænker med døden som perspektiv. Vi ser livet som en rejse frem mod døden. Og når man gør det, så er det klart, at de virkelige begyndelser nødvendigvis må ligge i barndommen og ungdommen. Men det er at tænke på livet ud fra en forestilling om, at det slutter. Sådan ser Gud ikke dit og mit liv. Slet ikke. Han ser dit liv som noget, der tog sin begyndelse, men som aldrig slutter. Måske nok i det ydre med døden. Men ikke i videre forstand.

EN BOGSAMLER, jeg kender, havde endelig fundet første bind i en lang række bøger, han længe havde samlet på. Lige netop første bind var så sjældent. Men han fandt det. Købte det for alt for mange penge og satte sig nu i sin lænestol for rigtig at nyde sit fund. Bladre i det. Snuse det ind. Stor var derfor hans ærgrelse, da han slog op på første side og opdagede, at bogen begyndte med kapitel to. Første kapitel var ikke-eksisterende. Direkte ind i kapitel to kom man på bogens første sider. Øv. Så havde han alligevel ikke en komplet serie af disse bøger. Nok havde han første bind, men når første kapitel manglede, så var det jo ikke en komplet samling. Irritabel bladrede han rundt i den dumme bog for at se, om andre kapitler manglede. Da opdagede han, at midt i bogen var kapitel et. Uden videre placeret lige i midten. Unægtelig et mærkeligt sted at have kapitel et. Men teknisk set, var det med. Det stod bare og lavede sin egen begyndelse et helt andet sted, end man ville regne med.

SÅDAN TROR JEG, det er med mit liv. Nye begyndelser falder ned fra himlen og sætter gang på gang mit forgangne liv i nyt perspektiv. Alt er begyndelse. Og der er ingen slutning.