Kommentar: Lilleør

En manglende velsignelse, et misbilligende blik gør tung. VELSIGNELSE har intet med enighed eller uenighed, men med kærlighed at gøre. Og når man har den, velsignelsen, kan man øve sig i at give den videre.

Jeg gik igennem lange barndomsdage uden en sky på sommerhimlen eller en panderynke i min mormors pande. Alt var ligetil og godt. Men så var der stunder, hvor hun rynkede panden. Af en eller anden grund. Misbilligende. Enten udtalt. Eller måske slet ikke udtalt, bare sådan hængende i luften. Så man vidste det, uden det blev sagt. Og da. Ja, da var dagen ikke længere fuld af sang. Da gik man tynget af sted, berøvet velsignelsens lethed. For det er, hvad en manglende velsignelse gør. Den gør tung. Mangel på velsignelse sætter sig på tværs. Hvor man ellers kan gå letfodet og ligetil gennem dagene uden at tænke specielt på nogen af dem, man elsker, fordi alt er godt, og de ligger så let og trygt i ens hjerte, så kan dagen med ét blive grå, hvis en af dem, der betyder noget, holder igen på sin velsignelse. Og det handler ikke om, at man er uenige. Kun. For man kan sagtens skændes, uden at velsignelsen forsvinder. Man kan fint være uenige, uden at man holder igen på sin velsignelse. Så sandt som man så udmærket kan elske et menneske, man er fløjtende uenig med. Nej. Velsignelse har intet med enighed eller uenighed at gøre. Velsignelse har noget med kærlighed at gøre. Et møde mellem sjæle, hvor man lyser kraft ind i den anden, der således beriget kan gå ud i verden uden at have et misbilligende blik i nakken.

VELSIGNELSE. ET DEJLIGT ORD. Men hvad betyder det egentlig? Et af de største jeg kender, ja måske det allerstørste er »velsignelse«. Kan man føle velsignelse? Mærke den? Det tror jeg ikke, at man almindeligvis kan. Det bedste tegn, på at du føler dig velsignet, er, når du ikke skænker velsignelsen en tanke. For velsignelse er først noget, man føler, når man ikke har det. Når den mangler. Så kan man tydeligt mærke, at den mangler. Og hvor kan man dog angle efter den, uden man af den grund får den. Alle kender til ikke at føle sig velsignet. Kun når man ikke føler den, tænker man på den.

MEDMINDRE man så at sige får øje på den. Som den læge, der gennem flere år havde fulgt en meget syg pige. Hun var kommet tæt på pigen og hendes familie, men desværre døde pigen. Lægen hørte intet fra familien, og det gik hun og ømmede sig over. Anfægtet spurgte hun sig selv, om hun alligevel havde kunnet forlænge pigens liv, og om pigens forældre mon bebrejdede hende noget. Der gik to år. Da stod forældrene en dag uanmeldt og bankede på døren hjemme hos lægen selv. Da hun åbnede, overrakte faren hende en stor buket blomster. Da lægen blev spurgt, hvordan hun følte det lige dér, svarede lægen, at hun havde det som om, at hun var faldet på knæ, og at faren havde lagt sin hånd på hendes hoved.

DE GAMLE ISRAELITTER mente, at velsignelse er et møde mellem sjæle. Et møde, hvor den, der velsigner, afgiver kraft til den andens sjæl. For sjæl var i det gamle Israel en kraft. En styrke, der gennemstråler din krop. Velsignelse, mente de gamle, er en styrkelse af sjælen. Se, nu tror jeg på, at det præcis er, hvad der sker, når jeg hver søndag bliver velsignet sidst i gudstjenesten. Guds velsignelse er et møde mellem Gud og mig, hvor jeg får styrke til at gå videre i ugen. Nu er det så bare, at jeg tænker på, om det er meningen, at jeg skal holde Guds velsignelse for mig selv. Eller om den ikke skal gå videre?

Jeg går og øver mig. For det er svært altid lade velsignelsen gå videre. Jeg vil så gerne kunne velsigne, selv om jeg samtidig er så sur, at panden krøller sig sammen.