Kommentar: Årgang 2007

Årets Roskilde Festival fortjener at blive husket for en helt utrolig ånd og stemning blandt publikum og de medarbejdere, der fik lavet en festivalplads ud af et katastrofeområde.

Foto: Lars Helsinghof Fold sammen
Læs mere

Allerede inden musikken begynde at spille, skrev dette års udgave af Roskilde Festivalen sig ind i historiebøgerne som den vådeste nogensinde.

Især torsdag sejlede alt og alle rundt i en syndflod af kaos, som stillede de optrædende musikere, festivalpersonalet og publikum overfor nogle udfordringer, der hvor bizart det end måtte lyde, faktisk fik det bedste frem i folk.

Alle nægtede at lade sig kue af omstændighederne. Det var hele Roskilde mod vejret, for hinanden, for oplevelserne og for musikken. Stemningen var intet mindre end fantastisk igennem hele festivalen.

Et pænt stykke hen ad vejen kompenserede stemningen sågar for årets lidt for pauvre musikudbud. Dog ikke helt.

I takt med at vejret klarede op i løbet af fredagen, og festivalens heroiske indsats for at gøre forholdene tålelige for de brugte musikfans bar frugt, kunne musikken igen fortsætte på egne præmisser. Og vist var der rundt omkring på især de mindre scener fine, gribende og medrivende oplevelser i et utal af musikalske genrer sat sammen fra alle verdenshjørner.

Med den nye Cosmopol-scene lykkedes det bedre end nogensinde for festivalen at skabe en intim klubscene for storbymusikken. Lige så var det en sand fornøjelse af bevæge sig ind under dugen til den smukt dekorerede og velgennemænkte Astoria-scene, som i de sene nattetimer helt naturligt blev omdannet til en mere eller mindre hip pendant til Ibizas gigant-diskoteker.

Men på Orange scene, festivalens store og samlende skueplads, gik det omvendt helt, helt galt i år. Bortset fra lørdagens koncert med The Who, var der ingen af de store og indiskutabelt nødvendige fællesoplevelser, som binder festivalens sammen.

De indkøbte navne fungerede af forskellige årsager ikke - Björk, Nephew, The Killers, Queens Of The Stone Age - listen synes uendelig. Dér manglede simpelthen kvalitet og smæk for skillingerne.

Omkring på området gik publikum duknakket rundt og råbte højt efter ordentlige rockbands, som kunne levere den savnede vare. Kritikken var ganske berettiget, for udbuddet var simpelthen for skidt, for light og eksklusiviteten var med ganske få undtagelser ikke til at få øje på uden briller med flerstyrkeglas.

En festival med et så godt, internationalt ry som Roskilde bør kunne tiltrække store- og mellemstore bands selv udenfor deres normale plade- og turnéplaner. Det kunne i år f.eks. have være bands i dur med Nick Cave, Metallica, Radiohead. Bands der altid leverer til sidste blodsdråbe, og som gentagne gange har bevist, at de kan forene masserne.

Situationen på den største teltscene, Arena, var vanen tro bedre. Men selv om bl.a. Anders Trentemøller virkelig fik skabt den her hel unikke oplevelse, som man kun kan finde på Roskilde, så bar også Arena-programmet præg af graverende fejl og mangler. Der var en hel- og flere halve dage hvor Arena-scenen intet interessant havde at byde på. Det holder ikke.

Tyndt var også årets manglende udbud af hiphop, tidens popmusik og en genre som bogstavelig talt bragede igennem på sidste års festival. En fem-seks reelle navne ud af over 150, er alt, alt for lidt.

At festivalen på forhånd var udsolgt skyldes uden tvivl i højere grad festivalens navn og det den står for end musikprogrammet. Det i sig selv fantastisk, men festivalen kan ikke hvile på succesen. Ingen musikere er bedre end deres sidste plade, og det samme gælder for festivalen. Der skal kaniner op af hatten i 2008, for ellers svinder interessen ind. Ikke mindst bland den store del af publikum, som primært kommer til Roskilde på grund af musikken.

Når det er sagt, kan man ikke rose festvalen nok for deres utrættelige, dybt professionelle og næsten umenneskelige arbejde for at gøre pladsen og arealerne funktionsdygtige efter den våde start. Og i samme ombæring publikums helt utrolige spirit. Dyb respekt.