Kommende chef i DR stopper på Metropolitan Opera

Fabio Luisi forlænger ikke sin kontrakt med New Yorks verdenskendte operahus.

Glæden var hørlig alle steder i dansk musikliv i mandags.

Fabio Luisi blev udnævnt til chefdirigent for DR's symfoniorkester - som efterfølger for den nyligt afdøde Rafael Frühbeck de Burgos.

Den italienske dirigent har haft to andre lederjob de seneste år: Han er dels chef for operaen i Zürich, dels førstedirigent på den verdenskendte Metropolitan Opera i New York.

Når han tiltræder den danske post i 2017, vil han afslutte sin kontrakt med operahuset på Manhattan.

»Jeg har et chefjob i Zürich og et job som førstedirigent - en stilling uden det fulde ansvar - i New York. Og jeg agter ikke at forlænge min kontrakt i New York,« siger han i et interview med Berlingske.

Nyheden er muligvis trist for Luisis mange fans i USA, men kommer ikke helt uventet.

James Levine er operahusets musikchef og har døjet med ischias, diskusprolaps og følger af overvægt.

Da han faldt i sit sommerhus i 2011, forventede de færreste hans tilbagekomst. Fabio Luisi stod klar i kulissen og kunne i princippet have overtaget Levines forpligtelser med det samme.

Men 71-årige Levine kom sig mirakuløst og står nu lige så ofte i orkestergraven som før sit fald. Hvilket i praksis gjorde Luisis kalender mindre fuld end ventet.

Fabio Luisis kontrakt med operaen i Zürich begyndte i 2012 og fortsætter foreløbig frem til 2017 - altså det samme år, han begynder foran DR SymfoniOrkestret.