Komedien om tragedien

Dani Levy præsenterede i går den første tyske komediefilm om Adolf Hitler, der sendte seks millioner jøder i døden. Levi er jøde og synes, at nazisterne var så latterlige, at man bør grine ad dem.

Hitler i et badekar. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

BERLIN: Er man komiker, har man et dilemma, sagde den tyske kabaretkunstner Werner Finck engang. Hvis man får folk til at le, bliver man ikke taget alvorligt. Og bliver man taget alvorligt, er man en dårlig komiker.

På den måde er det en umulig opgave Dani Levy har påtaget sig med filmen »Min Fører - Den virkelig sandeste sandhed om Adolf Hitler«. Filmen er produceret i Tyskland, hvor den havde premiere i går. Den er en satire over manden, som udløste Anden Verdenskrig og er skyld i seks millioner jøders død. Levy har instrueret filmen. Han er jøde og synes, at nazisterne var så latterlige, at man bør grine ad dem.

Filmen er sablet ned af tyske kritikere - Frankfurter Allgemeine Zeitung taler om »de platteste platheder«- og selv indehaveren af hovedrollen, Helge Schneider, har sagt, at det er et makværk. Dramatikeren Rolf Hochhuth mener, det er »uforklarligt, at en mand, som selv er jøde, kan bringe sådan en historieforfalskning i biograferne«. Avisen Die Welt kalder filmen »måske det værste, man kan sige om en komedie - kedelig«.

Den opfattelse vil næppe blive delt af alle, der ser den, måske ikke en gang af flertallet. Selv modstandere medgiver, at plottet er opfindsomt. Vi befinder os i slutningen af 1944, Berlin ligger i ruiner, krigen er tabt, om end ikke afsluttet, og Hitler er deprimeret. Hans propagandaminister Joseph Goebbels vil hive ham op af dyndet, så han endnu en gang kan tale kraftfuldt til masserne. Han sender bud efter skuespilprofessoren Adolf Grünbaum i koncentrationslejren Sachsenhausen. Jøden Grünbaum skal hjælpe Føreren til hægterne. Det sker med en blanding af psykoterapi - en jødisk opfindelse - og afspændingsgymnastik. Man ser Hitler under legemsøvelser i gul kravledragt og i skumbad med et legetøjskrigsskib. Han fortæller om sin bestialske far, der gjorde ham ensom, impotent og vanvittig. Det var ikke ham, der ville have de mange dødsofre, siger han. Grünbaum bliver Hitlers ven, måske hans eneste. Det er i hvert fald som Hitler ser det. Han bliver også afhængig af professoren, som er den første, der rigtig forstår ham. »Mein Führer,« som Grünbaum til sidst kaldes af Hitler, med et lille smil på læben. Det er faktisk morsomt, selv om man ikke var specielt begejstret, da man gik ind i biografsalen.

Forfærdelsen

Hvorfor er tyske anmeldere af en anden mening? Tyskerne har en sund skepsis over for Hitler-film. »Der Untergang« for et par år siden om de sidste dage i førerbunkeren blev modtaget med blandede følelser i hjemlandet, men var en international publikumssucces. Det var den første tyske film, der ikke viste Føreren som et monster, men et menneske. Kan man det, spurgte ængstelige tyskere, der stadig ikke helt stoler på deres eget demokratiske sindelag. Selv Levy måtte respektere denne indstilling. Da han for et par måneder siden viste sin film for et tysk prøvepublikum var de så forfærdede, at man klippede den helt om. Testpersonerne mente, at Hitler blev fremstillet som en flink fyr. Nu fremstår han i bedste fald som ynkelig.

Der er måske også en anden årsag. Tyskland skammer sig så meget over sin fortid, at det kristne flertal har svært ved at få et afslappet forhold til det jødiske mindretal. Og omvendt. En af de fremmeste fodboldkommentatorer (Marcel Reif) er jøde, det samme er mesteren i dårlig fjernsynsunderholdning (Hugo Egon Balder) og en kendt TV-discjockey fra 1970erne (Ilja Richter). Sidstnævnte, i dag skuespiller, medvirker sågar i Levys film. De er alle børn af holocaustoverlevere. Ingen af dem har talt om deres baggrund før for nylig, hvor de er blevet ældre, deres karriere er i hus, og de er blevet mere sikre på sig selv og de andre tyskere.

Chaplin

Andre lande - og deres jøder - har det ofte lettere. Amerikaneren Mel Brooks står bag tre udgaver af komedien »The Producers«, der gør grin med nazismen. Historien drejer sig om en række talentløse teaterfolk, der iscenesætter »Forår for Hitler«, en glad musical om Føreren. Da skuespilleren Peter Sellers i 1970erne optrådte i et britisk talkshow, fik han luft for sin begejstring. Iført en nazihjelm reciterede han en hel tale fra stykket. Titlen var »Hitler var en bedre maler end Churchill«.

30 år før havde Ernst Lubitsch, jøde som Brooks og Sellers, skabt filmen »At være eller ikke være«, hvor nazisternes indmarch i Polen danner baggrund for en udspekuleret erotisk intrige. 1940 stod Charlie Chaplin for »Diktatoren« med ham selv i hovedrollen som Heinrich Hynkel, der har en forbavsende lighed med Adolf Hitler. Hans dans med en globus ender med, at verden revner mellem hænderne på ham, så han står skuffet tilbage. Alle film blev til i USA.

Rabbineren

Ingen af dem kunne formentlig have været fremstillet i Tyskland, og Levy har, en smule overrasket over spørgsmålet, måttet give en interviewer ret i, at en jøde sikkert var den eneste, som kunne slippe af sted med en Hitler-komedie i Holocausts hjemland. Det er således en britiskfødt rabbiner, der som en af de få har rost den: »Dani Levys film er superb,« siger Walter Rothschild fra Slesvig-Holsten. »Kulisserne, location, kamera, instruktion, lys, lyd, de fine detaljer - alt er vidunderligt. Og indholdet. Man ler, og man tænker, og man græder,« siger Rothschild til den alternative avis Tageszeitung. Den etablerede, jødiske ugeavis Jüdische Allgemeine nøjes med en sur og forurettet kommentar på forsiden af sin udgave i går.

Levys værk varer 89 minutter. Det første kvarters tid sidder man, og ikke mindst det tyske publikum, på nåle. Instruktøren er øjensynligt opsat på at sikre, at selv en højreekstrem 16-årig fra forstæderne forstår, at han ikke ser et helteepos. »Det er lykkedes Føreren at forføre tyskerne,« forkynder Adolf Grünbaum med gravrøst. Grünbaum spilles af Ulrich Mühe, der senest har glimret som Stasi-officer i »De andres liv«, en film om overvågningssamfundet i DDR. Mühe er disciplineret og siger ikke et ord for meget. Schneider er heller ikke dårlig, om end hans næse, specielt påsat til rollen, er overdimensioneret. Den bedste er Sylvester Groth, der som propagandaminister spiller så intelligent, lejlighedsvis charmerende og uafbrudt skånselsløs, at man har indtryk af at se den rigtige Joseph Goebbels. »De må ikke tage det personligt,« som han siger til Grünbaum om jødeudryddelserne.

Bedømmelsen

Det er ikke en falde-på-halen-komedie, og den er ikke morsom fra begyndelsen til slutningen. Den er heller ikke tro mod historien. Hitler ville aldrig have tillagt sig en jødisk personlighedstræner. Jødiske intellektuelle i Tyskland før og under Det tredje Rige var meget lidt optaget af religion, i modsætning til filmens Grünbaum, der et par gange er ved at kamme over med mosaiske skikke og hebraiske vendinger. Og nok var nazisterne bureaukratiske, men så fikserede af formularer og stempler som her kan de ikke have været.

Det er ikke desto mindre en stille film, med en vis poesi. Det er også en mærkelig film, som man, med mindre ens hjerne er støbt af beton, har svært ved at bedømme endeligt med det samme. Werner Finck, den tyske kabaretkunstner, forklarede engang: »Jeg ser komiske muligheder i det tragiske og gør det derved mindre tragisk.« Måske er det derfor, man finder den lille film sympatisk. Finck fik sit gennembrud i 1930ernes Berlin, gjorde grin med nazisterne og havde selv et kortvarigt ophold i en koncentrationslejr. Han vidste, hvad han talte om. Større er dilemmaet ikke.