Kom til koncert i en privat villa: »Hjemmet er fremtidens store sted«

Flere koncerter bliver afholdt i privaten, der bliver omdannet til et spillested for en aften. Det samme gælder inden for teatret, litteraturen, billedkunsten og på madscenen. »Vi hungrer efter de autentiske oplevelser,« siger fremtidsforsker.

Hjemme Koncert
Jazz-trioen Karsten Dahl Trinity spiller  i en villa i Vanløse. Og de er langt fra de eneste musikere, der giver koncert i private hjem. Det er en tendens, der ikke kun slår igennem inden for musikken, men også ses inden for andre kunstarter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Der opstår et særligt resonansrum hjemme i min stue, når gæsterne lytter til de musikere, jeg har inviteret indenfor, fordi vi får den samme følelse - for eksempel, når musikeren skal spille en meget følsom eller svær sekvens. Og når musikeren fejler og kigger op, er det okay, for det er jo menneskeligt. Der er en hel anden overbærenhed end ude i Royal Arena. Hos mig er det mere nærværende og fintfølende,« siger Karsten Kjems, der holder hjemmekoncerter i sin villa i Vanløse.

Det er der flere, der kan være enige med Karsten Kjems i - Chopin for eksempel, der skrev sine koncerter med det mål for øje, at de skulle opføres for et lille publikum, der sad og lyttede med i et fortættet rum - blandt andet fordi, der slet ikke fandtes koncertsale dengang. Dem er der masser af i dag, men også en række private mennesker, som har fået lyst til at åbne deres hjem og dele musikoplevelser med andre mennesker.

Karsten Kjems er jazztrommeslager og vokset op i et hjem, hvor musikken har flydt tvangsfrit gennem stuerne, fordi hans far, Svend Erik Nørregaard, der var en anerkendt jazztrommeslager, havde studie i kælderen og slæbte musikere som Jesper Thilo, Finn Ziegler, That Jones og Dexter Gordon med op i stuerne for at spille sammen.

Da jazztrommeslageren Karsten Kjems var barn, kom ikoniske musikere som Dexter Gordon, That Jones, Finn Ziegler, og Jesper Thilo i hjemmet, fordi hans far var en anerkendt jazzmusiker. I dag har sønnen overtaget huset og traditionen; han holder hjemmekoncerter i villaen i Vanløse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

I dag, hvor Karsten Kjems har arvet sit barndomshjem, vil han gerne dele lignende oplevelser med mennesker, der ikke har haft privilegier som han. Så da virksomheden »Low-Fi« udrullede deres platform for brugerskabt hjemmekoncerter, gik han med ind i samarbejdet og fungerer i dag som medejer, udøvende kunstner og vært i egen stue. Netop her er Berlingske mødt op en torsdag aften med kold luft og stjerner på himlen, hvor jazzpianisten Carsten Dahl giver koncert med sin trio, »Carsten Dahl Trinity«. Der har været rift om billetterne, blandt andet fordi Carsten Dahl er et anerkendt navn i jazzkredse.

»Low-Fi« minder lidt om Airbnb-konceptet med en vært og en gæst, der har brug for en overnatning. Her kommer man blot hjem og lytter til musik i private menneskers hjem - og i fællesskab med andre mennesker i stedet for at låne soveværelset. På »Low Fi’s« hjemmeside kan man også finde koncerter på Istedgade og i en by i provinsen, hvor danske og internationale kunstnere dukker op – lige som andre private udbydere som »Home Concerts« og »Jacobs Corner« også inviterer indenfor i stemningsfulde hjem til stue-koncerter.

Carsten Dahl-fans i stuerne

Et par og tredive mennesker har fundet vej til Karsten Kjems villa med levende lys i lanterner foran hoveddøren. Indendøre dufter der af den hovedret, der nok er blevet spist med familiens børn, inden de er mødt op - og oppe ad trappen, forbi skifterammer med børnetegninger og mere etableret kunst, er de kommet ind i to stuer en suite og et åbent køkken. Her er malerier på væggene, et hvidt bornholmerur i et hjørne, svulstige stuk-rosetter i loftet, langstilkede blomster i vaser på borde og gulv, stearinlys hist og her, og vitaminpiller i en kasse på køkkenreolen og et skolefoto af husets datter.

»Jeg har kun oplevet hjertevarme, forståelse og søde gæster,« fortæller Karsten Kjems: »Men det er krævende for musikerne. De kan jo ikke gemme sig bag lyden af en espressomaskine. De er virkelig »på«, hvilket jeg tror er noget, man søger som gæst til en hjemmekoncert. I hverdagen går vi jo og hører musik i vores egen boble, mens vi cykler eller kører bil. Her er man nærværende og ikke på Facebook samtidig.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Vi er uden tvivl hjemme i privaten, men også i et hjem, hvor man har rammerne til at invitere mange mennesker indendøre til en usædvanlig musikoplevelse - navnlig fordi der står et stort blankpoleret japansk flygel i den ene ende af stuen.

Gæsterne hilser på hinanden med forventningsfulde smil og får et glas vin med hen ved spisebordet eller sofagrupperne, hvor de taler med hinanden. Et ægtepar fra Virum har fået arrangementet i julegave af deres datter og følte det en smule akavet, da de stod foran den åbne entredør og var lidt i tvivl om, hvorvidt de bare skulle gå ind.

»Vi er store Carsten Dahl-fans, har hørt ham på Montmartre og købt hans plader og et par malerier gennem årene. Men jeg er lidt afventende på, hvordan jeg vil opleve det,« siger ægtemanden med et venligt smil.

En forstander på en musikhøjskole i Odsherred er taget hele vejen til Vanløse for tredje gang.

»Jeg har store forventninger, fordi jeg har været her før. Det er det særlige forhold mellem musiker og gæster - ikke publikum - der rører mig. Det er, som om den fjerde væg er blevet brudt ned,« siger hun.

En kvindelige harpenist med højt hår og lang kjole, der bor på Stevns, er udelukkende taget den lange vej for at lytte på Carsten Dahl.

»Jeg hørte for ti år siden et radioprogram, hvor han fortalte om, hvordan han spillede sig ud af depression. Det var helt fantastisk. Og så er han jo vanvittig musikalsk. Det sprudler ud af ham. Jeg bor i et træskur i en skov, så her er et lidt andet klientel. Jeg snakker ikke med nogen, men sluger bare musikken råt,« siger hun og kaster et blik ud i stuerne.

Stine Hulvej, fra »Low-Fi«

»Når amerikanske musikere har rejst rundt mellem scener i landet, har en måde at få kost og logi dækket været at give stuekoncerter på deres vej«


Da Carsten Dahl, bassist og trommeslager dukker op, forstummer stemmerne. Han ser lidt genert ud, som han står der sammen med flyglet på det høje hvide gulvtæppe i den private stue og blandt andet fortæller, at han har været i studiet og indspillet tre gange, men at det var »noget lort«. Hver gang. Nu må han i studiet igen.

Carsten Dahl fortæller små anekdoter mellem numrene. Fx dén her om trommeslageren Thomas Blachman, som mange forbinder med X Factor: »Jeg spiller jo meget med Blachman og Ginman, men når jeg skal spille en anden koncert, så spørger de, om jeg ikke vil tage Blachman med. Og prøv at tænke over, hvor deprimerende det egentlig er! Ikke fordi, der er noget deprimerende over Blachman, men over den tid, vi lever i. Kan du tage dit fjernsyn med? Gu’ fanden vil jeg ej ... Okay, vi spiller lidt mere - en ballade der hedder »Blame it on my Youth«, som Nat King Cole gjorde populær i sin tid med sin fløjlsbløde cigaretstemme«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Det skal kalde på evigheden,« siger han, og publikum ler stille og lader trioen tage greb om et kompleks stykke musik, der bevæger sig i alle mulige retninger, og bliver overtaget af det næste og det næste, mens Carsten Dahl går krumbøjet til værks henover det højglanspolerede flygel, så klaverstolen tipper op på to ben, og hans medspillere følger med ud ad de vovede tangenter. Gæsterne hører stumpe lyde fra fodpedaler, men også Carsten Dahls egen vokal. For Carsten Dahl siger lyde, mens han spiller. Ikke sang, men en brummen, der forekommer rørende og tydelig i den lille stue.

Sulten efter nærvær og intensitet

»Jeg har kun oplevet hjertevarme, forståelse og søde gæster,« siger Karsten Kjems:

»Men det er krævende for musikerne. De kan jo ikke gemme sig bag lyden af en espressomaskine. De er virkelig »på«, hvilket jeg tror er noget, man søger som gæst til en hjemmekoncert. I hverdagen går vi jo og hører musik i vores egen boble, mens vi cykler eller kører bil. Her er man nærværende og ikke på Facebook samtidig,« siger han.

Der er nu et par af gæsterne, der ikke kan holde snitterne fra deres smartphones. De er på Facebook og tager billeder. Mestendels er der nu stille i stuerne. Men det er der også oftest til koncerter i traditionelle koncertsale, der kræver, at man vitterlig lytter efter. Så hvad kan være årsagen til, at man har lyst til at møde op på privatadresser og lytte til musik i hjem, der emmer af hverdags- og privatliv:

»I en tid, hvor alt er tilgængeligt, og man kan streame koncerter fra stadion og koncertsale i hele verden, hungrer vi efter de autentiske oplevelser, hvor vi gør noget specielt, som ingen andre gør. Vi har en sult efter nærhed til andre mennesker og vil have den varme oplevelse af at komme ind i folks hjem og samtidig til koncert med en af landets bedste jazzpianister eller en udenlandsk singer/songwriter i en stue på Vesterbro,« siger fremtidsforsker Anne Skare Nielsen fra Future Navigator.

Hjemmet er dér, hvor man selv kan designe og sætte oplevelsen sammen, og hjemmekoncerterne er ikke alene om at ville fylde andet end møbler ind i vores stuer i en tid, hvor vi har fået en følelse af shoppingbulimi. Under konceptet »Lyrik på første« holder et ægtepar litteraturoplæsninger i deres villalejlighed i Hillerød, under madfestivalen »Copenhagen Cooking« inviterede gourmetkokke indenfor i deres private hjem for at lade gæsterne smage lækkerier fra deres egne gryder, mens byrumsteateret »Teatergrad« sidste år trak Ibsens »Et Dukkehjem« hjem i en lejlighed på Nørrebro.

For Anne Dvinge og Stine Hulvej bag »Low-Fi« handler det ikke alene om at give mennesker intime og nærværende musikoplevelser i private hjem, men også om bæredygtighed i musik, fordi de små og store musikere ikke længere kan leve af salget af CDer og vinylplader, men af at spille live-gigs. Derfor appellerer de til, at værterne lader størstedelen af indtjeningen fra hjemmekoncerterne gå til musikerne.

Tendensartikel/reportage fra en hjemme/sofa koncert i Karsten Kjems private hjem med flygel i Vanløse, hvor jazz trioen Karsten Dahl Trinity spiller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»I USA har stuekoncert-formatet fungeret i mange år, blot ikke i helt så organiserede rammer, som vi profilerer os med. Når amerikanske musikere har rejst rundt mellem scener i landet, har en måde at få kost og logi dækket været at give stuekoncerter på deres vej,« siger Stine Hulvej.

Og når den økonomiske support er på plads, handler det om nydelse - begge veje:

»Ligegyldigt om det er en pop eller klassisk koncert, er der altid en meget intim atmosfære. Det er akustisk og derfor meget ufiltreret. Vi arbejder med det sjove, der sker, når man putter musik og sang ind i rum, som ikke er forudbestilt til det. Musikerne tilpasser sig jo også det format, for de er højst en til to meter væk fra publikum. Og man oplever lige så meget en samtale som en koncert, fordi det er så mærkeligt ikke at interagere med sit publikum,« siger Stine Hulvej.

Ingen uvante optrin

Hen mod slutningen af første sæt præsenterer Carsten Dahl de to andre musikere, trommeslageren Stefan Pasborg og bassisten Nils Bosse Davidsen og hæfter en lille historie på sin relation til hver af dem.

»Nils Davidsen, mine damer og herrer,« siger han, og publikum klapper scenevant. Publikum er trænede i den klassiske koncertform, som arrangementet læner sig opad. Under bordet vipper et par snøresko behersket, og et kærestepar holder om hinanden. Der er ikke nogen, der bryder konventionen og jazzer vilde rundt på gulvet midt i det hele.

Da der er pause, forlader trioen stuerne og lader gæsterne spise brød og ost og interagere med hinanden. De hygger sig tydeligvis, helt som Karsten Kjems foreskrev. Efter pausen fortæller Carsten Dahl om hans egen motivation til den utraditionelle hjemmekoncert-ramme:

»Når man gik ud i gamle dage, havde man mulighed for at høre dygtige musikere spille. Der var mange spillesteder og stor kvalitet. Nu, hvor spillestederne skal konkurrere med hinanden for at få flest mulige ind ad døren og flest støttekroner, er man nødt til at blive mere populistiske og mere hjernedøde, og det betyder, at sådan nogle som os, der har behov for at dyrke det mærkelige og det dybe og det spændende og det skæve og dét, der åbner vores verden, kommer her. »Low-Fi« er et udtryk for en menneskelig længsel efter fordybelse, og dét lægger Karsten hus til. Skal vi ikke give ham en hånd for det,« siger han.

Anne Skare Nielsen, fremtidsforsker

»Hjemmet er fremtidens store sted. En markedsplads som rigtig mange leverandører gerne vil gå ind på. Det er her, hvor betalingsvilligheden er stor, og her hvor vi føler os trygge til at eksperimentere med nye oplevelser.«


Gæsterne klapper. Igen. Og ler, mens Carsten Dahl sætter sig til rette med endnu en kommentar:

»Jeg spiller jo meget med Blachman og Ginman, men når jeg skal spille en anden koncert, så spørger de, om jeg ikke vil tage Blachman med. Og prøv at tænke over, hvor deprimerende det egentlig er! Ikke fordi, der er noget deprimerende over Blachman, men over den tid, vi lever i. Kan du tage dit fjernsyn med? Gu’ fanden vil jeg ej ... Okay, vi spiller lidt mere - en ballade der hedder »Blame it on my Youth«, som Nat King Cole gjorde populær i sin tid med sin fløjlsbløde cigaretstemme«.

Carsten Dahl er oppe at spille på strengene i flyglets kasse, Stefan Pasborg kører trommestikkerne hen over hi-hattens kant, så det knirker, og Nils Bosse Davidsen finder med sin gulvbas ind til rytmen i det hele.

»Hold kæft. Tak!« udbryder en af gæsterne, da Carsten Dahl slutter et af sine numre på nogle toner, som ikke er dem et stykke musik i reglen afrundes med. Han føler sig tydeligvis blæst bagover. Og uanset om man kender til Dahls referencer eller improviserede afkørsler, kan man godt fornemme, at han lægger små gaver ind hele tiden.

Aftenen er slut.

»Det var jo helt magisk,« siger en af gæsterne på vej ned ad trappen. Udenfor står Carsten Dahl med sin kone og et par gæster og ryger en cigaret. Han virker glad, men hvor langt, gæsterne er kommet ind i Carsten Dahls private kamre, eller hvorvidt den fjerde væg er blevet brudt ned, er der nok ikke et entydigt svar på, for som han siger:

»Da vi gik ind i stuen, og vi lige skulle finde ud af, hvordan vi gør, så sagde jeg til de to andre: »Nu går vi ind i et rum - og så går vi ind i et rum«.

Det gør vi andre nok også, når vi mødes med andre mennesker til en hjemmekoncert. Og dem vil der blive flere af i fremtiden, mener Anne Skare Nielsen fra Future Navigator:

»Hjemmet er fremtidens store sted. En markedsplads, som rigtig mange leverandører gerne vil gå ind på. Det er her, hvor betalingsvilligheden er stor, og her hvor vi føler os trygge til at eksperimentere med nye oplevelser. Så hjemmekoncerter vil vi se flere af. En stor opgave for arrangørerne vil være at sætte grænser og stoppe, når legen er god, så man ikke ender med to mobile toiletter i forhaven og en cateringbus og telte i baghaven.«

Se mere på blandt andet lowficoncerts.com. Eller lyt til en Ted Talk, som Anne Dvinge har holdt om hjemmekoncert-fænomenet
backstage.lowficoncerts.com/project/how-home-concerts-change-the-way-we-listen-to-music