Kom og spil dig selv

Hverdagens talenter er det nye råstof i dansk teater. Foreløbig har landsdelsscenerne i Aarhus og Aalborg etableret særlige borgerscener, hvor amatører kan optræde i professionelle rammer med deres egen personlige historie. Det skal skabe fornyelse på scenen og få nye publikumsgrupper i teatret.

Til audition på Aarhus Teaters Borgerscene. Auditionen er formet som en tre timers workshop, hvor der både er plads til fysiske øvelser, fortælling og en personlig samtale. Foto: Martin Dam Kristensen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fleste af os har et eller andet forhold til vores naboer. Hvad enten man som Martin har hadet sin nye nabo fra dag ét, som Line har boet det samme sted hele livet og kender alle naboerne i flere generationer, som Finn har måttet flytte helt ud i strandkanten på Helgenæs for at blive fri for støjende naboer, eller som Alexandra aldrig ser skyggen af sine naboer i opgangen, men til gengæld kan følge levende med i årets gang i det hjemmeservice-firma, hvis biler holder parkeret nede i gården.

Vi er til audition på forestillingen »Inde ved siden af – en hyldest til naboskabet«, som er det første projekt for Aarhus Teaters nystiftede borgerscene, hvor det – som navnet antyder – ikke er uddannede skuespillere, men byens borgere, der skal stå på scenen.

Positivt svar

Godt 30 aarhusianere har svaret positivt på opfordringen til at komme og give en prøve på deres nabohistorier og skuespillerevner. Auditionen, der er formet som en workshop, er fordelt over fire dage, og denne aften er syv håbefulde talenter mødt op i den lille prøvesal.

»Vi vil gerne åbne teatret og invitere folk fra byen indenfor og i det hele taget prøve at tænke teater lidt bredere. Folk har en masse historier, som kan være både interessante og teatralske, og som vil kunne dynamisere teatret. Som instruktør kan jeg lide at arbejde med mennesker, kroppe og stemmer, som er mærket af en livserfaring, og vi tror, at der kan opstå en dynamik ved, at de mennesker og deres historier kommer ind og bliver brugt af os. En levende strøm fra byen, som integreres i teatret i stedet for, at man bare kommer ind, betaler for at se en forestilling og så ud igen,« siger instruktør Anne Zacho Søgaard.

Hun skal sammen med scenograf Siggi Òli P’Almason og dramapædagog og koordinator Tine Byrdal Jørgensen det næste halvandet år stå i spidsen for Borgerscenen.

»For et teater er det vigtigt, at det også kan være en platform, hvor man kan have en stemme og udtrykke det, man har på hjerte,« siger hun. »Min drøm er at give teatret en større betydning i lokalsamfundet ved f.eks. at tage aktuelle problemstillinger op – lidt den samme rolle, som forsamlingshuset havde tidligere, men hvor det selvfølgelig er kunstneriske projekter, vi laver. I vore dage har vi fået en meget individualiseret kultur – vi har masser af muligheder for at udtrykke os enkeltvis på Facebook, Twitter eller på en blog, mens det at gå hen og helt analogt møde andre mennesker, høre, hvad de tænker, og udveksle meninger med dem, bliver stemplet som lidt gammeldags.«

Inddrager brugere

At teatret inddrager brugerne i den kunstneriske proces er ikke nyt. På Betty Nansen Teatret har man i en årrække lavet kunstneriske projekter med unge fra forskellige kulturelle og sociale miljøer. Og på Det Kongelige Teater har bl.a. Det Røde Rum i flere forestillinger involveret publikum og deres historier. Men det er nyt at etablere en hel scene specielt dedikeret til borgerne, som det nu sker på Aarhus Teater, og som Aalborg Teater allerede tog hul på i efteråret.

Inspirationen har de to teatre hentet i Tyskland, hvor Staatsschauspiel Dresdens Bürgerbühne de seneste fem år har haft ca. 1.200 lokale borgere i alle aldre på scenen.

»Det har været en kæmpe succes. Erfaringerne viser, at hver deltager i borgerscenen går seks gange mere i teatret end før, og derudover genererer hver deltager 20-25 nye publikummer til teatret, typisk venner og familie,« fortæller Anne Zacho Søgaard. Selvom hendes interesse som instruktør først og fremmest er det kunstneriske produkt, er hun ikke blind for borgerscenens potentiale, når det gælder om at trække flere mennesker i teatret.

»Selvfølgelig er det også en del af projektet, at vi gerne vil have flere – og flere forskellige publikumstyper – i teatret. Og ofte er det et biprodukt, når man selv begynder at arbejde med skuespil, at man begynder at gå mere i teatret. Man bliver »en del af familien«, og naboer og venner skal selvfølgelig ind og se det. Så på den måde regner vi med at få mere publikum – eller i hvert fald et andet publikum ind på teatret.«

Bent Meier Sørensen er professor i kultur og økonomi ved CBS. Han ser borgerscenerne som en del af den trend med at dyrke »det almindelige«, som allerede i en årrække er skyllet hen over TV-mediet med »X Factor« som det mest oplagte eksempel.

»Man har en idé om, at det virkelig interessante ligger gemt i det helt almindelige menneske. At hvis de rette muligheder er til stede, og man prøver længe nok, kommer der en stjerne frem,« siger han.

Bør undgå for meget skolekomedie

Udfordringen, når man overfører konceptet til scenen, er at undgå, at der går for meget »skolekomedie« i det, mener han.

»Ud fra et mere klassisk kunstsyn kan det næsten ikke blive andet end en lang række af banaliteter,« siger han. »Meget få, der ikke er uddannet til det, kan stå på en scene, uden at det bliver ubehageligt at se på. Kunsten er at finde en interessant begivenhed i et menneskes liv og samtidig et menneske, som kan forløse og formidle det til et større publikum. Hvis det lykkes, kan det blive fantastisk. Men jeg ser mange risici for, at det ikke lykkes. Først og fremmest kan jeg være bange for, at teatrene afsætter for få ressourcer. Det kræver altså mere at få amatører til at fungere på en scene, end hvis vi taler om Nicolas Bro eller Thure Lindhardt.«

Han er enig i, at borgerscenen vil kunne åbne teatret for flere og nye publikumsgrupper.

»Den kan give et tiltrængt opgør med den teaterkultur, vi har opbygget, at man skal sidde musestille og kun må klappe de rigtige steder,« siger han. »Men hvis ambitionen kun er, at det er familien, vennerne og naboerne, der skal ind og se forestillingen, har man sat barren for lavt. Så rækker det kun til premiereaftenen.«

Katja Holm, formand for Dansk Skuespillerforbund, er som udgangspunkt positiv over for borgerscenen.

»Teatrene får tudet ørerne fulde af, at de skal publikumsudvikle og få nye publikummer i tale, og det kan jeg ikke være mere enig i. Jeg ser borgerscenen som en måde at publikumsudvikle på, så der også kommer nye publikummer til det professionelle teater,« siger hun.

»Borgerscenen kan skabe en fornyet interesse for det sceniske rum og måske også gøre lidt op med billedet af, at for at gå i teatret skal man have fint tøj på og helst også ud at spise først. Man kan ikke bare, som når man går i biografen, komme i sine joggingbukser. På den måde kan borgerscenen gøre op med nogle fordomme og gøre det at gå i teatret lidt mere hverdagsagtigt – kom bare ind, det er ikke så farligt.«

Til gengæld er hun nervøs for, at borgerscenen kan komme til at tage plads og penge fra det professionelle teater.

»For mig at se må det, der sker på borgerscenen, på ingen måde træde i stedet for den professionelle kunst. Man må ikke begynde at spare på de professionelle til fordel for borgerscenen,« siger hun. »Min opgave er at sørge for, at de professionelle skuespillere har noget at lave og får en ordentlig løn. Det er klart, at jeg kan ikke acceptere, at de bliver kørt ud på et sidespor.«

Aalborg Teater tog allerede sidste efterår hul på borgerscene-konceptet med feel good-tragedien »Romeo og Julie lever!«, hvor otte nordjyske borgere i alle aldre med inspiration fra Shakespeares klassiker fortalte om kærlighed, der på godt og ondt har varet hele livet.

»Det blev en meget vellykket forestilling, der levede op til vores målsætning om at præsentere vores publikum for en anden type æstetisk erfaring,« siger dramaturg Jens Christian Led. »Det er ganske enkelt noget andet som tilsksuer at se en medborger, som fortæller sin egen autentiske historie, end når en skuespiller spiller en rolle. Det er ikke fordi det ene er bedre end det andet, det er bare to forskellige genrer, der kan noget forskelligt.«

Borgerscenen i Aalborg skal i første omgang køre i to år, og derefter tages der stilling til, om projektet skal fortsætte. Lige nu er Jens Christian Led og hans kolleger i fuld gang med at finde medvirkende til forårets forestilling, »9220 – portræt af en bydel«, der skal tage udgangspunkt i Aalborg Øst, som er den del af den nordjyske hovedstad, der har den højeste andel af indbyggere med anden etnisk herkomst.

»Det er en gruppe, der ikke er ret mange af blandt vores faste kunder, og som det derfor vil være interessant at komme i kontakt med,« siger Jens Christian Led. »Men det er i det hele taget interessant at prøve at lave teater i sådan en bydel. For mig som dramaturg er det først og fremmest det kunstneriske og det æstetiske, det handler om. Borgerscenen er en genre, som kan noget andet end det klassiske, fiktionsbårne teater.«

Det betyder også, understreger han, at selv om det er amatører, der står på scenen, skal rammen stadig være i orden.

»Der skal selvfølgelig være en instruktør og en scenografi, og hele apparatet rundt om borgerne skal være mindst lige så ambitiøst, som når vi spiller Goethe. Ellers har man taget skridt i retning af dilettanteri,« siger han.

»Det er også helt afgørende, hvem man vælger til at deltage, og hvordan man som professionel arbejder med det her »ready-made« materiale, som sådan nogle borgere jo er. Man skal ikke tro, det er hverken let eller billigt at lave borgerscene. Og det er heller ikke bare en billig måde at lave markedsføring på. Hvis det primært handlede om at køre en PR-kampagne for teatret, kunne vi bruge pengene bedre på andre måder.«

Både i Aalborg og Aarhus har man gjort meget ud af ikke at markedsføre borgerscenen som »teatrets X Factor«. Og annonceringen efter talenter har da heller ikke afstedkommet de tusindvis af håbefulde ansøgere, som DRs X Factor-auditions plejer at gøre.

»Det har ikke været så forfærdelig let at skaffe interesserede borgere,« erkender Jens Christian Led, der ligesom i Aarhus havde mellem 30 og 40 til audition på den første forestilling.

»Det skyldes måske, at genren er ny. Men nok også, at man er lidt tilbageholdende her i Nordjylland,« siger han og håber, interessen stiger, efterhånden som folk får set nogle flere forestillinger.

I Aarhus har Anne Zacho Søgaard og hendes team bl.a. været ude på kommunens biblioteker med flyers for at skabe opmærksomhed om projektet.

»Det er faktisk ret svært at fange nogle, som har tid – heller ikke pensionister,« siger hun. »Vi beder trods alt folk om at give os tre måneder af deres liv. Det kræver, at de opgiver både korsang og styrketræning, og det, synes mange, er for meget.«

Blandt dem, der alligevel har fundet vej til audition, er der både skolelever, erhvervsaktive og pensionister, familiefædre og enlige mødre, folk med både dansk og udenlandsk herkomst. De kommende uger skal Anne Zacho Søgaard finde mellem seks og 10 profiler, der passer sammen og til hendes egne tanker om forestillingen. 25. april er der premiere.

»Lige nu kan det godt være lidt angstprovokerende at tænke på. Men jeg har før prøvet at lave forestillinger helt fra bunden. Der er meget at tage fat på, men det skal nok gå,« siger hun.

»Bare det at møde folk og høre deres historier har været en stor inspiration. Man bliver nysgerrig på at lære de her mennesker at kende og få et indblik i deres liv. For det er jo den store forskel. Vi ved godt, at når vi går ind og ser »Hamlet«, er det ikke Hamlet, vi møder. Her er det faktisk en person, der står på scenen som sig selv. Det er meget fascinerende.«