Kom helt tæt på Carsten Niebuhrs fund fra »Det lykkelige Arabien«

Den danske ekspedition til »Det lykkelige Arabien« blev folkeeje med Thorkild Hansens roman. Ny bog med flotte fotos og underholdende essays af fagfolk fortæller den virkelige historie om rejsen.

Den danske ekspedition til »Det lykkelige Arabien« blev folkeeje med Thorkild Hansens roman. Ny bog med flotte fotos og underholdende essays af fagfolk fortæller den virkelige historie om rejsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rejsen til de bibelske lande! Rejsen til de legendariske byer med gader fulde af mælk og honning!

Vi kender den spændende historie fra en af Danmarks mest læste romaner nogensinde: Thorkild Hansens herlige »Det lykkelige Arabien« fra 1962.

Men rejsen kan være lidt mere end historier om uduelige embedsmænd og underholdende konflikter med indkøb af arsenik og flirt med mørkøjede skønheder. Den seks år lange ekspedition var også en dybt videnskabelig affære med kilovis af indsamlet materiale og pertentlige noter af alt mellem himmel og især jord.

»Hjembragt 1767-2017« af Anne Haslund Hansen med fotografier af Torben Eskerod er udgivet af Forlaget Vandkunsten og Nationalmuseet i fællesskab og fortæller begge sider af historien.

Kong Frederik V vil have undersøgt de faktuelle omstændigheder bag Bibelens fortællinger og finansierer derfor en dansk ekspedition til området. Ideen stammer i virkeligheden fra Johann David Michaëlis - tysk geolog med interesse for semitiske folk og i særdeleshed spørgsmålet om Bibelens troværdighed.

En læge, en botaniker, en sprogforsker og en professionel tegner skal tage til vore dages Yemen og »gøre europæerne mere bekendte med Det lykkelige Arabiens planter og fossiler«, hedder det i beslutningen.

Men det går skævt fra dag et. Bureaukratiet i 1750erne ligner til forveksling bureaukratiet anno nu.

Staten peger allerførst på én kandidat til posten som sprogforsker og ender med Frederik Christian von Haven i stedet for. Filologen fra Vester Skerninge har ganske enkelt fået sig selv manøvreret ind på posten og viser sig helt igennem uduelig til noget som helst.

Den danske akademiker tømmer til gengæld statskassen for diæter, beder sine medrejsende rende sig et vist sted og har meget snart bragt hele det fantastiske projekt i fare – før man overhovedet er kommet uden for Europas grænser.

Og nok så slemt: Professoren har ikke på stående fod kunnet lære sig landmålingens kunst og kan derfor heller ikke udfærdige de vigtige landkort. Kongens embedsmænd må forstå en lærd mands udfordringer og især rejsefællernes jævne manerer. Man har så rigeligt om ørerne!

En aldeles ukendt landmåler og matematiker kommer til. Carsten Niebuhr er landmåler fra Elbens flade marsk og lærer sig alle de krævede færdigheder til rejser i Arabien på bare halvandet år. Arabisk, korttegning, videregående astronomi. Plus det løse.

Og fire flere kommer til: Peter Forsskål er botanikeren, Christian Carl Kramer den dygtige læge, Georg Wilhelm Baurenfeind den flittige tegner og endelig Lars Berggren, ansat som tjener for resten af holdet.

Kongens forvaltning har for længst anet risikoen for klammeri mellem ekspeditionens deltagere og vil derfor stille alle lige. Men snobben Frederik Christian von Haven har for længst udnævnt sig selv som turens åndelige leder og tilraner sig stadig mere magt. Hvorimod den anderledes ydmyge Carsten Niebuhr ikke en gang gider en udnævnelse til professor og hellere vil klare ærterne som ingeniørløjtnant.

Guldsnorene på Slotsholmen er ikke så dumme endda. Især udenrigsminister Johann Hartwig Ernst von Bernstorff har som initiativtager følt et vist ansvar for det hele. Og han ser efterhånden professor von Haven som lidt af et nul og wildcardet Carsten Niebuhr som ekspeditionens virkelige leder og måske eneste tilregnelige.

Nuvel: Man kommer da af sted. Selskabet sejler med orlogsskib til Dardanellerne i det nordvestlige Tyrkiet og derfra videre til Alexandria ved Egyptens middelhavskyst.

Det foretager store undersøgelser på Si­nai og finder for eksempel de kilder, selveste Moses og israelitterne brugte engang. Eller i hvert fald fem vandhuller og nogle beduiner. Og det når ad farefulde veje til Sanaás havneby, Mokka. Rejsen til det »lykkelige« Arabien har nået sit egentlige mål.

Videnskabsmændene kortlægger Yemen, beskriver folks levevis dybt detaljeret, finder efterhånden også gamle tavler med kileskrift plus hundreder af planter og fisk med bibelske forbindelser.

De danske forskere føler sig som helhed lige så trygge som på enhver gade i Europa og får særligt for Niebuhrs vedkommende respekt for islam. Araberne skammer sig ikke over deres tro, skriver han et sted. De lægger sig tværtimod med enden i vejret.

Araberne får i rejsens løb øje for europæernes lægekunst. En herre har for eksempel berøvet 88 kvindelige slaver deres mødom og derpå sat dem fri. Han mangler nu kun to. Men de kære damer har ligget derhjemme ret længe og kan ikke rigtigt få glæde af ham. Så hvis europæerne skulle have fundet en løsning på det lille problem, måtte Kramer rigtig gerne udskrive lidt af præparatet til ham – hvilket lægen jo altså må svare nej til.

Egnens embedsmænd viser sig omvendt som en pine fra ende til anden og ligner på en eller anden måde nogle typer hjemmefra. Med én undtagelse: Tolderne kan ikke rigtigt klare synet af spiritus og ødelægger samlingen. De mange glas indeholdt i parentes bemærket fisk og krybdyr til brug for museerne derhjemme.

Problemerne bliver større. Den danske ekspeditions medlemmer får malaria og dør fra nu af som fluer. Frederik von Haven bukker under som den første og gør dermed rejsen rigtigt meget lettere for de andre, skriver Forsskål hjem. Men stakkels Forsskål selv bliver den næste og må endda udleve tilværelsens sidste smerter i et hus lejet til gigantisk overpris.

Resten af selskabet planlægger så småt hjemturen og lader sig skibe til Bombay - hvor først tegneren Baurenfeind, så tjeneren Berggren og til sidst lægen Kramer dør.

Carsten Niebuhr er nu alene. Og hvor de fleste her i verden ville have tabt modet og ladet videnskab være videnskab, så fortsætter han arbejdet på egen hånd. Han sender for en sikkerheds skyld samtlige notater, tegninger og diverse effekter med skib til London og begiver sig ud på en næsten ufattelig odyssé:

Landmåleren undersøger det gådefulde Elephanta ved Mumbai med ruinerne og tager over Muscat i Oman ud til fantastiske Persepolis i Iran - hvor han sidder en måneds tid og kopierer indskrifter. En hjemrejse via Jerusalem og Damaskus og til sidst gennem Tyrkiet og derefter op gennem Europa er det rene ingenting for en mand af hans støbning.

Carsten Niebuhr ankommer til København den 20. november 1767. Hvis han havde forventet fest og viftende palmeblade som tak for indsatsen, ville han være naiv.

Kongen selv er død i mellemtiden. Forvaltningen har mistet interessen og ladet mange af effekterne rådne op i deres kasser.

Ekspeditionen har rigtignok haft stor betydning for alt fra søfarten i kraft af kortene til tydningen af kileskriften og meget andet – man ved det bare ikke på Niebuhrs tid og har andre udfordringer.

Anne Haslund Hansens bog består af 14 essays af den forståelige og umiddelbart medrivende slags. Fotografierne af Torben Eskerod bringer læseren overordentligt tæt på de hjembragte effekter og giver sikkert mange læsere smag for nærmere studier ved selvsyn. Historierne har både fugleperspektivet om stormagten Danmarks mest ambitiøse forskningsrejse i enevældens tid og spændende indblikke i de vigtige bipersoner rundt om rejsen.

Plus selve det historiske perspektiv: Hvorfor virker Carsten Niebuhrs rejse først rigtig dragende på os nu? Skyldes det Thorkild Hansens roman fra 1962 eller måske karikaturtegningerne af en vis profet i 2006?

»Hjembragt 1767-2017« inviterer danske læsere ind i en verden, andre måtte rejse ud for og dø for - og som gjorde os alle klogere.

Anne Haslund Hansen med fotos af Torben Eskerod: »Hjembragt 1767-2017« er udkommet på Forlaget Vandkunsten.