Kolonihaver skulle værne mod druk og socialisme

På et tidspunkt så den gryende arbejderbevægelse med skepsis på det nye kolonihavefænomen, og en fremtrædende socialdemokratisk redaktør skal angiveligt have sagt, at »en mand er tabt for bevægelsen, så snart han har fået sig en kolonihave.«

Vi med hus og have – familien er samlet til ære for fotografen foran Villa Marie i havekolonien ved Amagerbro, som senere fik navnet »Vennelyst«. Foto 1898, Bolette M. Christensen: Vennelyst Fold sammen
Læs mere

Det ville være gavnligt for ædrueligheden, hvis folk var travlt beskæftigede med havearbejde og derfor ikke havde tid til at besøge kroer og værtshuse.

Det var essensen af et cirkulære, som regeringen udstedte i 1828 med den tilføjelse, at havearbejde var en nyttig adspredelse og kilde til øget velstand og velvære. Og ikke mindst ville det have en gavnlig indflydelse på folkesundheden, hvis urter fra haven i højere grad blev en del af den arbejdende klasses daglige måltider.

Frederik VI bekymrede sig om stort og småt i sit rige, og nu var arbejde i haven blevet et regeringsanliggende.

I de sønderjyske hertugdømmer eksisterede der på det tidspunkt havekolonier uden for de større byer, og det var herfra inspirationen kom til det kongelige cirkulære.

I første omgang blev det en opgave for fattigforsorgens direktører rundt om i riget at skaffe de nødvendige arealer til udstykning, således at der kunne anlægges haver til gavn for borgerne. Kommunerne var tilbageholdne, men langsomt kom der alligevel gang i etableringen af såkaldte frihaver. Det vil sige små jordlodder, som håndværkere og andre jævne borgere kunne få adgang til mod en årlig afgift til fattigvæsenet.

At jordlodderne i folkemunde blev betegnet som »fattighaver« havde således sin forklaring. Men egentlig var det et misvisende skudsmål, for der var på ingen måde tale om fattighjælp.

Tværtimod var det sædvanligvis solide håndværkerfamilier og forretningsdrivende og kun sjældent økonomisk dårligt stillede, som sikrede sig jordstykker i de nyindrettede havekolonier, der lidt efter lidt begyndte at tage form rundt om i landet. Først i Jylland og senere også i København.

Hovedstadens eksplosive befolkningstilvækst i anden halvdel af 1800-tallet var den væsentligste årsag til, at kolonihavetanken blev ført ud i livet. For i takt med at industrialiseringen greb om sig, udfoldede der sig en massiv folkevandring fra provinsen til storbyen.

Her var der arbejde at få i værksteder og på fabrikker, og så mange mennesker kom der på så kort tid, at man hen mod århundredets slutning muntrede sig med, at halvdelen af alle københavnere var født uden for byen, og at der boede flere jyder i København end i nogen by i Jylland.

Boligforholdene for de mange nytilkomne og for byens oprindelige befolkning var gennemgående af yderst tvivlsom kvalitet.

Familier med en halv snes børn i alle aldre stuvet sammen i to- eller treværelses lejligheder uden elementære sanitære installationer hørte til dagens orden, og selvfølgelig var de tæt befolkede lejekaserner en fortrinlig grobund for alskens former for social elendighed: drukkenskab og prostitution og vold og alle typer berigelseskriminalitet.

Men de var også arnested for den voksende socialisme, og det var på den baggrund, at den politiske højre-organisation Arbejdernes Værn blev pioner for kolonihavetanken i hovedstaden og i 1891 købte fem tønder land af en gartner i Guldbergsgade på Nørrebro.

Grunden blev udstykket, og så kunne man leje en have på den betingelse, at man havde betalt kontingent til »Værnet«, men så var man til gengæld også blevet medlem af partiet Højres Arbejder- og Vælgerforening.

Det tvungne medlemskab gav imidlertid anledning til konflikt, og det endte med, at der året efter blev stiftet en ny organisation, som tog navnet Det Kjøbenhavnske Haveselskab.

Det skulle udtrykkeligt varetage medlemmernes tarv uden at være politisk funderet, og det følgende år lykkedes det at få fingre i nabogrunden i Guldbergsgade. Den var ejet af kommunen og havde tidligere været grusgrav, men nu var hullet blevet fyldt op med dagrenovation.

100 haver blev der plads til på lossepladsen, og snart efter blev der åbnet nye kolonihaver ved Amagerbro mellem Kløvermarksvej og Stadsgraven og ved Enghavevej på det sted, som i dag er Enghaveparken.

På det tidspunkt så den gryende arbejderbevægelse med skepsis på det nye fænomen, og en fremtrædende socialdemokratisk redaktør fra tiden op mod århundredskiftet skal angiveligt have sagt, at »en mand er tabt for bevægelsen, så snart han har fået sig en kolonihave.« Flot formuleret, men ikke ganske i overensstemmelse med virkeligheden.

Få år senere tog det voksende arbejderparti med iver kolonihavefolket til sig, og i første halvdel af 1900-tallet blev der anlagt havekolonier i et bælte rundt om hovedstaden. En stump jord med en plæne og plads til kartofler og små nette huse og en flagstang til dannebrog om søndagen blev indbegrebet af solid dansk arbejderkultur. Det ville have glædet den gamle enevoldskonge.