Et nyt, omfattende opslagsværk om Den Kolde Krig er udkommet med titlen »Den Kolde Krig og Danmark.« Der er en række oplysende og saglige opslag, men man mærker hurtig en politisk tendens og udeladelser, der virker mærkværdige.

Hovedredaktøren er Poul Villaume, der var en 1970ernes mest dogmatiske medlemmer af den venstreradikale bevægelse. Han var medlem af partiet KAml, der stod for Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister. Det var et parti af rettroende stalinister, der mente, at den rene socialisme var opbygget i Stalins tid i Sovjetunionen. I 1976 hyldede Poul Villaume Stalins »kulturrevolutions« kamp mod »de borgerlige elementer«.

Siden fik Poul Villaume som så mange andre af de venstreorienterede unge danskere en flot karriere på universitet og er nu professor i samtidshistorie på Københavns Universitet.

Disse oplysninger ville være ganske irrelevante i forbindelse med denne anmeldelse af et leksikon om Den Kolde Krig, hvis redaktøren havde reflekteret over sine holdninger. Desværre tyder meget af indholdet i det nye leksikon på, at de revolutionære 1970ere stadig har betydning for, hvordan historien skrives. Opslagsværket kan slet ikke stå alene og giver ikke læserne tilstrækkelig alsidighed.

Her følger eksempler på tvivlsomme opslag i det godt 800 siders kæmpeværk.

Der er i værket kun lidt om kommunismens mange ofre. De er retoucheret væk, og værket fremstår som en slags stratego-magtspil mellem supermagter og småstater uden nævneværdig omtale af de menneskelige lidelser under kommunismen.

Politikeren Erhard Jakobsen var i 1970erne og 1980erne en af de ivrigste stemmer mod venstredrejningen - ikke mindst i Danmark sRadio (DR). På en meget uleksikalsk måde beskrives hans indsats sådan: »Den bombastiske tone og skæret af intolerance i Erhard Jakobsens og hans lytter- og seerkomites angreb på »de røde lejesvende« harmonerede dog dårligt med traditionelle borgerligt-liberale idealer«.

Opslaget om Danmarks Radio (DR) er en fuldkommen frifindelse af DR for at have øvet agitatorisk virksomhed til fordel for socialistiske idealer og regimer i perioden. DR beskrives som »et kulturelt anker for den danske befolkning og dets demokratiske sindelag«.

Fotografen og agitatoren Jakob Holdt omtales i opslaget om antiamerikanisme, men det nævnes ikke, at han fik penge af KGB for sin virksomhed.

Opslaget med beskrivelsen af journalisten Jørgen Dragsdahl svarer ganske til, hvad der står i PET-kommissionens udredning, som var et forsøg på at frifinde Dragsdahl for anklagen om at være sovjetisk agent. Artikelopslaget er da også skrevet af et af medlemmerne af denne PET-kommission, og man ser i opslaget bort fra den kritik, der er rettet mod Jørgen Dragsdahl af bl.a. professor Bent Jensen.

I det hele taget lægger leksikonet sig tæt op ad både PET-kommissionens rapport, der udkom i 2009, og den officielle udredning om Den Kolde Krig, den såkaldte DIIS-rapport fra 2005. Det er ikke overraskende, da en række af leksikonets medarbejdere også var medarbejdere på disse officielle udredninger. Det smitter kraftigt af på den nævnte litteratur under opslagene, som er smal og hovedsagelig netop refererer til de to udredningsrapporter og til disse medarbejderes øvrige afhandlinger. Litteraturen er simpelthen ikke bred nok.

Litteraturen er som sagt ofte smal, men der er dog plads til at referere det venstreradikale opslagsleksikon www.leksikon.org.

Der er i leksikonet kun meget lidt om den offentlige debat om kommunismen. Det er en mangel. Netop den offentlige debat var afgørende for at demaskere illusionerne om venstreradikalismen, som mange akademikere og journalister nærede. Dette fravalg gør, at værket kun delvist er brugbart. Der mangler en lang række debattører og aktivister, der var afgørende for afsløringen af kommunismens gerninger. Hvor er frihedskæmperen Jørgen Røjel, der var formand for Afghanistan-komiteen og offentligt kaldte Frank Aaen for landsforræder? Hvor er antikommunisterne Martin A. Hansen, Peter P. Rohde, Børge Outze, Henrik Stangerup og andre vigtige stemmer? Forbløffende er det, at professor Bent Jensen, der har kritiseret såvel DIIS-rapporten som PET-kommissionen i stærke vendinger, ikke har fået et opslag.

Der er kun ét opslag om kommunismen i USA og den sovjetiske infiltration, nemlig et opslag om mccarthyisme. Men Joseph McCarthys virke er kun en lille del af virkeligheden om de amerikanske forhold, og det er direkte forvrænget at nøjes med mccarthyisme som opslag. Kommunistisk spionage i USA var dødensfarlig for Vesten. Der står to linjer i opslaget om andre forhold, men det er slet ikke dækkende.

Når teksten handler om de venstreradikale grupperinger, er det småt med oplysningerne. Poul Villaumes egen organisation KAml får kun tre linjer uden nogen reel oplysning. Men værst er opslaget om Venstresocialisterne. Partiet beskrives som et rigtigt parlamentarisk parti, og der er ikke et ord om dets flirt med voldsretorik, dets samarbejdsaftale med terrororganisationen PFLP eller de penge, som partiet modtog fra Gaddafi-regimet. Læser man opslaget, tror man, at partiets hovedinteresse var social- og boligpolitik.