Kønnet frem for kunsten?

Princippet om ligelig uddeling af offentlige penge til mænd og kvinder har vundet fodfæste i dansk kulturliv, mener professor Hans Bonde, der ikke bryder sig om udviklingen. Formanden for Statens Kunstfonds litteraturudvalg, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, afviser påstanden: »Vi kigger først og fremmest på kvalitet,« siger hun.

Kirsten Justesen (født 1943), en af de fremtrædende kvinder i dansk kunst, var også medstifter af rødstrømpe-bevægelsen. Her ses hendes værk »Lunch For a Landscape« (1975). Statens Museum for Kunst Fold sammen
Læs mere

Favoriseres kvindelige kunstnere, når det gælder kunststøtte?

Det mener Hans Bonde, mandeforsker og professor ved Københavns Universitet.

I dagens kronik skriver han, at »princippet om ligelig uddeling til de to køn« allerede har »vundet fodfæste i det danske kulturliv«.

»Hermed fraviger man princippet om at uddele støtte til det enkelte talent og giver i stedet tilskud til kønskollektiver,« skriver Hans Bonde.

I kronikken, der bygger på en længere analyserende artikel, han har skrevet til kulturtidsskriftet Kritiks april-udgave, giver han en række eksempler, som underbygger påstanden.

Et eksempel er Det Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg under Statens Kunstfond, der i perioden 2009-2012 år for år fordelte pengene næsten ligeligt mellem mandlige og kvindelige kunstnere.

»Det er næppe en statistisk tilfældighed, at de to køn hvert år og samlet igennem årene kommer så tæt på en fifty-fifty fordeling,« skriver Hans Bonde.

Et andet eksempel er Statens Kunstfonds litteaturudvalg, der i 2006 fik ansøgninger fra 175 mandlige og 110 kvindelige forfattere. Pengene blev fordelt med 9,5 millioner kroner til 95 mænd og 6,4 millioner kroner til 54 kvinder. Næsten proportionalt med antallet af mandlige og kvindelige ansøgere.

Et tredje eksempel, som fremgår af artiklen i Kritik, henviser til Kunstrådets årsberetning for 2007. Her fremgår det, at produktionstilskud til billedkunst blev fordelt med 50 procent til kvinderne og 50 procent til mændene.

»I stedet for aktivt at bekæmpe en eventuel diskrimination af kvinder indfører man i nutiden favoriseringssystemer, der bygger på mistillid til, at de sociale systemer af sig selv kan sikre en retfærdig sagsbehandling,« skriver Hans Bonde, som refererer museumsfolk og bestyrelsesmedlemmer i støtteudvalg under Statens Kunstfond for krav og ønsker om ligelig fordeling mellem mænd og kvinder.

»Med kravet om fifty-fifty kønsrepræsentation er der sket en markant forskydning af ligestillingsbegrebet fra den oprindelige oplysningstankes idé om, at individet har rettigheder, til at et kollektiv har rettigheder; fra individets ukrænkelighed til et kønskollektivs ukrænkelighed og ret til bestemte andele af støtte, priser og poster,« skriver Hans Bonde.

Så sent som i december opfordrede Akademirådet i et brev landets kunstmuseer til at indkøbe mere kunst af kvinder og lave flere udstillinger med kvindelige kunstnere. Baggrunden var en opgørelse, som viser, at museerne indkøber langt mere kunst af mænd og har langt flere udstillinger med mænd. Til trods for, at der uddannes og præmieres lige mange mandlige og kvindelige kunstnere.

Flere museumsdirektører sagde i sidste uge her i Berlingske, at museernes indkøb og udstillingsplaner bygger på ønsket om kunstnerisk kvalitet og ikke, om kunstnerne er mænd eller kvinder. De sagde også, at de ser positivt på ambitionen om en mere ligelig repræsentation af kønnene.

»Vi kigger alene på kunstnerisk kvalitet«

Forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, formand for Statens Kunstfonds Litteraturudvalg, afviser Hans Bondes kritik.

»Når vi laver uddelinger, kigger vi alene på, om den kunstneriske kvalitet lever op til vores krav, og her står alle fuldstændig lige. Når vi så har lavet vores uddelinger, laver Kulturstyrelsen statistik på fordelingen mellem mænd og kvinder, og den viser, at det ser fornuftigt ud, når det gælder fordelingen i forhold til genrer og køn,« siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Hun siger, at udvalget nok ville overveje situationen, hvis det f.eks. viste sig, at 80 procent af tildelingerne over en periode gik til mænd.

»Udvalget har skullet indstille forfattere til livsvarige ydelser – de bliver ledige, når der er en, der dør, og så skal vi indstille en ny kandidat. I dag er fordelingen meget mandsdomineret. Vi har i udvalget talt om, at det ville være fint, hvis den bedst kvalificerede var en kvinde, men de to sidste tildelinger, vi har lavet, er gået til mænd, fordi de bedst levede op til kriterierne.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensen siger, at forskelsbehandling ikke nødvendigvis er det samme som diskrimination, hvis man på et område oplever en urimelig skævhed og derfor gør noget for at få kvinderne op på niveau med mændene.

»Dér glipper det i Hans Bondes argumentation. Det handler ikke om at vælge kvinder, der er dårligere end mænd. Det handler om at skabe betingelser, der stiller mænd og kvinder lige, og at man får øje på en talentmasse. Det er latterligt at være blind for, at der kan være nogle strukturer og normer, som gør, at kønnene ikke er 100 procent ligestillede. Der er ikke nogen grund til at tro, at kvinder er dårligere kunstnere end mænd, og hvis man oplever en væsentlig skævhed, så må man da interessere sig for, hvad årsagen er,« siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

»Udmærket at køn også er på dagsordenen«

Også billedhuggeren Morten Stræde, formand for Legatudvalget for Billedkunst under Statens Kunstfond og tidligere professor på Kunstakademiet, siger, at kvalitet er hoved­kriteriet, når der uddeles støtte til billedkunstnere.

»Vi tager ikke specielt hensyn til køn. Der er en række kriterier, vil holder øje med, og køn er et af dem, ligesom alder, geografi og medie er det. Men det første, vi kigger på over­hovedet, er kvalitet. Vi kigger på værkerne. Der er tre kvinder og to mænd i udvalget, og vi er alle enige om, at det først og fremmest handler om kunstnerisk talent og kvalitet,« siger Morten Stræde.

Alligevel mener han, at det er rimeligt at holde øje med kønsfordelingen.

»Vi har en kønspolitisk dagsorden i disse år, og den er rimelig. Køn er ikke et argument i sig selv, men det indgår i den samlede vurdering sammen med alder, geografisk placering og medie – dvs. forskellige kunstformer som f.eks. digital kunst og performance. Køn er ikke et hovedargument, men et medvirkende argument, og det er ikke usagligt, for der er mange dygtige kvindelige kunstnere, ligesom der er mange dygtige mandlige. Vi uddeler kun penge til en sjettedel af dem, der søger, og det betyder, at der er en stor del både mandlige og kvindelige kunstnere, som ikke får støtte. Det er udmærket, at køn også er en del af dagsordenen. Der kan være nogle kunstformer og tilgange til kunsten, som er forskellige for kønnene, og det skal vi holde øje med,« siger Morten Stræde.

Han kommenterer professor Hans Bondes synspunkt, om at man ved at tage særligt hensyn til køn tager hensyn til kønskollektivet og dermed krænker den enkelte kunstners ret til en individuel bedømmelse, på denne måde:

»Det sjove er, at vurderinger, hvor man er uenige, fylder meget lidt i forhold til vurderinger, hvor der er konsensus. Det slog mig, da jeg var professor på Kunstakademiet. Når vi havde optagelse, så sad vi 25 personer og kiggede på 600 unge kunstneres værker. 90 procent af værkerne var vi enige om på tværs af alder, køn og kunstnerisk ståsted. Det var kun de sidste 10 procent, der var stor debat om. Så kunst har en kanon, som det er svært at flytte på. Alle vi kunstnere forsøger til daglig at flytte kanon, men det er vanskeligt,« siger Morten Stræde.

Han siger, at man ikke kan være uenig i, at kvinder har været diskrimineret i kunsten.

»Generelt er det svært for unge kunstnere at komme til, fordi establishmentet forstener lige så stille. I gamle dage måtte kvinder slet ikke gå på Kunstakademiet. I dag er der meget mindre diskriminering af kvinder. Jeg kan ikke sige, at diskriminering ikke findes – det gør det givetvis, men det er meget mindre end før. Det er rigtigt, at museerne har købt meget mindre kunst af kvinder end af mænd. Det må de selv stå på mål for. Jeg mener, at man skal se på den kunstneriske kvalitet, når man indkøber værker og laver udstillinger. Det med at skrive ud til museerne og opfordre dem til at købe mere kunst af kvinder, sådan som Akademirådet har gjort, tror jeg ikke på. Hvilken kvinde vil bryde sig om, at man købte hendes værker, fordi hun var kvinde? Man vil som kunstner gerne købes, fordi ens værker er gode og har noget at sige folk,« siger Morten Stræde.