Spegepølse, leverpostej og færdiglavede boller i karry: Det vil danskerne gerne sætte tænderne i under coronakrisen.
Mange restauranter lider ganske vist under coronanedlukningen – brancheforeningen Horesta vurderer, at restauranterhvervet har en omsætningsnedgang på 75 procent. Men danskerne skal stadig spise, og et af de steder, hvor det går frem med salget af madvarer og delikatesser, er hos den gamle københavnske slagtervirksomhed Slagter Lund.
»Det er tæt på, at det går bedre end før coronakrisen. I nogle af butikkerne sælger vi meget mere, end vi har bugetteret med. Kunderne står i lange køer ude på gaden, « siger direktør Jan Lund.
Det er mega heldigt for os, at vi har haft det ben at stå på. På den måde har det reddet en del af vores forretning.Jan Lund
Jan Lund er fjerde generation i slagterfamilien, der har haft slagterforretning på Peter Bangs Vej på Frederiksberg siden 1952. Siden har forretningen bredt sig med flere Slagter Lund-afdelinger i København og en onlineforretning, der leverer til hele landet.
Generationsskiftet i slagtervirksomheden trådte i kraft i sommeren 2019, så Jan Lund nåede kun at være chefen for det hele i trekvart år, inden coronakrisen sendte danskerne til tælling. Han frygtede i begyndelsen for virksomheden, men det har altså vist sig, at frygten var ubegrundet.

»Det første, jeg sagde til min far, da alt var uvist, og landet lukkede ned, var, at uanset hvad der sker, kommer jeg ikke til at låne flere penge for at få forretningen til at overleve. Mit udgangspunkt var, at vi skulle se om bukserne kunne holde, og det ser det ud til, at de kan,« siger Jan Lund.
Færdigretter er eksploderet
Der, hvor forretningen for alvor er blomstret, er på salget af færdigretter. Et samarbejde med onlinesupermarkedet nemlig.com, som Slagter Lund leverer færdigretter til, er efter Jan Lunds eget udsagn »eksploderet.« Ordrer på retter som boller i karry, lasagne og mørbradgryde, der blot skal varmes op, har været en del af redningsplanken.
»Det er blevet dobbelt så stort, som det var. Det er megaheldigt for os, at vi har haft det ben at stå på. På den måde har det reddet en del af vores forretning. Det har gjort, at vi kan klare os uden hjælpepakker. Vi har været et heldigt sted på et heldigt tidspunkt,« siger Jan Lund, der er meget ydmyg omkring, at det er lykkedes dem at komme ud med skindet på næsen..
Gælder på landsplan
Det er ikke kun hos Slagter Lund, at det går godt. Det siger de hos brancheforeningen Danske Slagtermestre. Her fortæller formand Leif Wilson Laustsen, at det er et billede, der gør sig gældende på landsplan.
»Det går godt for landets slagtere. Folk er låst inde. De vil gerne gøre lidt ekstra for sig selv,« siger Leif Wilson Laustsen.
Danske Slagtermestre kan endnu ikke sætte tal på væksten, men den sker på baggrund af, at slagterforretninger har været pressede inden coronakrisen, blandt andet på grund af konkurrencen fra billigere kød fra supermarkederne.
»I branchen kan vi mærke på forbrugerne lige nu, at det skal være ekstra godt. De kan ikke tage ud og spise, og derfor går de til slagteren efter den gode kvalitet,« siger Leif Wilson Laustsen, der foruden sin rolle som formand også selv har en slagterforretning, hvor salget under coronakrisen er vokset med 20-30 procent.
Forventer normalisering
Lige fra begyndelsen af coronanedlukningen valgte Slagter Lund at holde forretningen åben. Produktionen blev lavet om, og medarbejderne mødte ind i hold.
»Der skete noget, jeg ikke havde set komme. Medarbejderne følte sig stolte over at være med på det hold, der fik hjulene til at køre rundt i Danmark. De er stolte over at hjælpe de danskere, der er gået i hi,« siger Jan Lund.

45 fastansatte skal have løn i Jan Lunds virksomhed, og helt fri af krisen er de ikke gået. Netop da landet lukkede ned, måtte han afskedige tre medarbejdere. Forretningens afdeling i Torvehallerne er også gået markant ned i salg. Samtidig er virksomhedens cateringafdeling sat i bero, da alle arrangementer er aflyst.
At de klassiske slagterforretninger er pressede af billigere kød fra supermarkederne og bølgen med plantebaseret kost, har de også kunnet mærke hos Slagter Lund. Men nu, under krisen, bliver der igen solgt masser af kød. Jan Lund mener, at det er fordi danskerne falder tilbage på det, der er »trygt«.
Jan Lund forventer dog, at danskernes kødtrang vil normalisere sig, i takt med genåbningen af landet.
»Jeg håber, at danskernes nye vaner med nethandel vil sidde fast. Jeg ærgrer mig ikke over, at det igen kommer til at gå tilbage, for den tid, der er gået godt, kommer ikke dårligt tilbage,« siger han.