Copenhagen Fashion Week er netop slut, og et af de bemærkelsesværdige indtryk, som modemagasinet Vogue tager med sig fra København, er københavnernes hår.

Faktisk én bestemt frisure, som dukkede op i flere variationer.

Vogue hylder den hurtige og nemme knold, som, skriver magasinet, havde sin »genkomst« under modeugen i København, hvor den blev spottet hos flere af de deltagende.

Magasinet omtaler knolden som den simple frisure, alle Københavns »cool piger« har lige nu.

»Den perfekte stil til at løfte ethvert outfit,« skriver Vogue og beskriver detaljeret, hvordan knolden kan styles på forskellige måder – alt efter hvilket udtryk man ønsker.

Knolden kan være glat, blank eller løs. Fælles for de forskellige udtryk er, at det virker ubesværet og praktisk, skriver Vogue.

Det er ikke, fordi knolden som sådan er ny.

Enhver med langt hår kender frisuren. Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, har sågar gjort den til sit varemærke. Men nu går den altså angiveligt sin sejrsgang i modeverdenen.

Danmarksdemokraternes Inger Støjberg har formentlig kongerigets mest kendte knold.
Danmarksdemokraternes Inger Støjberg har formentlig kongerigets mest kendte knold. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

For nogle år siden var knolden også populær. Der skulle knolden sidde højt på hovedet. Denne gang er det derimod den lave knold, der er populær ifølge Vogue.

Knolden er blevet spottet i forbindelse med modemagasinets dækning af streetstyle – altså hvordan folk på gaden går klædt.

Copenhagen Fashion Week er den største modeuge i Nordeuropa og finder sted to gange årligt.

Den lave knold – i alle dens variationer – hyldes i Vogue efter Copenhagen Fashion Week.
Den lave knold – i alle dens variationer – hyldes i Vogue efter Copenhagen Fashion Week. Zach Dodds