Københavnerne mangler ny festivalplads, men ingen vil have den: »Vi giver fandeme ikke op«

Festivaler som Copenhell bliver hjemløse, når Refshaleøen skal udvikles. Derfor har Valbyparken været foreslået som ny festivalplads. Det er nu blevet afvist af et enigt Kultur- og Fritidsudvalg. Borgmester Franciska Rosenkilde (ALT) mener, at det er tid til at stoppe op.

Copenhell Festivalen på Refshaleøen i København, torsdag den 21. juni 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

I løbet af de næste fem år rykker kranerne ind på Refshaleøen, og det betyder, at festivaler som Copenhell og dele af Distortion bliver hjemløse.

Blandt andet derfor arbejder Københavns Kommune på at finde et nyt sted i byen, som vil være egnet til større festivaler uden at genere de efterhånden hårdt plagede beboere i Indre By. Kultur- og Fritidsforvaltningen har anbefalet at afsætte godt 700.000 kroner til en forundersøgelse, som skal afgøre, hvor en ny festivalplads på 100.000 kvadratmeter eventuelt kan ligge. Vestamager har været på tale, men blev forkastet, og indtil onsdag i denne uge pegede pilen på dele af Valbyparken et muligt bud.

Nu har et enigt Kultur- og Fritidsudvalg forkastet den idé.

»København er i forvejen presset på arealer – ikke mindst idrætsarealer og bynaturen er i det hele taget presset, og den vil jeg arbejde for, at vi får mere af. Det vil klart være en belastning for parken med en festival – også over for et eventuelt dyreliv,« siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (ALT).

»Der var desuden en ret massiv modstand fra lokaludvalgene og lokalbefolkningen derude, og det synes jeg også var vigtigt at lytte til,« siger hun.

Not in my backyard

Valbyparken huser allerede arrangementer som Grøn Koncert, men en opgradering til regulær festivalplads ville blandt andet betyde kloakering, og at der skulle føres strøm. Samtidig ville det medføre affredning af visse arealer, og den slags projekter er ikke længere noget, man som politiker kan liste ind ad bagdøren, understreger adjunkt i bæredygtig byplanlægning på Roskilde Universitet Jesper Pagh.

»Der er opstået en fornyet kritisk opmærksomhed omkring byudvikling. Den blev nok for alvor sparket i gang med sagen om Amager Fælled, men jeg forestiller mig, at mange vil være kritiske, hvis man pludselig står til at huse en hel festivalplads. Der er nok også tale om en helt klassisk »not in my backyard«. Altså at det er fedt, at Copenhell finder sted, men det skal ikke være der, hvor jeg bor,« siger Jesper Pagh.

Jeppe Nissen, booker for Copenhell

»At vi har en festival, som ligger midt i byen, så man som gæst kan kombinere byophold med interessen for rock og metal, er meget attraktivt. Det findes ikke andre steder i verden.«


Debatten er desuden et symptom på Københavns udvikling lige nu, hvor områder som Refshaleøen og Papirøen forsvinder i deres oprindelige form, mener han.

»Staten og Københavns Kommune er enige om, at København som den eneste by i hele Danmark selv skal finansiere sin infrastruktur (metroen, red.). Det betyder, at kommunen er nødt til at sælge alt og udvikle alt, hvad der kan sælges. Derfor er der for alvor kommet pres på de mere uprogrammerede friområder, som der var rigtig mange af for fem-ti år siden. Dem er der efterhånden ikke nogen tilbage af,« siger Jesper Pagh.

Han tror også, mange københavnere efterhånden længes mere efter grøn plet end mere musik og liv tæt på byen.

»Bylivet er jo eksploderet i de senere år – hvilket netop har været en strategi fra Københavns Kommune. De har været enormt dygtige til at tilvejebringe forhold for de aktiviteter, som de ser vokse frem, men nogle gange kan man godt have fornemmelsen af, at man omfavner nogle af de her aktiviteter, som bobler op, til døde. Et fuldstændig veltilrettelagt festivalområde et sted i byen er jo ikke det samme som Refshaleøen. Hvis man ikke gør noget, finder Copenhell så mon ikke et andet sted at være?« spørger Jesper Pagh retorisk.

»Det eneste sted i verden«

Booker for Copenhell Jeppe Nissen lægger ikke skjul på, at det gamle skibsværft udgør den optimale ramme for metalfestivalen.

»Det passer godt til dem, vi er. Vi er startet derude, så der er en masse af vores DNA, som er derude. Vi elsker den plads, men vi ved jo godt, at den nok kun er til låns,« siger Jeppe Nissen, som håber, at Københavns Kommune finder et nyt sted, som kan huse den og andre festivaler, når området i løbet af de næste fem år skal udvikles.

»At vi har en festival, som ligger midt i byen, så man som gæst kan kombinere byophold med interessen for rock og metal er meget attraktivt. Det findes ikke andre steder i verden. De fleste andre store metalfestivaler i eksempelvis Tyskland eller Frankrig bliver afholdt på marker uden for byer,« siger Jeppe Nissen.

Og det lægger de mærke til i udlandet, fortæller han.

»Næsten 21 procent af vores gæster er internationale – det er virkelig mange. Det bringer noget kultur og liv til byen, som – i mine øjne – er med til at gøre København til en attraktiv og divers by.«

Franciska Rosenkilde (ALT), kultur- og fritidsborgmester

»Vi kan jo se, at de festivaler, vi har, bliver mere og mere populære, og vi får gæster fra hele Europa, så der er klart en efterspørgsel. Men spørgsmålet er så igen, hvilken slags festival København kan bære.«


»Vi giver ikke op«

Forvaltningen skal nu stille en række kriterier op for, hvad der skal til for at skabe en god festivalplads. I det oprindelige forslag var der lagt op til, at sådan en skulle indeholde både P-pladser og plads til camping. Senere blev campingpladsen strøget – og nu er parkeringen heller ikke længere aktuel, fortæller Franciska Rosenkilde og understreger, at en festivalplads ikke står øverst på hendes politiske dagsorden.

»Vi kan jo se, at de festivaler, vi har, bliver mere og mere populære, og vi får gæster fra hele Europa, så der er klart en efterspørgsel. Men spørgsmålet er så igen, hvilken slags festival København kan bære,« siger Franciska Rosenkilde, der mener, at det er tid til at stoppe op.

»København er en by, som vokser massivt, så vi er ude i nogle prioriteringer, og der ved jeg ikke, hvor festivalpladser ligger hos flertallet af politikerne. Men jeg mener, at der er behov for noget andet end tryk på festen og de meget omfangsrige omsiggribende oplevelser. At vi lige stopper op et øjeblik og tager et skridt ned i tempo,« siger Franciska Rosenkilde.

Uanset om politikerne i løbet af de næste år finder det oplagte sted til en ny festivalplads, skal metalfans dog ikke fortvivle, forsikrer Jeppe Nissen.

»En ting er sikkert: Copenhell stopper ikke. Vi giver fandeme ikke op. Godstoget, som hedder Copenhell, stopper ikke,« siger han.