København får ny havfrue

Endnu en havfrue føjer sig til flokken i hovedstaden, når en kopi af Anne Marie Carl Nielsens skulptur »Havfruen« senere på året bliver placeret ved Københavns Havn.

København får nu sin tredje havfrue i form af en kopi af Anne Marie Carl Nielsens »Havfrue« fra 1921. Originalen befinder sig på Statens Museum for Kunst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Det Kongelige Bibliotek
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens vi skændes om, hvorvidt Edvard Eriksens lille havfrue på Langelinie skal eller ikke skal på forretningsrejse til Kina i forbindelse med EXPO 2010, er en slags vikar ved at blive gjort klar til at løfte den tunge byrde at være nationalsymbol.

København får til foråret sin tredje havfrue, når endnu et eksemplar af det myteomspundne havvæsen slår sig ned ved havneløbet. I forvejen sidder der som bekendt en havfrue på en sten ved Langelinie. I 2006 fik hun en søster i skikkelse af Bjørn Nørgaards havfrue, der sammen med en hel familie af genmodificerede mænd og kvinder blev opstillet på Dahlerup Torv i nærheden af Langelinie.

Men nu kommer der så en tredje havfrue, som lægger til ved Det Kongelige Bibliotek, hvor hun vil sidde på kanten af kajen, så hun både kan ses inde fra biblioteksbygningen, og hvis man kommer gående eller sejlende. Hun er netop ved at komme til verden på Leif Jensens bronzestøberi i Bagsværd. Forhistorien er, at billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen i 1921 udførte en bronzeskulptur forestillende en havfrue. Skulpturen blev året efter erhvervet af Statens Museum for Kunst, der har passet så godt på den, at den mere eller mindre var blevet glemt. I hvert fald indtil, fortæller kommunikationskonsulent, Jytte Kjærgaard, fra Det Kongelige Bibliotek, Carl Nielsen-forskeren, John Fellow, faldt over en omtale af havfruen under sin gennemgang af den store komponists breve.

Anne Marie Carl Nielsen var færdiguddannet som billedhugger, da hun på sin anden store udlandsrejse i Paris mødte Carl Nielsen, som hun giftede sig med i Firenze i 1891. Anne Marie Carl Nielsen (1863-1945) blev en af sin tids betydelige billedhuggere. Blandt hendes mest kendte værker er rytterstatuen af Christian IX på Christiansborgs ridebane og monumentet for Carl Nielsen, der er opstillet på Grønningen i København.

Anette Faaborg, der er direktionskonsulent på Det Kongelige Bibliotek, er en af dem, der faktisk har set den nye havfrue, som er cirka trekvart m høj, og hun fortæller, at den er ganske anderledes end Edvard Eriksens og Bjørn Nørgaards skulpturer: »Man kan,« siger Anette Faaborg, »ligefrem se fortvivlelsen i hendes lille krop og i hendes tomme øjne, og skulpturens udtryk er som taget ud af H.C. Andersens eventyr.«

Skulpturen, der er en kopi af den oprindelige skulptur og betalt og støbt med tilladelse af Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsen Legatet, får sin placering ved Det Kongelige Bibliotek af mindst tre grunde. For det første befinder manuskripterne til H.C. Andersens eventyr sig i bygningen. For det andet rummer nationalbiblioteket Carl Nielsens noder og breve. Og for det tredje blev denne del af Københavns Havn i gamle dage kaldt for Havfruegrunden, fordi man mente, at forekomsten af havfruer ved indsejlingen til Tøjhushavnen var særlig hyppig.