København er »superoptimistisk« efter Macrons Tour de France-melding

Den franske præsident, Emmanuel Macron, glæder sig til at se Tour de France i København og har løbets direktør, Christian Prudhomme, med i sin delegation under sit statsbesøg. Københavns Kommune er »superoptimistisk« i bestræbelserne på at gøre København til startby.

I 2011 gik starten ved VM i landevejscykling i København, og Danmark er tættere end nogensinde på at få Tour de France til byen. Foto: Denis Balibouse/Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere

En dansk tour-start i København i 2021 rykker tættere på.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortæller, at regeringen har afsat 17 millioner kroner på finansloven, så finansieringen af København som startby i 2021-udgaven af Tour de France er nu endeligt på plads – og tirsdag sagde præsident Macron, at han glæder sig til at komme til København for at se Tour de France om nogle år.

Tættere på en blåstempling af København som startby er det svært at komme, og Tour de France-direktør Christian Prudhomme er da også med i den franske delegation under statsbesøget i Danmark.

Københavns Rådhus oplyser, at overborgmester Frank Jensen (S) længe har været i løbende kontakt med Prudhomme, og at man generelt er »superoptimistiske«. Men der er endnu ikke meldt noget officielt ud fra løbets ledelse.

Lars Lundov fra Sport Event Danmark, der er en del af konsortiet bag det danske bud, har da også en god mavefornemmelse. Ikke mindst efter Macrons melding tirsdag.

»Det er jo ikke noget dårligt signal, Macron kommer med, nu må vi se, om det er høflighed eller substans. Men vi har en god mavefornemmelse. Prudhomme har været på besøg flere gange og er meget begejstret for sammenkoblingen mellem verdens bedste cykelby og verdens største cykelløb,« siger Lars Lundov.

Det danske forslag består af tre etaper i Danmark. Selve prologen skal køres i København, og derefter en sprinteretape fra Roskilde til Odense over Storebæltsbroen. Den sidste etape skal gå fra Vejle til Sønderborg, hvorfra ryttere og officials skal flyves videre mod syd. Men andre modeller kan også komme på tale.

Løkke tror fuldt og fast

De 90 millioner kroner, som afviklingen vil koste, er med finanslovsbevillingen og beløb fra de involverede kommuner nu helt på plads. Dermed er drømmen om at få Tour de France til Danmark, som har ulmet siden Bjarne Riis' Tour-sejr i 1996, tættere på at gå i opfyldelse end nogensinde.

»Jeg tror fuldt og fast på, at det kommer til at ske. Jeg bliver i hvert fald svært skuffet, hvis det ikke bliver tilfældet,« siger Lars Løkke Rasmussen til DR og tilføjer, at touren vil fungere som et udstillingsvindue for Danmark:

»I forbindelse med et Tour de France vil der blive zoomet ind på Danmark og vores landskab, på Storebæltsbroen og på Kongens København,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Hovedstadsområdet er ikke uvant med at huse meget store cykelarrangementer: VM i landevejscykling foregik i København og omegn i 2011, og statsministeren har involveret sig personligt i kampen for at gøre København til Tour de France-startby.

Han har blandt andet overværet løbet fra direktør Christian Prudhommes følgebil, og sidste år overværede han en etape og spiste frokost med Emmanuel Macron. Det var det møde, Macron henviste til, da han tirsdag i Den Sorte Diamant sagde til Løkke:

»Jeg er glad for, at du overværede Tour de France i Amiens med mig, og jeg glæder mig til at komme her til København for at se Tour de France om nogle år.«

Det bliver formentlig først meldt ud i foråret 2019, hvor Tour de France-starten skal gå i 2021.