København er Europas jazznavle

Når Copenhagen Jazz Festival fra på fredag ruller hen over byen, er København som forvandlet. Musikken lyder fra snart sagt ethvert gadehjørne og enhver koncertscene, og flere end en kvart million gæster besøger byen. Vi har spurgt musikere, eksperter og arrangører, hvordan det kan være, at festivalen år efter år overgår sig selv i popularitet.

Alverdens jazzmusikere har spillet på de københavnske jazzscener i de år, Copenhagen Jazz Festival har eksisteret. Her spiller Charles Lloyd Quartet i Jazzhouse i juli 2011. Arkivfoto: Marie Hald Fold sammen
Læs mere

I løbet af Copenhagen Jazz Festivals ti dage præsenteres mere end 1.200 koncerter fordelt på over 100 scener rundt omkring i byen. Og tilsammen bliver disse koncerter besøgt af over 260.000 gæster fra nær og fjern.

Jazzguitaristen Jakob Bro klør sig i sit gråsprængte, sorte, halvlange fuldskæg, folder hænderne sammen bag hovedet og kigger forundret ud i luften.

»Er der virkelig så mange koncerter?« spørger han overrasket, hvorefter han bladrer festivalprogrammet, som ligger på bordet foran os, igennem.

»Det er jo som VM i fodbold, et stort tag-selv-bord,« siger han efter en rum tid.

»Som publikum må det være fantastisk bare at kunne slå op i programavisen og se, hvem man har lyst til at høre.«

Copenhagen Jazz Festival, der har eksisteret i sin nuværende form siden 1979, da festivalen bestod af 75 koncerter rundt omkring i København, blev i 1985 til en fond med bestyrelse og en formand, som siden 1990 har heddet Anders Laursen. En række offentlige og private sponsorer – først og fremmest Nordea-Fonden – har sikret driften.

Nu har festivalen med mere end tre årtier på bagen for længst markeret sig som en af Europas mest velrenommerede jazzfestivaler såvel som en af Danmarks absolut vigtigste musikbegivenheder overhovedet. En publikumsanalyse fra 2011, bestilt af Wonderful Copenhagen, viste, at festivalen tilførte hovedstaden en turismemæssig omsætning på op mod 47 millioner kroner for det pågældende år.

Udstillingsvindue for uprøvede musikere

Men hvad er det helt konkret, der gør festivalen så unik og populær?

Jakob Bro har et bud. Ifølge ham er Copenhagen Jazz Festival en »meget vigtig begivenhed«, først og fremmest for en masse yngre musikere, som normalt ikke har mulighed for at optræde foran mange mennesker. »Jazz­en er lidt en niche, og der er enormt mange fantastiske musikere, der ikke er kendt af den brede befolkning. Under jazzfestivalen spiller man, om det er på små caféer og restauranter eller på store venues, foran mange mennesker, og dét giver inspiration og energi.«

Det kan Jakob Bro huske, at han som uprøvet musiker selv nød stor glæde af.

»Det gav mig lyst til at arbejde videre, og så genvandt jeg troen på, at det var vigtigt, hvad jeg lavede,« mindes Jakob Bro i et tonefald, der ikke er uden nostalgi.

Jazzfestival med åbne arme

Overalt i »Copen Haven«, som den legendariske amerikanske jazzmusiker Dexter Gordon yndede at kalde København, spiller musikken: På torve og i parker, på caféer og værtshuse, i teatre og på museer og – ikke mindst – i byens største og flotteste koncertsale som pragteksemplarerne i DR Byen.

For en anden etableret dansk jazzmusiker, trommeslageren Kresten Osgood, har det ikke ændret sig, siden han ligesom sin kollega i 1999 debuterede på jazzfestivalen på spillestedet La Fontaine i Indre København. For Osgood gælder det stadig om at spille for fulde gardiner og give så mange koncerter i festivalugen som muligt. I år bliver det til hele 34 gange.

»Jeg betragter Copenhagen Jazz Festival som et årligt tilbagevendende udstillingsvindue. Hvert eneste år har jeg nemlig et projekt, som er ekstra ambitiøst og af en type, man kun vil kunne lave på festivalen, hvor der er større budgetter og større publikum,« siger 37-årige Kresten Osgood, der mener, at opskriften på Copenhagen Jazz Festivals succes og popularitet er simpel:

»Modsat andre jazzfestivaler i Europa, der er bundet til en eller to store kongrescentre, et lukket armbåndsbetalt festivalsite eller lignende, benytter vi os i København af hele byrummet, og det giver en helt særlig feeling. Copenhagen Jazz Festival er på den måde en vaskeægte københavnerbegivenhed, hvor alle borgere uanset køn, alder, etnicitet eller musiksmag er velkommen.«

Kresten Osgood er heller ikke blind for, at festivalens mange gratis koncerter er med til at trække publikummer.

»Men,« tiføjer han, »så tror jeg faktisk også mere idealistisk på, at årsagen til, at festivalen er så populær, er musikkens kraft, at publikum netop sætter pris på, at det, musikerne laver, er fedt og betydningsfuldt.«

Meget bredt musikprogram

Løber man det 64 sider lange festivalprogram igennem, vil man kunne konstatere, at langt størstedelen af koncerterne består af danske orkestre og danske bands. De er fostret af det i forvejen »sindssygt frugtbare musikmiljø, der for øjeblikket er i Danmark«, som festivalleder Kenneth Hansen udtrykker det. Som daglig leder er han manden, der i disse dage – mere end nogen anden – trækker i de københavnske jazztråde.

»Det er vigtigt for os, at festivalen kontinuerligt byder genrer, som er i randområderne af, hvad flertallet definerer for værende jazz, op til dans. For et spørgsmål, vi konstant stiller os selv, er: Hvor er jazzen på vej hen, og hvad kan vi gøre for at spejle den bedst muligt? Det tror jeg, publikum er meget bevidste omkring,« siger Kenneth Hansen og understreger, at festivalkontoret selv kun arrangerer et mindretal af festivalens flere end 1.000 koncerter.

»Det betyder, at mange af de steder, der normalt ikke er helårsjazzspillesteder eller helårsaktive arrangører, faktisk er med i programmet. Og vi har sådan set aldrig afvist nogen,« siger Kenneth Hansen.

Derfor er festivalen ifølge festivallederen også proportionelt vokset gennem årene med et støt stigende publikum til følge. Men Copenhagen Jazz Festival kan ikke hvile på laurbærrene. Ledelsen har et ansvar for, at det forbliver en festival af høj kvalitet og originalitet.

»Vi kan jo ikke regne med, at lejlighedsarrangørerne er opmærksomme på nye tendenser i både dansk og international jazz, sørger for koncerter for børn, holder gratis koncerter eller booker nogle af de store internationale navne som Gregory Porter, Concha Buika eller John Scofield,« siger Kenneth Hansen.

København som Europas jazzcentrum

Adjunkt ved Center for Dansk Jazzhistorie på Aalborg Universitet, Ole Izard Høyer, mener, at man skal tilbage til 1950erne og 1960erne for at finde kimen til danskernes interesse for jazz. Det var nemlig her, danskerne for alvor tog jazzmusikken til sig, som var det deres egen, og inkorporerede den med vores egen kulturelle arv.

»1960erne, særligt under Montmartre-æraen, er et interessant tidspunkt i dansk jazzhistorie. Her bor og interagerer de helt store amerikanske stjerner som Dexter Gordon og Ben Webster med mange af de unge danske jazzmusikere som Alex Riel og Mads Vinding, der som ganske unge knægte får en helt unik dialog med de store stjerner om, hvad jazz er for en størrelse.«

Det var i høj grad disse musikere, der i 1960erne satte fokus på København som jazzby og gjorde byen til det, den er i dag, en by, mange ynder at kalde Europas jazzcentrum.

Ifølge forskeren har jazzen som et generelt fænomen altid tiltrukket storbymennesket, været stærkt eksperimenterende, særligt i undergrundsmiljøer og derudover overvejende appelleret til ungdomsgenerationen. På nær traditionel jazz, selvfølgelig, hvor lyden af glade toner fra trompet, klarinet, basun og en hoppende rytmegruppe – ofte med banjo i besætningen – som det klassiske New Orleans-orkester fra 1920erne med legender som King Oliver, Jelly Roll Morton og Louis Armstrong var eksponent for, primært appellerede til den ældre generation.

»I 1960erne var der blandt jazzudøvere og publikum en meget klarere forståelse af, hvad jazz var for en størrelse. I dag er genrerne næsten nedbrudt og vel mest noget, som man kan betegne som et blandingsprodukt,« siger Ole Izard Høyer.

Det erklærer musiker og tidligere X Factor-dommer Thomas Blachman sig enig i. Han mener, at jazzmusikken oprindeligt repræsenterede et menneskesyn, der kun er blevet mere og mere relevant med tiden. Et menneskesyn, der omhandler kreativitet, improvisation og samarbejdsvillighed.

»Jazzens idé er et »idérige«, som blev til en marginaliseret alternativ virkelighed, fordi musikken i sig selv mistede pusten og evnen til at tage sin egen medicin om evig fornyelse, nye stemmer blev autoritetstro over for historien, som i ethvert andet uddannelsessystem,« siger Blachman.

Ifølge ham kom mesterværkerne i vejen for nye værker. Musikken levede så at sige ikke op til musikkens indbyggede muligheder og fremstår i dag »slidt« i sine klæder.

Menneskesynet står dog stadig tilbage, mener han. Og det er dette, der skal udbredes, understreger han – på vanlig »blachmansk facon« vil nogle måske tilføje:

»Samtidig med 1.200 koncerter ville det være livgivende, om der også fremstod 1.200 konkrete forslag til, hvordan man bliver et frit, kreativt og fornyende menneske, for jazzens grundsyn er som sagt vejviser for det moderne menneske. Tiderne skifter, men ånden lever. Steve Jobs blev nullernes største jazzmusiker.«

Copenhagen Jazz Festival finder sted fra fredag 4. juli til søndag 13. juli.