»København blev den første by, hvor jeg følte mig hjemme«

Sarah-Sofie Boussnina er blot 24 år, men hun er allerede et kendt ansigt. Hun har medvirket i en lang række film og tv-serier som bl.a. »Fasandræberne«, »Lærkevej«, »1864« og »Comeback«. Og nu er hun aktuel i DR-serien »Broen III«. Vi spurgte Sarah-Sofie Boussnina om hendes forhold til København.

Sarah-Sofie Boussnina fortæller om sit København. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad laver du for tiden?

»Jeg har lige været i Sverige i forbindelse med Broen III, hvor jeg spiller den københavnske pige Jeanette Nielsen. Og så starter jeg på en ny spillefilm her i oktober, som jeg endnu ikke kan sige, hvad hedder, men det er en filmatisering af en bog. Derudover bruger jeg meget tid på at caste i udlandet. Siden jeg fik agenter i USA sidste år, har jeg været til en del castings, så lige nu går meget af min tid med at læse manuskripter igennem.«

Beskriv dit forhold til København?

»Jeg er opvokset i Svendborg på Fyn, men jeg har altid følt, at Svendborg var en meget lille by og ikke rigtig mig. Jeg savnede mere diversitet, så København blev egentligt den første by, hvor jeg følte mig hjemme. Så mit forhold til København er, at det er her, jeg har lært mig selv at kende og udviklet mig mest.«

Hvilken bydel har du det tætteste forhold til?

»Jeg bor på Vesterbro, så det er 100 procent den bydel, jeg har det tætteste forhold til. Jeg bruger næsten alt min tid på Vesterbro, når jeg ikke arbejder. Der er så mange hyggelige caféer, pladser og steder. Her er alle slags mennesker, og det synes jeg er vildt inspirerende.«

Sommeren er bedst

Hvad er det bedste ved København?

»Det er sommeren i København. København er den smukkeste by i verden om sommeren. Jeg elsker, når byen bliver fyldt med mennesker og liv. Jeg fanger mig selv i at tænke, hvor er alle de her folk om vinteren? Det er som om, at om sommeren kommer alle frem fra deres skjul. Og så elsker jeg at gå ned ad Istedgade, Vesterbrogade eller rundt på Christianshavn og bare se på folk, der sidder over det hele og hygger sig.«

»Det sociale liv i København, det er noget helt specielt. Derudover holder jeg meget af, at København ikke er større end, at man kan gå til alt. Det sætter jeg især pris på efter, at jeg har været en del i Los Angeles i forbindelse med arbejde. Der skal man køre til alt, så det der med, at man ikke behøver at tage bilen men bare kan gå, det er skønt. Især når man som jeg nærmest går alle steder, når jeg skal noget.«

Hvad er det værste ved København?

»Det værste ved København er, at folk kan virke lidt reserverede og lukkede, især hvis man er ude eller i butikker. Det synes jeg er ærgerligt. Det ville klæde byen, hvis folk var mere imødekommende.«

Hvor er dit yndlings sted i København?

»Et af mine yndlings steder er Frederiksberg Have. Det betyder meget for mig at komme ud, hvor der er lidt grønt. Så hvis jeg ikke lige har mulighed for at tage op nordpå eller til Fyn, så elsker jeg at gå rundt i Frederiksberg Have. Det er, efter min mening, en af de smukkeste haver i København.«

Kaffe og shopping

Hvor drikker du kaffe?

»Jeg går tit på en lille café på Istedgade, som hedder Kaffe. Der serverer de en virkelig god kaffe i store hyggelige gamle krus. Det hele er lidt småt, tilfældigt og gammelt - det kan jeg godt lide.«

Hvor spiser du ude?

»Det er forskelligt. Det kommer lidt an på, hvad jeg skal, men jeg er rigtig glad for restaurant Geist. Så hvis der er noget specielt, og kæresten og jeg skal fejre et eller andet, så tager vi på Geist.«

»Jeg elsker det sted både indretningen og maden - ja helhedsoplevelsen af at være der. Derudover er jeg også ret vild med Bar Central inde i byen. Der tager jeg ofte hen med en veninde, hvis vi lige skal have en frokost eller en god drink. Det er virkelig et hyggeligt sted.«

Hvor shopper du?

»Jeg shopper mest i Indre By. Jeg er især vild med Wood Wood i Krystalgade og Storm på hjørnet af Store Regnegade og Gammel Mønt - det er nogle rigtig fede butikker, der passer godt til min stil. Men der er også nogle rigtig gode butikker på Gammel Kongevej på Frederiksberg, bl.a. små fine undertøjsbutikker som Rigby & Peller.«

Hvad er det seneste køb, du har gjort?

»Jeg har faktisk lige købt nogle løbesko fra Adidas i Wood Wood. Jeg går jo en del rundt i byen, så de er helt perfekte og virkelig behagelige.«

Ro og frakobling

Hvor tager du hen for at koble af?

»Enten går jeg en tur i Frederiksberg Have eller Søndermarken, men jeg kan også finde på at sætte mig ned til søerne eller kanalerne. Der kan man sidde helt i sine egne tanker, slappe af med en god bog eller skrive lidt i en notesbog. Det er vigtigt for mig. Det giver en ro og mulighed for at koblet lidt fra.«

Hvad ville du vise en turist?

»Hvis jeg skulle vise nogle rundt i København, så ville jeg prøve at finde en af mine venner, som har en båd, eller tage dem med på kanalrundfart - altså om sommeren. At se byen fra vandet det er noget af det fineste, det elsker jeg selv, også selv om jeg har boet her i mange år nu. Hvis det var om vinteren, ville jeg tage dem med i Det Kongelige Teater, som er et af de smukkeste steder at se en forestilling. Det er et historisk, storslået og fantastisk sted.«

Hvad er din seneste kultur-oplevelse?

»Jeg er ofte ude og høre musik. Min sidste musikoplevelse var, da jeg var ude og høre min kæreste, Louis Samson, spille med sit band, Julias Moon, for nylig. Og ellers var jeg i september inde på Cinemateket til en debat og visning af dokumentaren Det Arabiske Forår. Det var en enormt interessant film.«

Hvad skal du lave i efterårsferien?

»Jeg skal arbejde en del i efterårsferien, så jeg kommer ikke til at holde ferie, men en del af mit arbejde foregår i Los Angeles, så jeg kommer da ud og rejse lidt.«