Knud Romer: »Måske er det dyden som sådan, der er overvurderet«

Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver mandag stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag: Knud Romer, forfatter, radiovært, debattør og foredragsholder.

BMFORSKUD - Portræt af forfatteren Knud Romer.
Læs mere
Fold sammen

Kan du beskrive dig selv med tre ord?

»Doven, narcissistisk og tro.«

Hvornår indtraf dit livs mest afgørende øjeblik?

»Da jeg blev født.«

Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?

»Lad mig se, der er visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse – og så er der tro, håb og kærlighed. Her må det være visdommen, som kommer til kort. Den har intet længere at skulle have sagt, og faktisk er den ligefrem blevet et handicap og står i vejen, hvis man vil begå sig og have noget at skulle have sagt. Jo dummere du er, desto mindre tvivler du på dig selv, og desto færre hensyn tager du. Viden? Who cares? Kvalifikationer? Komplet overflødigt. Det handler om noget helt andet, hvis du vil frem i denne verden

Som det ser ud i dag, er de allesammen overvurderede, og det er snarere dydernes modsætning og dødssynderne, som regerer – hovmod, grådighed, nydelsessyge, misundelse og fråseri. Måske er det dyden som sådan, der er overvurderet – og den er i hvert fald kedelig, meget kedelig. Jeg gider ikke hænge ud med den eller invitere den til middag – den har ikke noget at fortælle og lægger hånden over glasset og går tidligt hjem - og jeg ville slet ikke gifte mig med den eller skrive om den. Der er da heller ikke noget at skrive om. Den eneste gode roman med en dydig helt er »Justine« af Marquis de Sade, som demonstrerer, hvordan du bliver snydt og udnyttet og går til grunde på den smalle og lige vej. Som Luther sagde om dyden: »Giv den gas, du kan alligevel ikke leve uden at være i synd!««

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig?

»Dengang jeg var lille, forelskede jeg mig i »The King of Elfland’s Daughter« af Lord Dunsany. Jeg tilbragte blomsten af min ungdom med at lede efter førsteudgaven i en støvet labyrint af antikvariater med sure, gamle mænd og sedler i døren fulde af spindelvæv: »Kommer straks«.

Så åbnede jeg Rainer Maria Rilkes »Die Aufzeichnungen des Malte Laurids Brigge« – og opdagede en ny side af mig selv, hver gang jeg bladrede i bogen, og lærte det ene retoriske trick efter det andet. Ingen har skrevet smukkere på tysk. »Aus dem Leben eines Taugenichts« af Joseph von Eichendorff blev min rejsefører – jeg havde den altid på mig – og jeg brugte mine uerstattelige dage på en umulig, anakronistisk drøm. Hvis nogen havde spurgt, hvad det skulle blive til, havde jeg i fuldt alvor svaret, at jeg ville vandre på de østrigske landeveje med en bylt over skulderen og fløjte »Lieder eines fahrenden Gesellen«, og bjergene og træerne og skyerne blev til digte af sig selv. Men hvad ville jeg leve af?

Det bekymrede mig ikke - så længe man havde noget at leve for, var det irrelevant - og jeg spildte det ikke en tanke. Kroværten i landsbyen ville give mig rester at spise i køkkenet – »snup dig et stykke skinke, en humpel brød!« Han havde en seng til mig oppe under kvisten, og om natten kom hans runde datter listende og puttede sig ind til mig. Næste morgen spankulerede jeg ud i det blå - »Ging heut Morgen über’s Feld« – og efter et år vendte jeg måske tilbage, og hun stod på vejen og vuggede et spædbarn i armene og kyssede mig. Livet var sødt, og det var døden også.«

Hvad er væsentligst: Retfærdighed eller barmhjertighed?

»Barmhjertighed! Lovens bogstav er anonymt og blindt og instrumentelt ligesom algoritmerne, som efterhånden styrer vores digitale liv. Det er ligesom at skulle forhandle med et dyr, og jeg savner ekspedienten i banken, som gav en lov til at trække over alligevel, fordi hun havde kendt en over 25 år. Det personlige forhold, tilliden, forståelsen og hensynet til den enkelte er den eneste rigtige dommer. Men det åbner så igen for korruption og uretfærdighed. Tilbage til loven, hvor alle er ens – og ikke andet end ting blandt ting og matematik.«

Hvad man ikke må udsætte dig for?

»Hierakisering, nedladenhed, fremmedstyring, dominans. Og det gælder begge veje – jeg skammer mig, hvis andre ydmyger sig for en og bukker hovedet. Vi er alle lige, hvad end der skulle være af forskelle i indkomst og magt - og social position kan man for min skyld sælge som toiletpapir.«

Hvad er den største løgn, vi fortæller om kærlighed?

»At den nødvendigvis er lykkelig.«