Knud Romer fanget i sandhedsfælde

En opvækst i Nykøbing Falster i tiden efter anden verdenskrig som barn af en dansk far og en tysk mor er ikke værd at ønske sig, hvis man spørger Knud Romer.

Forfatter Knud Romer Jørgensen har skrevet bogen 'Den som blinker, frygter døden'. Foto: Sigrid Nygaard Fold sammen
Læs mere

Familien bliver udstødt af lokalsamfundet, man bliver kaldt »tyskersvin« af de jævnaldrende, og byens handlende ignorerer én, når man er ude i byen.

Når opvæksten samtidig er præget af ensomhed, en altdominerende og skizofren mor, og det eneste tilflugtssted er samværet med bøger og musik, så har man den opskrift, som gode kunstnere er lavet af.

Knud Romer har ifølge sin succesbog, »Den som blinker er bange for døden« oplevet netop sådan en barndom. Han har samtidig medvirket i interviews i diverse medier, hvor han bakker op om historien, som var den taget ud af virkeligheden.

Knud Romer omtaler flere personer fra sin barndom ved deres rigtige navn. Blandt andet omtaler han en fødselsdagsfest, hvor de jævnaldrende kom på besøg for at håne Knud Romer og resten af familien.

Tre af deltagerne ved den fest - som alle bliver nævnt i bogen - siger nu fra overfor disse historier.

Mest markant har sognepræst Georg Græsholt fra Janderup sagt fra. I et åbent brev til Knud Romer i gårsdagens udgave af Weekendavisen fortæller han om Knud Romers beskrivelse af sin egen barndom, at »Det er temmelig patetisk for os andre at være vidne til - og rent ud sagt en fed løgn«. Overfor Berlingske Tidende og i brevet lægger han vægt på, at der er forskel på at skrive en fiktiv roman og på at skrive en selvbiografi.

»Jeg skelner skarpt mellem romanen og de interviews, der har været. Der er forskel på at sige, at han har skrevet en roman, hvor han har smurt lidt tykt på, og så på at skrive en fiktiv roman og bagefter påstå, at det er sandheden.«

Georg Græsholt har efter eget udsagn været bedste venner med Knud Romer fra begyndelsen af folkeskolen og helt op til udgangen af Gymnasiet, og han kan stadig huske Romers telefonnummer fra dengang, fordi han brugte det dagligt. Det er ikke omtalt i Romers bog eller nogen af de interviews, han har givet til diverse medier.

Georg Græsholt har ikke længere kontakt til Knud Romer, men sendte ham et postkort, da bogen udkom. Knud Romer svarede aldrig tilbage på kortet.

»Vores gamle venskab passede nok ikke ind i det billede, han var ved at bygge af sig selv. Det har nok ikke været så passende for ham at svare på det kort.«

Beviserne

Berlingske Tidende har skaffet kontakt til flere personer, som har været tæt på Knud Romer i deres fælles barndom.

Jeanne Lindholdt har kendt ham siden før folkeskolen og kan slet ikke nikke genkendende til den lidelseshistorie, Knud Romer har givet offentligheden.

»Jeg har aldrig hørt nogen sige 'tyskersvin' til ham, og han var bredt accepteret i alle kredse. Jeg har f.eks. en del billeder fra en tur til London, hvor vi pjatter, og han hænger os om halsen. Han var bestemt ikke særlig udstødt.«

Jeanne Lindholdt har heller ikke kontakt til Knud Romer i dag, men har købt hans bog og fået den underskrevet af ham personligt. Her erkender Knud Romer nærmest, at han har løjet i bogen, for citatet lyder som følger:

»Allerkæreste Jeanne. Du er sikkert lige så smuk, som dengang vi gik i skole sammen. Husk når du læser min bog, at det var sådan jeg oplevede det pga. vores familiehistorie, og ikke som det var. Det er et grumt eventyr. Ikke 'vis mig dit køleskab'.«

Alt det bedste og lykke på vejen. Din gamle ven, Knud Romer.

Dermed må man også formode, at Knud Romer ikke havde i sinde at udlevere sig selv, da han skrev bogen.

En anden bekendt fra Knud Romers barndom er Annemette Tofte, der gik i klasse med ham alle årene i folkeskolen. Heller ikke hun kan genkende de historier, som han har skrevet i bogen, og som han offentligt har bygget videre på.

»Han var en populær dreng, som var accepteret i alle lejre. Han var sjov og kvik i hovedet,« fortæller hun.

Hun kan heller ikke genkende billedet af Nykøbing Falster, som et fremmedfjendsk sted.

»I alt det han skriver, virker det som om, han er stenet ud af byen. Det passer simpelthen ikke, for jeg kender flere der snakkede med hans forældre. De isolerede sig lidt, men det var da deres eget valg.«

Hvad nu?

Tilbage er blot spørgsmålet. Hvorfor? Har Knud Romer brugt sine talenter fra reklamebranchen til at brande sig selv, sin bog og sit efterdømme, eller lyver de tre venner fra barndommen - som alle udtaler sig uafhængigt af hinanden.

Det vides ikke, men den verbalt offensive Knud Romer vil formentlig tage til genmæle. Selv siger Georg Græsholdt:

»Jeg håber han vil skrive et åbent brev, hvor han vil sige: 'Det har du egentlig ret i'."

Knud Romer havde i går ikke lyst til at udtale sig i sagen, men i forbindelse med udgivelsen af bogen i sommers skrev Politiken følgende i et interview med forfatteren, da snakken falder på det vilde liv med stoffer og piger:

»Al det der med sex, stoffer og penge er en hånddukke, et røgslør. Jeg har givet folk, hvad de vil ha'. Det interesserer mig ikke en papand, men jeg er jo reklamemand. De må starte med det, folk vil ha', og når du har fået en platform, så må du simpelthen spille en anden melodi«.

Er det ikke uærligt?

»Det er det da, men hvis folk tror, det er Ærlige Ole, de møder nede i Superbrugsen eller i TV-avisen, hvor de bliver taget i røven hver eneste dag, så er de eddermame mystificerede.«