Knækprosa i Kongens Have

Restaurant Kongens HaveMaden fejler ikke det helt store på restauranten i Kongens Have, men det gør serveringen til gengæld. Og så er lyrikken på menukortet kilde til stor underholdning.

I det ene hjørne var et større selskab af yngre mænd i slips og skjorteærmer ved slutte en omfattende forretningsfrokost. Ved nabobordet var to veninder (den ene af dem en kendt politiker) ved at sammenligne sommerferiedestinationer, og ved bordet bag os var en dansk svigersøn travlt optaget af at forklare sine udenlandske svigerforældre om det klassiske frokostbords besynderligheder. »Med smørrebrød er der hverken forretter eller hovedretter - det er lige meget, hvad du vælger først. This is how we do it in Denmark.«

Så sandt, så sandt. Og Restaurant Kongens Have har i mange år været et af Københavns smukkeste bud på en frokost i det grønne. Placeringen i en af de gamle pavillioner i muren ind til den gamle slotshave er i sig selv en foræring. Og uanset om vejret er til at dinere udendørs, eller det sker indenfor i vinterhaven med de store småsprossede vinduer, så danner stedet en perfekt ramme om iscenesættelsen af det, der oprindeligt bare var et par håndmadder (eller open-faced sandwiches som amerikanerne siger).Ved indgangen til denne sæson fik stedet med den glorværdige tradition nye ejere. Nicolai Schoubye (ex-Lumskebugten) og Brian Junker (ex-Divan 1, -Krogs og -d'Angleterre), der i forvejen sammen driver cateringfirmaet God Mad, har pillet de tykke tæpper af sildeparketen, lysnet farverne og tilført det klassiske frokostkort en række udenlandsk inspirerede retter.

Desværre har de også belemret dele af menukortet med en ubehjælpsom omgang køkken-knækprosa, som minder om en pinlig parodi på en tilbudsavis. Caesar-salaten for eksempel beskrives som »en klassiker - en smagsoplevelse - en sikker vinder«, og jordbærtriflien er »simpelthen bare en klassedessert«. Der er muligvis tale om et forsøg på at give stedet et mere folkeligt image, men spørgsmålet er, om man ikke gør både sig selv og Caesar-salaten en bjørnetjeneste ved at få det til at lyde som om, man er et cafeteria på Fisketorvet.

Men i disse spalter er det nu engang det, der er på tallerkenen, der tæller, så min medspiser og jeg gik i gang med at dele kortet mellem os. Han, der engang har været finansiel rådgiver i et af verdens største konsulentfirmaer og derfor nok kender en forretningsfrokost, når han ser en, gik klassisk med en af de fire silderetter og derefter en omgang roastbeef. Selv gik jeg i lag med det opdaterede specialitetskort og valgte en terrin af gedeost efterfulgt af grillede kæmperejer.Et eller andet sagde mig, at portionerne nok var i den store ende, så jeg spurgte derfor vores tjener, om hun ikke kunne bede kokken om at lave gedeosten om til forretstørrelse. Det kunne hun ikke, meddelte hun, der frokosten igennem virkede som om, det både var hendes første serveringsjob og hendes første dag på det. Først efter en del overtalelsesforsøg lykkedes det at få hende til at spørge i køkkenet, hvor det selvfølgelig ikke var noget problem.

Vi skævede derfor noget misundeligt til nabobordene, der blev opvartet af den langt mere professionelle restaurantchef - især da vores brød lidt senere blev smækket ned på bordet mellem os med tre små skåle med smør, krydderfedt og oliventapenade blot kastet oveni brødkurven.

Maden viste sig nu i første omgang at være ganske udmærket. Min medspiser var i hvert fald fuldt tilfreds med sin Christiansø-sild (68 kr.), der var smukt anrettet med silden rullet sammen i en roset, pyntet med løg og dild og blev serveret med rødløgringe, kapers og rømme (tyk fløde). Den godt krydrede sild var dejlig frisk og havde stadig masser af bid.

Min opretstående terrin af gedeost (55 kr. efter at være skåret ned i forretstørrelse), der ifølge kortet er »græsk så englene synger«, var i min mund langt mere italiensk i smagen - især på grund af de helt tyndt grillede auberginer, der var viklet omkring den. Desværre var osten også så frisk og mild i smagen (rørt op med fløde?), at den havde mistet enhver form for gedesmag. Det gjorde hele retten noget fed i smagen, og så hjalp det ikke så meget, at osten var iblandet kartoffelstykker, eller at terrinen var omgivet af soltørrede tomater og store kapers.Min medspisers roastbeef var desværre udsolgt, så i stedet kastede han sig over sprængt kalvespidsbryst med urtepickles og peberrod (98 kr.). Det var ikke noget dårligt bytte. De fire reelle skiver kalvekød var tilpas saltet og havde god kødsmag. Den glimrende garniture bestod af hjemmerevet peberrod og en fremragende hjemmelavet omgang pickles.

Min hovedret var en omgang grillede kæmperejer a la Provencale med kryddertoast og thai-salat - til 165 kroner og ifølge kortet »en kulinarisk oplevelse fra Østen med fransk inspireret grønsagsmagi«. Javel så! Den »kulinariske oplevelse« havde nu skiftet en del udseende undervejs fra køkkenet. De med tomat, olivenolie og hvidløg grillede kæmperejer var for eksempel skrumpet ind til en enkelt - ganske vist af den kinesiske slags og dermed på størrelse med en stor jomfruhummer - men dog alligevel lige i underkanten til en sulten mand. Kryddertoasten var helt forsvundet og i stedet erstattet med nogle (ganske vist glimrende) sauterede champignons i en sur-sød vinaigrette, der havde selskab af store kapers og en blanding af soltørrede og stegte tomater.

Om det sidste skulle gøre det ud for den annoncerede thai-salat, skal jeg ikke kunne sige, men jeg følte mig under alle omstændigheder noget snydt over at skulle lægge 165 kroner - grønsagsmagi eller ej!Som dessert havde min medspiser valgt æbledrømmen (»for æblekendere ... - ja bare en drøm!« til 45 kr.). Æbledrømmen, der var med creme fraiche og drysset med kanel, ville have vundet en del, hvis den var lun. Nu lignede den allermest en gumpetung pie og havde overordentlig svært ved at komme op at svæve.

Det samme gjaldt min hindbærmousse (»fantastisk intens smag af hindbær og valrhona-chokolade - prøv den!«). Det gjorde jeg så - ligeledes til 45 kroner - og havde meget svært ved at finde frem til den intense smag af hindbær. Ærgerligt nok - for der var eklatant behov for et syrligt modspil til den meget bastante bund af valrhona-chokoladetrøffel.

I stedet blev det en noget vammel og tung affære, hvad der ikke blev afhjulpet af det alt for varme glas moscato d'asti (45 kr.), som vi var blevet tilbudt i stedet for den senthøstede sydafrikanske riesling, vi helst ville have haft. Med den begrundelse at rieslingen var for varm!Slutindtrykket er meget blandet. Køkkenet virkede denne dag (Brian Junker og Nicolai Schoubye skiftes til selv at have overopsynet) meget ujævnt. Mest usikkert i de mere internationalt orienterede retter, som ellers skulle forestille at være de nye ejeres kæledægge. Og med stor succes i den mere klassiske del af kortet, som ellers med blot otte retter er den, der er tyndest besat, og hvor man forgæves spejder efter mere almindelige danske frokostretter som mørbradbøf, frikadeller, ribbenssteg og hakkebøf.

Læg dertil en i vores tilfælde uhyggeligt usikker betjening og min hovedret, der til 165 kroner virkede nærmest uforskammet dyr, og man står tilbage med fornemmelsen af et køkken og en restaurant, der slet ikke har fundet sig selv endnu, og som er godt i gang med at sætte sig mellem de to berømte stole. Der er meget at rette op på, før Kongens Have med rette kan smykke sig med menukortets ord om at være »en sikker vinder«, og kun et kontrolbesøg, hvor jeg fik en absolut habil fiskefilet hiver restauranten op på de tre stjerner.