Klynkende film om Jacob Holdt og hans amerikanske billeder

»Jacob Holdt: Mit liv i billeder« veksler mellem pinagtige, selvudleverende scener og få glimt af ægte selvransagelse. Tror instruktøren selv på Jacob Holdt som en slags jordisk Kristus? Ja, synes svaret at være.

Stillfoto fra Jacob Holdt: Mit liv i billeder Fold sammen
Læs mere

Jacob Holdt spillede en betydelig rolle i Danmark i tiden efter 1968. Hans »Amerikanske billeder« påvirkede en hel generation med sanselige billeder af og beretninger om fattigdom, racisme og klasseforskelle i USA. Nu er der kommet en film om Jacob Holdt, og det er velbegrundet, for han var med til at forme tidsånden i et par årtier. Niels-Ole Rasmussens »Jacob Holdt: Mit liv i billeder« går tæt på Holdt, der genfortæller sit liv og drager til USA for at opsøge de personer, som spillede en rolle i hans USA-eventyr.

Filmen dvæler i mange passager ved Jacob Holdts forældre, hvor Holdt lader os forstå, at hans far, der var præst, aldrig viste sin kærlighed, selv om han prædikede om kristendommens kærlighedsbud. Moderen var åbenbart ligeledes ude af stand til at vise kærlighed og spærrede hele familien inde med sin isnende kulde, som Jacob Holdt siger i filmen. Det var dette kuldslåede forhold, skal vi forstå, der drev ham, for han ønskede at føre faderens kristne budskab ud i virkeligheden og slå sig fri af moderens kvælende kulde.

I første omgang gik turen til København, hvor han fattede sympati for tidens revolutionære og voldelige budskaber. Formet af Vietnamkrigen og et voksende had til USA fik Jacob og hans venner fat i trotyl, som de ville smide mod den amerikanske ambassade. Det er imidlertid ikke Jacob, der kan huske denne voldelige fase, men en revolutionær ven, der fortæller det i filmen, mens Jacob engleblidt nægter at kunne huske noget. Jorden brændte imidlertid under Jacob, og han drog til Canada, men skrev hjem til sine revolutionære venner: »Jeg vil anbefale bomber og trotyl nu.«

I USA besluttede Jacob Holdt sig for at opsøge og fotografere de mest usle og udstødte i det amerikanske samfund. I den nye film opsøger han de mennesker, der kom til at betyde noget for ham dengang. Vi ser ham med en sort kvinde, som han mødte i 1970erne. Han omtaler hende som sin »kæreste« fra dengang, hvilket hun benægter. Han får hende til at kravle nøgen ned i et badekar for at genfotografere og genopleve det, han oplevede i 1970erne. Han omtaler lystigt hendes bryster, og egentlig forstår man ikke, at hun er gået med til seancen, som er uden gnist af autenticitet. Men der er også en ægte følt scene med en sort kvinde, som han dengang havde en affære med, og som han nu spørger, hvorfor hun bar på så meget smerte. Hun svarer, at hendes far voldtog hende med moderens stiltiende accept. Her går tingene op i en højere enhed, for scenen virker spontan, og hun virker ægte bevæget.

Men generelt virker de fleste scener uægte. Vi ser Holdt i et forladt hus hos en tidligere sort kæreste, der nu er død, og hvor han står og græder, men det føles som fremtvungne tårer. Vi ser ham i et rigmandspalads, hvor han fortæller, at han bollede med de unge, hvide kvinder, og han lægger sig nøgen i en stor flot seng med et skælmsk smil. Pinligere kan det ikke blive. Spørgsmålet opstår, ligesom det i sin tid gjorde med hans »Amerikanske billeder«, om det er dokumentarisme eller manipuleret virkelighed.

I 2015 blev Jacob Holdt af bl.a. Weekendavisen beskyldt for at lege med sandheden, og at den dokumentarisme, som han påstod »Amerikanske billeder« stod for, til tider var opdigtet virkelighed. Filmen har scener om denne kritik, men de er uden konkret indhold og synes blot at registrere, at der var en debat. Også det efterlader en utilfreds. Hvad skal det gøre godt for, når den ikke giver os indblik i kritikkens indhold?

I sidste ende lader filmen Holdt forklare sine aktiviteter med sit forhold til sine forældre. Derved misser filmen at forklare nutidens ungdom, at hans hang til revolutionær vold og antiamerikanisme var en del af tidsånden. Der førtes under Den Kolde Krig en intens kamp om sjælene blandt ungdommen, og på baggrund af Vietnamkrigen var det ikke svært for Sovjetunionen og dens vestlige proselytter at erobre sympati og skildre USA som et dæmonisk land. Holdt fik penge af KGB til sine aktiviteter og var af KGB endda tildelt en føringsofficer, men det siges der intet om i filmen. Det ville have klædt den, for som den nu fremstår, er den pinagtig klynkende og privat.

Man kan ikke se bort fra, at Jacob Holdt var drevet af altruisme, men han var samtidig et tidstypisk politisk fænomen, hvilket filmen ikke formår at forklare.

Hvad: »Jacob Holdt: Mit liv i billeder« Instruktør: Niels-Ole Rasmussen. Medvirkende: Jacob Holdt, Vibeke Rostrup Bøyesen. Hvor: Premiere i Dox Bio onsdag 5. oktober over hele landet og vises derefter i større byer.