Klumme. Northside er liv og død

Northside bliver på det følelsesmæssige plan endnu mere brutal end i 2015. Thue, min bedste ven gennem 20 år, døde i november. Også han af kræft. 34 år nåede han netop at blive.

Et uklart selfie-foto af »gutterne fra gymnasiet« fra Northside 2015. Det er mig med solbrillerne og min ven Thue i den ternede skjorte.
Læs mere
Fold sammen

Jeg kan ikke udsætte det længere. Rejser mig og går ud i regnen, frem mod scenen. Frem mod bandet Placebo.

Jeg har frygtet dette øjeblik, og det tog mig halvanden time at samle mod under ølteltets beskyttende markise. De er allerede igang med ekstranumrene.

Jeg standser et godt stykke fra scenen og synker nogle centimeter ned i mudderet. Mine venner ved min side. Mit hår klæber sig til min pande, falder ned i øjnene. I den mørke, våde nat kan ingen se, at tårer triller ned af mine kinder, før de blandes med regnen. Det er først, da mine skuldre bevæger sig op og ned, og jeg begraver mit ansigt i hænderne, at mine venner indser, at jeg ikke blot græder, men rent faktisk tudbrøler.

Det er ikke Placebos frække, veloplagte rock fra scenen, der tænder for tårekanalerne. Ikke direkte. Det er visheden om, at sidst jeg stod foran dette svensk-britiske band, stod min gode ven Rune ved min side i KB Hallen. Han døde for snart fire år siden. Døde af kræft. 30 år nåede han netop at blive.

Da jeg går i opløsning foran scenen, mens regnen pisker ned, og midnat nærmer sig, er gymnasievennerne omkring mig min redning. Deres støttende hænder på mine skuldre. Deres stiltiende accept af, at jeg skal opleve, gennemleve disse øjeblikke. At jeg hverken skal snakkes til eller trækkes væk fra musikken. Sorg! Jeg bevæger mig ind og ud af den. Jeg kontrollerer den i ugevis, månedsvis, men så pludselig en nat bryder den fri.

Scenen i mit liv fandt sted på Northside for præcis et år siden. Fredag dag begynder 2016-udgaven af festivalen, og jeg glæder mig til atter at stå ved scenerne og føle musikken. Sammenholdet blandt publikum. At overhøre skæve samtaler i toiletkøen.

At snakke med Gud og hvermand. Jeg glæder mig nok mest af alt til at besøge yndlingsboden med gutterne og sætte tænderne i festivalpladsens suveræne ribbenstegssandwich. Fornemmelsen af fedtet og saltet og saften, der giver mig liv. Der betyder, at jeg lever.

Men jeg ved også, at Northside på det følelsesmæssige plan bliver endnu mere brutal end i 2015. For en af gymnasievennerne, der støttede mig i sorgen sidste år, skal ikke med. Ikke i år. Ikke nogensinde. Thue, min bedste ven gennem 20 år, døde i november. Også han af kræft. 34 år nåede han netop at blive.

Allerede fra første dag i gymnasiet fandt vi hinanden. Vores humor matchede, og vi havde kærligheden til musikken til fælles.

De følgende dage vil jeg fra festivalen skrive om netop musikken. Om at være menneske på Northside. Om livet. Og om døden. Om at være lige hér. Lige nu.