Klumme: »Taknemmelighed er en muskel, man træner«

Engang var det en bevidst handling at nyde det fine, at være taknemmelig, at glæde mig. Jeg skulle igen og igen minde mig selv om at se efter, huske at ville være taknemmelig. Nu er det en vane. Taknemmelighed er en muskel, man træner.

Sarah Skarum Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Den blå, blå himmel, duften af efterår i luften og den kølige luft, der blæser gennem ærmerne på uldne trøjer, mindede mig forleden morgen om en septemberdag for en del år siden.

Jeg havde så meget kærestesorg, at jeg troede, jeg skulle blive vanvittig. Det er første og eneste gang, jeg har haft fornemmelsen af, at jeg kunne lade mig falde baglæns ned i dybet, ind i mørket, blive væk i slummen i mig selv.

Den morgen, dengang i september, cyklede jeg langs Søerne, lyset faldt så fint mellem træerne, jeg kan huske, at jeg havde en kappe på og et par sorte støvler, og lige dér gik det op for mig, at jeg havde et valg. Jeg kunne glide ind i mørket, gå i druk, i opløsning.

Eller jeg kunne træde et skridt væk fra mismodet, jeg kunne vælge at se efter det smukke, der findes alle steder. Jeg kunne samle på bitte små øjeblikke af skønhed og godhed og finhed og lykke. Jeg begyndte med det samme, selv om jeg egentligt ikke var særlig glad. Jeg manglede et sted at bo. Jeg havde et job, jeg var træt af. Jeg vågnede, fordi jeg græd i søvne.

Men jeg begyndte i dét øjeblik at ville værdsætte det, jeg kunne. Det, jeg havde, det, jeg så. Som luften, der var sprød som første bid af et Gråstenæble. Lyset. Mine ben. Jeg har haft brækket et ben engang, og jeg glemmer aldrig fornemmelsen af knoglerne, der gned mod hinanden, benet, der ikke hang sammen under huden.

At jeg kan gå, cykle, bevæge mig er en gave. At jeg har et hjem, en seng, et fyldt køleskab og rindende vand. At solsorten synger i gården, børnenes trin på trappen, når de skal i skole, et par bløde uldne sokker, min yndlingsstol, en smuk kop. Der er så meget at være glad for.

Engang var det en bevidst handling at nyde det fine, at være taknemmelig, at glæde mig. Jeg skulle igen og igen minde mig selv om at se efter, huske at ville være taknemmelig. Nu er det en vane. Taknemmelighed er en muskel, man træner. Glæde er en viljesakt.

Skønhed findes alle steder. Som kvinden foran mig på cykelstien i morges, der kørte på en gul Nicola med grøn kaleche. Hun havde røde sko på, og det var så fint et billede med skoene, der bevægede sig på den gul-grønne baggrund. Eller linjerne i Stellings hus når man kører forbi. Ham, der holdt tilbage og smilede, da jeg skulle passere. Cykelturen gennem København, som jeg elsker. Fornemmelsen af energien i kroppen, det åbne bryst og overarmene roterede som til yoga.

Der er meget at være taknemmelig over for de fleste af os. Og nej, jeg taler ikke om, at man skal gå rundt og være dummeglad, hvis verden falder sammen, og man er i krise. Jeg taler ikke om, at folk med depression skal smile noget mere. De skal have professionel hjælp.

Men de fleste af os lever små almindelige liv, der rummer de største mirakler: at vågne hver dag, at nogen elsker os, at verden findes, at vi er her.