Klumme: Stol ikke på idoler

Kim Larsen. (Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

I gamle dage var politikere statsmænd. Tænk på Winston Churchill. Nu er politikere lige så troværdige som brugtvognsforhandlere.

I gamle dage var bankfolk de rene matador’ske Hans Christian Varnæs’er. I dag er de enten på vej bag tremmer eller for unge og uerfarne til at kunne blive administrerende direktører.

I gamle dage var journalister modige og kompromisløse forkæmpere for retfærdighed og afslørede af magtmisbrug. Tænk på Woodward og Bernstein. I dag er journalister bare lønslaver, der skal aflevere en artikel, inden de henter børnene i vuggestuen.

Hvor i alverden skal man så finde sine forbilleder, når nu de mytologiske forbilleder ikke eksisterer? Musikere, naturligvis! De har altid været den dovnes lette udvej, siden man som teenager klistrede den første plakat op på sit værelse.

Kim Larsen

»Jeg vil gerne kalde mig venstreorienteret. Det kan man godt være uden at være socialist. Jeg er borgerlig liberal og har været det, siden jeg blev politisk bevidst.«


Mennesker vil have idoler. Og i mangel af uegennyttige statsmænd og uforfærdede journalister, søger vi åndeligt fællesskab med popstjerner. Fra David Bowie til Kim Larsen har de leveret masser af poesi og visdom, måske endda nogle politiske budskaber, en opsang til alverdens undertrykkere.

Men leder man lidt grundigere efter politisk hoved og hale, kan man blive overrasket. David Bowie, den kønsoverskridende kamæleon? »Jeg har en stærk tro på fascismen«, vrøvlede han i et interview fra 1976, og tog afstand fra det sidenhen. Hvad så med den evige rullesten, Mick Jagger? Meget tyder på, at han er en konservativ brite. Glad for markedsøkonomi, skeptisk overfor EU. Pas på med udenlandske idoler, kunne man sige.

Måske kan man kun stole på danske kunstnere. Tag f.eks. en god socialist som Kim Larsen. Hans sange er fulde af modvilje mod krig og skrankepaver, og de er fulde af sympati for de mindrebemidlede. Da Larsen døde, faldt det nogle for brystet, at statsministeren skrev pænt om spillemanden. Hvordan kunne en borgerlig politiker tillade sig at omklamre et rødt nationalt ikon?

Det havde Kim Larsen sjovt nok selv en mening om: »Jeg er ikke socialist og har aldrig været det,« erklærede han i Jyllands-Posten i 2003. »Jeg vil gerne kalde mig venstreorienteret. Det kan man godt være uden at være socialist. Jeg er borgerlig liberal og har været det, siden jeg blev politisk bevidst.«

Eller måske var han i virkeligheden en slags anarkist? Larsen havde i hvert fald ikke meget til overs for politikere. Tag bare ordene i Gasolin-klassikeren »Hvad gør vi nu«, som jeg selv skrålede med på, da jeg var ni år. »Men så en dag gik jeg op til ministeren og sagde: Du dér, få lige fødderne ned og tag hatten af, mand, kan du ikke se, at det hele er ved at få fuldstændig agurk? Så hvad gør vi nu, din gamle skurk?«

Pudsigt nok stillede daværende finansminister Henning Dyremose sit kontor til rådighed som kulisse, da Gasolin-nummeret skulle filmatiseres i 1991. Larsen var ikke glad for autoriteterne, men autoriteterne var faktisk temmelig glade for Larsen. De gav ham plads - både på finansministrens kontor og på de små værtshuse, hvor det fortsat er tilladt at ryge.

Alle gode samfund ved, at de har brug for systemkritikere - både i form af frække chicks og friske fyre. Det er faktisk en fælles værdi i den vestlige verden. Og virkeligheden er nok, at de rigtig gode kunstnere er apolitiske, hvis ikke de er decideret antipolitiske.