Kluge og krigen

Mandag afsløres et nyt stort maleri af Thomas Kluge på Sønderborg Slot, hvor det får sit eget rum. Billedet fortæller om det Danmark, der opstod efter nederlaget i 1864.

Thomas Kluges 1864-maleri afsløres mandag på Sønderbrog Slot. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Thomas Kluges nye maleri hedder »1864«. Men det handler nu ikke så meget om de dramatiske begivenheder, der fandt sted i Sønderjylland for 150 år siden. Snarere om, hvad der skete efterfølgende, og måske især om hvad nederlaget i 1864 gjorde ved os som nation og som folk.

I Kluges godt tre gange tre meter store maleri ser man fire mænd samlet ved et bord. På bordet står et skakbræt, men stolen, modspilleren har siddet i, er tom. Tyskerne har slået os godt og grundigt. Der er ikke mere at tale om. De er gået.

Og så kan der nok så meget komme opmuntrende telegrammer fra København. Noderne til den tapre landsoldat ligger molesteret på græsset og minder om det stykke papir, der er ved at glide ud af hænderne på den franske revolutionære Jean-Paul Marat i Davids berømte billede fra 1793.

I baggrunden af Kluges maleri ses Skanse 8, Dybbøl Mølle og det danske flag, og kompositorisk er det så heldigt, at et par af mændene skygger for det historiecenter, der er blevet opført på Dybbøl Banke. Landskabet er stærkt inspireret af og tænkt som en hilsen til Johan Thomas Lundbye, der døde på de kanter i 1848.

»Og på sin vis,« siger Thomas Kluge, »døde guldalderen på det tidspunkt.«

»Nederlaget i 1864 blev begyndelsen til et nyt Danmark. Det var et land, der havde mistet sin storpolitiske betydning, og der var en ny tidsånd på vej. Defineret af en ny type politikere og tænkere, der op gennem det 20. århundrede blev ved med at hævde, at det ikke kunne nytte, at Danmark blandede sig. Vi var et lille land, der ikke skulle spise kirsebær med de store,« siger Kluge.

Med sit nye maleri »1864« ønsker Thomas Kluge at diskutere, hvad det bitre nederlag gjorde ved os danskere. Maleriet måler med ramme 2,90 x 2,90 meter. Fold sammen
Læs mere

Et kort ophold i Bosnien

Kluges »1864« har en nær sammenhæng med et tidligere billede af samme kunstner. Det er fra 1998, hedder »Et kort ophold« og hænger i Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Det er den samme model, Kluge har anvendt i de to billeder, nemlig Joel Evon Deckers der for 16 år siden var soldat i Den Kongelige Livgarde. I dag maler Kluge ham stort set lige så rådvild, som da han stod som fire ens udgaver af den samme person i et mellemeuropæisk landskab og – måske – tænkte på, hvad i alverden han lavede dér.

Som »1864« er bestilt af Sønderborg Slot som en tolkning af en moderne malers oplevelse af 1864, var »Et kort ophold« bestilt i anledning af de danske styrkers fredsskabende aktioner i det tidligere Jugoslavien. Den glade giver var den tidligere amerikanske ambassadør Edward Elson, der gerne ville kvittere for den danske indsats med et billede, der skulle sige:

»Nu er I da kommet ud af nederlagsstemningen fra 1864!«

Det var vi ikke. Ikke ifølge Thomas Kluge:

»Edward Elson er meget kunstinteresseret, og han havde været mange gange på Frederiksborgmuseet og set på, hvordan vi – syntes han – ligefrem dyrkede nederlaget. Jeg tror nok, han gerne ville have haft et mere krigerisk billede. Han ville gerne have et billede af nogle danske helte. Men jeg er jo også påvirket af den lange tradition for, at det ikke nytter, og at militær er forkert osv.«

»Så jeg malede et billede af en rådvild soldat. Jeg tror, at hele den trykkede stemning, der på mange måder har præget Danmark lige siden 1864, også har påvirket mig. Da Bosnien-billedet blev afsløret, talte mange om, at nu var vi da sluppet for sårfeberen fra Dybbøl. Det er jeg nu ikke så sikker på. Vi var bare lammede. »1864« handler om det. Det har gjort os til det, vi er,« siger Thomas Kluge.

Hvordan er vi?

»Soldaten, der var udsendt til Bosnien, blev jo for eksempel ikke til Rambo. Mindre kunne også gøre det, det ved jeg, men billedligt talt ... Vi blev til noget andet. På bordet ligger blandt andet en tysk euro, og der ligger en medaljon, hvor man finder Dalgas’ (initiativtager til hedeopdyrkningen i slutningen af 1800-tallet, red.) berømte ord om, at hvad udadtil var tabt, måtte indadtil vindes. Vi blev et lilleputfolk, der tvivlede på, at noget kunne nytte. Til gengæld fik vi så vores selvironi og vores selvforståelse.«

»Vi lærte, at vi var verdensmestre, fordi vi var så kreative og på samme tid selvstændige og samarbejdsvillige. Men det er vi ikke. Alle andre kan også noget, vi troede, vi var alene om at kunne. Eller i hvert fald er fantastiske til. Vi skulle være kreative og innovative. Så kunne tingene blive produceret på den anden side af kloden. Og når det så går galt, har vi altid en god forklaring på det.«

»Men det, jeg tror, er sandheden, det er, at vi ikke længere har musklerne. Den nationale identitet er gradvist blevet nedbrudt siden nederlaget i 1864. Nu er der bare ingenting, for grænserne skal jo nedbrydes. Jeg skal ikke gøre mig til profet. Det er slet ikke det. Jeg har bare malet et billede, der handler om, at noget skete med os efter det sidste af den lange række af nederlag, vi oplevede i 1800-tallets begyndelse, med krigene mod England og sluttende med krigene mod Tyskland og undervejs både statsbankerot og tabet af Norge,« siger Thomas Kluge.

Så det er et billede, der skal få os til at se indad og bagud og fremad?

»Og måske forstå hvad vi står over for. Vi er hinsides den globale landsby. Vi er hinsides en ny verdensorden og en international arbejdsdeling. Vesten definerer ikke længere en verdensorden, hvor vi kan afgøre, hvad andre lande skal og ikke skal. Være demokratier eller skindemokratier for eksempel. Eller hvem der tænker kreativt, og hvem der producerer. Og vi gør slet ikke ...«