Klokken 04:30 forlader 17-årige Signe Wennebergs »jeg« hendes krop: »Jeg ser det hele fra fem til ti meter oppe i luften«

Da de nærmer sig svinget, der fører over jernbanebroen ved Sophiendal, skubber Signe Wenneberg sit tyggegummi ud i kinden. Det bliver det sidste, hun kan huske, mens hun stadig er i sig selv.

Kort efter skrider den lille Morris Mascot med to 19-årige drenge og to 17-årige piger ud, vender rundt og ender på en mark. Undervejs rammer hendes hoved krogen til sikkerhedsselen.

Det er 27. december 1985, og klokken er 4:30 om morgenen, da Signe Wennebergs jeg forlader kroppen. Ud over at opleve at svæve over sin bevidstløse krop og sine venner, oplever hun også, at et andet sted viser sig for hende.

»Jeg var bevidst om, at jeg ikke var død endnu. Men jeg følte, at jeg var på vej et sted hen, og at jeg havde muligheden for at gøre begge dele. Det andet sted var ikke ubehageligt. Det var lyst og venligt, og det var ligesom en tunnel af skyer eller af lys,« forklarer Signe Wenneberg, der arbejder som professionelt bestyrelsesmedlem, driver to virksomheder, er forfatter og foredragsholder. Hun afbryder sig selv.

»Åh, jeg kan godt høre, at det lyder skørt. Det er også derfor, jeg aldrig taler om det.«

Det andet sted var indbydende, og Signe Wenneberg følte sig draget af det.

»Der var en stemning af, at min afdøde mormor og morfar var der. Det var en fornemmelse. Og jeg havde meget lyst til det sted,« siger hun i dag – 33 år efter oplevelsen – siddende i sin stue i Hellerup. Mellem slurke af te kommer hun med en af de vigtigste erkendelser, som trafikuheldet affødte.

»Det vigtigste er, at vi ikke skal være bange for at dø. Og at vi skal gøre os umage med livet, nyde livet, mens vi er her.«

Jeg ved, hvad jeg ved

I mange år har det været svært for hende at sætte de rigtige ord på sin oplevelse dengang.

»Jeg har ikke ønsket at tale om det. Jeg vil gerne bevare mindet rent for mig selv. Jeg har heller ikke ønsket at missionere. Folk må tro, hvad de vil. Jeg ved jo bare, hvad jeg oplevede den nat, og jeg ved, at jeg ikke var søgende, jeg ledte ikke efter en mening med tilværelsen. Jeg var ikke troende dengang. Det her kom helt ud af det blå. Folk vil gerne finde en eller anden naturlig forklaring. Og de må også gerne sætte spørgsmålstegn ved det, jeg har oplevet. Men det rokker ikke noget for mig. Jeg ved, hvad jeg ved,« siger hun og tilføjer:

»Livet slutter ikke bare. Der er et efterliv, og man er i en anden dimension bagefter.«

Den aften i 1985 er 17-årige Signe Wenneberg, der går i 2. g på Haslev Gymnasium, taget på diskotek Black & White i Haslev sammen med sin veninde på 17 år og to drengevenner på 19 år – de kommer alle fire ude fra landet uden for Haslev og har gået i skole i den lille sydsjællandske landsby Terslev.

På et tidspunkt i løbet af aftenen sætter den 19-årige dreng, der skal køre sine kammerater hjem, sig ud i bilen og sover. Han er træt, men ikke fuld. Og han kører ikke spirituskørsel, da han senere starter bilen for at køre sine venner hjem.

Drengene sidder foran i bilen. Signe Wenneberg sidder iført læderjakke med knapper i den ene side, tørklæde, sorte jeans og støvler bag bilens fører. De hører musik, og der er god stemning. Udenfor falder sneen. I det glatte føre mister bilens dæk vejgrebet, og de fortsætter ligeud i stedet for ind i et sving og over jernbanebroen.

Set oppefra

Sammenstødet mellem Signe Wennebergs hoved og sikkerhedsselekrogen resulterer i et åbent brud lige over venstre øjenbryn. Huden bliver flået op i en vandret linje fra over øjenbrynet og ud i håret. Men det oplever hun ikke fra sin egen krop.

»Jeg ser det hele fra fem til ti meter oppe i luften. Svævende. Jeg forstår alt, og jeg kan sætte mig ind i alle de andres følelser. Jeg synes, det er vildt synd for dem, at de skal håndtere det med mig,« fortæller Signe Wenneberg, som har tænkt på uheldet hver eneste dag, siden det skete. Hændelsen fungerer som en evig påmindelse om, at »vi kan være døde i morgen«, og om, hvad der er vigtigt i tilværelsen.

»Siden jeg var 17 år, har jeg haft en viden om, at det var vigtigt at leve i nuet, at være nærværende, ikke at hænge sig i småting, ikke fokusere på det negative og arbejde meningsfuldt. For hver dag tæller. Da jeg blev mor, vidste jeg, at det var vigtigt at arbejde på en måde, så jeg kunne se mine børn mest muligt. Så jeg har været selvstændig stort set altid, arbejdet hjemmefra, været der om eftermiddagen, taget ud og holdt foredrag om aftenen, når deres bedstemor kunne være hos dem. Jeg har været kompromisløs omkring det med, »at vi kan være døde i morgen«. Hver eneste dag tænker jeg, at der ikke må være noget, der er usagt, noget, jeg ikke har fået gjort. Så det har medført, at jeg har arbejdet rigtig meget – jeg arbejder altid, men ret fleksibelt. Jeg har så meget, jeg skal nå, og det er helt klart en konsekvens af, at jeg hele tiden føler, at det kan slutte om lidt. Jeg skriver – det er det, der er mit talent, og jeg bruger eksempelvis min taletid på Instagram (en profil med 30.000 følgere, red.) til at skrive om taknemmelighed, hverdagsmirakler og de små ting, der er at være glad for. Jeg skriver faktisk hver bog, hver artikel og hver post, som om det kunne være den sidste. Det er en forlængelse af ulykken dengang, at jeg arbejder på den måde.«

Følelsen af ungdommelig udødelighed forlod Signe Wenneberg for altid den tidlige morgen for 33 år siden.

»Folk tror, at vi er her uendeligt, og de lever deres liv derefter. Nogle bliver i forfærdelige arbejdssammenhænge eller i dårlige forhold. Mange bliver i noget, fordi de tror, at de altid kan lave tingene om senere. De lever deres liv, som om der er al tid i verden. Det er der ikke. Det ved jeg med sikkerhed. Og det er ikke, fordi jeg siger, at alle skal blive skilt. Men man skal være opmærksom på det liv, man lever. Man skal leve sådan, som man gerne vil i lige præcis det her nu,« siger Signe Wenneberg.

Gulvtæpper og nisser

Fra et sted over den ramponerede Morris Mascot ser Signe Wenneberg sine venner diskutere. Skal de tage hende ud af bilen? Hvad nu, hvis hun har brækket nakken? Hvad nu, hvis bilen bryder i brand? Blodet løber fra såret i panden og ned under hendes læderjakke og helt ind til undertøjet.

Drengen, der har kørt bilen, er en stor fyr. Han tager Signe Wenneberg over sin skulder. Den anden dreng holder på sin brækkede næse. Over dem tænker Signe Wenneberg, at hun må være tung at bære på med sine 57-58 kilo. De fire personer bevæger sig over jernbanebroen. På den anden side – omtrent 200 meter fra bilen – er der et lille ledvogterhus, hvor de går op ad havegangen og banker på døren for at få tilkaldt en ambulance.

En mand, klædt i netundertrøje, åbner døren, og Signe Wenneberg bliver lagt på entréens 70er-brune stormønstrede gulvtæppe. Tapetet er i brune toner, brudt et enkelt sted af et spejl. Alt det burde hun ikke kunne se – smurt ind i blod og bevidstløs. Hun svæver fortsat over sig selv, da manden kommer med en stor køkkenrulle med nissemænd på. Den er grim, noterer hun sig oppefra. Og ser selv i situationen det muntre ved, at hun lægger mærke til sådan en detalje, svævende mellem liv og død.

Med køkkenrullen forsøged, at stoppe blødningen.

Gør noget for andre

Tilbage i nutiden i stuen i Hellerup siger Signe Wenneberg:

»Vi har den tid, vi har. Nogle har lang tid. Nogle har kort tid. Den tid, vi har, skal vi prøve at få mest muligt ud af. Men ikke bare for os selv. Vi skal bruge det, vi kan. For vi har alle sammen en særlig gave, et talent. Det er meningen, at vi skal gøre verden bedre med det, vi kan. Generation for generation. Med hvad vi end kan. Vi skal prøve at være noget for andre. Og vi skal gøre godt. Vi skal ikke sprede negativ energi i kommentarspor eller andre steder – det er ikke det, der er meningen med vores væren her på Jorden. Det er jeg 100 procent overbevist om.«

Hun forklarer, at hun netop derfor selv har været meget optaget af klima, bæredygtighed og økologi. Hun vil gerne efterlade Jorden bedst muligt til de kommende generationer. Hvilket hun pointerer sådan set er en kristen og jødisk grundværdi og noget, man finder i de fleste religioner.

Samtidig forsøger hun hvert år at bruge en måned af sin arbejdstid på frivilligt humanitært arbejde. Det kan både være forskellige steder ude i verden som for eksempel i Bangladesh, Tanzania, Kenya eller Uganda, eller det kan være, som da hun startede et projekt til fordel for hjemløse i Danmark, da der var polarkulde herhjemme.

Kunne ikke gøre det mod sin mor

Manden i huset har ringet efter en ambulance, som ankommer til det lille hus og holder ude foran døren. De to mænd i ambulancen klapper båren ud og lægger Signe Wenneberg op på den med en halskrave. Den følgende episode munder ud i den endelige beslutning om at vende tilbage til kroppen igen.

»Er nogle af jer blevet dårlige af at se på hende?« spørger den ene ambulancemand Signe Wennebergs venner. Hun husker den sætning meget tydeligt.

En svarer »ja«, får en pose og begynder at kaste op.

Efterfølgende lægger ambulancemanden, der må have været færdig med at klargøre patienten til transporten, et lagen over hovedet på Signe Wennebergs bevidstløse krop – sandsynligvis for at hendes venner ikke skal blive endnu mere dårlige ved det blodige syn.

»Jeg ser oppefra, at de lægger lagenet over mig. Det gør mig vred. Jeg  tænker, at det her er min beslutning, ikke deres, og jeg havde ikke valgt endnu. Indtil det øjeblik har jeg været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle den ene eller den anden vej. Grunden til, at jeg tænkte, at jeg ikke skulle den vej, der virkelig hev i mig, var to ting: Jeg var bevidst om, at jeg kun var 17 år, og jeg var bevidst om min mors kærlighed. Jeg kunne simpelthen ikke gøre det mod hende,« fortæller hun.

Det øjeblik, hun tager beslutningen, er hun tilbage i sin krop igen. Som et glimt. Fra det øjeblik er perspektivet ændret. For altid. Både der på vejen i ambulancen mod Ringsted Sygehus, hvor hun ender med at blive syet med op mod 30 sting. Og også på vej mod en ny måde at leve sit liv på.

»Jeg var fuldstændig slået omkuld af al den viden, jeg havde fået. Jeg var glad, jeg græd, jeg var taknemmelig, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle bruge det,« siger Signe Wenneberg om tiden efter uheldet.

Kun med sin mor følte hun, at hun kunne fortælle lidt om, hvad det var, hun havde oplevet. Hun nævner det ikke rigtig for andre – heller ikke vennerne fra bilen. Hun har ikke ord for, hvad det er, der er sket. Først 25 år senere vælger hun at fortælle åbent om det.

Fire års fest

»I årene lige efter blev jeg nærmest besat af ikke at spilde tiden. Jeg gik fra at være en bogorm og dygtig pige i skolen til en, der pjækkede og gik i byen for at danse. For hvis jeg kunne være død i næste uge, måtte jeg hellere skynde mig at få festet. Sådan var min logik i flere år,« fortæller hun.

Da Signe Wenneberg som 19-årig blev student, fulgte tre-fire år med fest torsdag, fredag og lørdag, forskellige tjenerjob i København og en følelse af, at det ville være spild af tid at tage en uddannelse, hvis hun alligevel kunne risikere at være væk i morgen.

Det sluttede en søndag på en morgenvagt på Café Zezee i det indre København.

»Pludselig slog det ned i mig, at jeg faktisk kunne blive ældre. Så sagde jeg op. Tog job i en børnehave. Søgte ind på universitetet. Gik ikke i byen siden. Og drak ikke så meget som et glas vin i mange år derefter. Jeg havde bare fået nok,« fortæller Signe Wenneberg, der begyndte at læse retorik på Københavns Universitet og fik job som kulturjournalist på Politiken sideløbende.

»I dag kan jeg sige, at jeg er et troende menneske. Jeg går ikke så ofte i kirke eller andre religiøse steder. Men jeg tror, og jeg beder, og jeg takker. For mig er det en åndelig oplevelse at være ude i naturen blandt kæmpestore gamle træer. Jeg ved med sikkerhed, at der er mere mellem himmel og jord.«

Signe Wenneberg tænker lidt over det, men opsummerer så, hvordan hun forsøger at leve sit liv:

»Man skal opføre sig ordentligt over for andre mennesker, mens man er her. Man skal gøre sig umage. Man skal sige tak, og man skal sige undskyld. Og så skal hver dag, hver måned og hvert år leves, som om det kunne være det sidste. For livet er en gave.«