Kloakker og natrenovation

Det var med årene blevet så almindeligt at tømme natpotten med stort og småt ud i køkkenvasken eller gennem en rist i gården, at industrimanden G.A. Hagemann med tørre tal kunne beregne, at det var op mod tre fjerdedele af de menneskelige efterladenskaber, der på den måde forsvandt i kloakken. Og det havde aldrig været meningen. Noget måtte gøres.

28magDetGamleKøbenhavn.jpg
Den nyopførte kloakpumpe­­­-?s­tation på Kløvermarksvej i 1901. Foto: Før og nu, 9. årg. Fold sammen
Læs mere

En dag i 1885 åbnede himlen sig over København. Gaderne blev på få timer forvandlet til vandløb, og det sammensurium af uhumskheder, der i sommerhalvåret gav København en særlig duft af storby, endte med en naturlovs kraft i de kælderlejligheder, som var almindelige overalt i hovedstaden.

En ubehagelig oplevelse for beboerne i de underjordiske huler, men også på Rådhuset gav det heftige skybrud anledning til bekymring. Allerede en snes år tidligere havde byen nemlig fået anlagt sine første kloakker, således at regnvand sammen med almindeligt spildevand fra husholdninger og virksomheder under jorden kunne føres ud i kanalerne og havneløbet.

Et stort fremskridt havde det været, men en effektiv løsning på borgernes mest påtrængende problem var kloakken fra 1860erne altså ikke. Det kunne man nu konstatere, men de fleste havde nok haft en anelse i forvejen.

For i løbet af en snes år var befolkningen nemlig vokset fra omkring 150.000 til 300.000, og konsekvensen af den tilvækst var der aldrig taget højde for.

Det var galt nok, men værre var det, at det med årene var blevet så almindeligt at tømme natpotten med stort og småt ud i køkkenvasken eller gennem en rist i gården, at industrimanden G.A. Hagemann med tørre tal kunne beregne, at det var op mod tre fjerdedele af de menneskelige efterladenskaber, der på den måde forsvandt i kloakken. Og det havde aldrig været meningen.

Det var selvfølgelig en vane, som ikke var fremmende for vandkvaliteten i byens kanaler, og det var forbundet med betragtelige udgifter for Havnevæsenet at få bugt med det, man betegnede som et evigt tilbagevendende mudderproblem.

Kort sagt: Noget måtte gøres, men en hurtig plan var vanskelig at realisere, for der var mange spørgsmål, som trængte sig på: Hvad var teknisk muligt, hvem skulle betale, og hvad kunne svare sig økonomisk? Det diskuterede man frem og tilbage i en halv snes år.

Endelig blev der i 1893 fremsat et forslag i magistraten om at give tilladelse til at indrette vandklosetter i boligerne og at anlægge en ny hovedkloak. Det var drastisk, men det blev vedtaget efter at være forkastet et par gange.

Forskellige interesser gjorde sig nemlig gældende. Således lagde landboforeningerne i amtet vægt på den gødningsværdi, samfundet ville miste ved indførelse af vandklosetter i stedet for det traditionelle tøndesystem med afhentning og opmagasinering i latringruber på Kløvermarken og ved Lersøen. For omegnens bønder og gartnere ville det være et tab, som måtte med i de økonomiske beregninger.

Lidt anderledes så de socialdemokratiske borgerrepræsentanter på spørgsmålet, men i og med at det kun var de mest velhavende, der ville få råd til den nye behagelige installation og en vandafgift på 100 kroner om året, var også de til at begynde med stålsatte modstandere af noget, der kun kunne betragtes som et synligt udtryk for klasseskel.

Selv om vandafgiften havde den tilsigtede adfærdsregulerende effekt, var det tydeligt for enhver, at vandet i kanalerne og i inderhavnen var hårdt belastet af byens kloakker, men det problem fandt videnskabsmanden Julius Thomsen en løsning på.

Han foreslog i 1894, at man opførte en pumpestation ved Kløvermarken, og når der engang ville være etableret en kloakledning fra byen under havneløbet til Amager, ville man kunne sende storbyens latrin ud i Øresund og på den måde løse alle miljøproblemer. En besnærende tanke, og således gik det. Men det tog sin tid.

Kort efter århundredskiftet kunne pumpestationen og den nye hovedkloak tages i brug, og pø om pø begyndte man i større mængde at installere moderne WCer i byens finere kvarterer. Men endnu omkring Første Verdenskrig havde natrenovationen rigeligt at se til.

Indholdet af omkring 30.000 rummelige tønder skulle med ikke alt for store mellemrum køres til opmagasinering på Amager med henblik på videresalg eller udpumpning i Sundet, hvis mængderne blev for store. Det var en forretning, grundejerne satte pris på, og med anlæggelsen af Amagerbanen og togskinner over Langebro kunne selskabet levere gødning til store dele af Sjælland.

Omkring 1930 var tallet reduceret til 7.00 tønder, og da bønderne havde fundet andre metoder til jordforbedring, svandt salget ind. Vandet i byens kanaler lugtede nu ikke længere så fælt, og efterhånden var det kun ved pålandsvind, at man bemærkede effekten af pumpestationen på Amager.