Klimadiplomati med det lange ben foran

Berlingske Tidende fulgte onsdag eftermiddag klima- og energiminister Connie Hedegaard, mens hun udfoldede sit klimadiplomati ved FN-konferencen på Bali. Og der var fart på, for Danmark har globale ambitioner. Hvis Jorden s

Fotos: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Connie Hedegaard går hurtigt. Og hun kan godt lide, at tingene går hurtigt.

Men det gør de ikke – hverken når det gælder redningen af jordens klima eller i første omgang forhandlingerne ved FNs klimakonference på Bali.

140 lande med ministre, der snakker. Langt. Og udenom – og slet ikke to the point, sådan som Danmarks klima- og energiminister bedst kan lide det.

»Man kan godt blive frustreret over, at det går så usandsynligt langsomt. Da jeg var til mit første klimatopmøde i Buenos Aires i 2004, tænkte jeg ’det er da helt håbløst, så langsomt det går’.«

Klokken er lidt før 15 onsdag eftermiddag. Connie Hedegaard har netop – fordybet i en lænestol – foretaget et par mindre justeringer i den tale, hun skal holde et par timer senere. Og hun har nu en kort rolig stund i det danske delegationslokale på konferencehotellet Westin i luksusreservatet Nusa Dua, inden Mexicos miljøminister kommer til et bilateralt møde.

»Men man lærer det jo efterhånden. På afstand kan man se, at det bevæger sig. Sådan er det med FN-processer: Der kommer et nyt ord ind, og så er der noget, der gør, at bolden begynder at trille videre.«

Hedegaard har indvilget i at lade Berlingske Tidende være flue på væggen i løbet af nogle timer onsdag eftermiddag, hvor konferencens afgørende del for alvor begynder at tage fart.

Ministeren arbejder med mindst to tidshorisonter under konferencen: Fra time til time med møder og drøftelser, der skal sikre, at Bali-mødet i løbet af de næste godt to døgn fører til brugbare beslutninger.

På det lange sigt går bestræbelserne ud på at sikre realiseringen af hendes personlige, statsminister Anders Fogh Rasmussens og vel snart sagt hele Danmarks store ambition:

At alverdens lande – rige og fattige, hånd i hånd – i København i december 2009 kan underskrive en banebrydende global aftale om at gennemføre de reformer, der er nødvendige for at stoppe menneskeskabte drivhusgassers ødelæggelse af jordklodens klima.

Alverdens videnskabsmænd – bortset fra enkelte hårdnakkede skeptikere – er enige om, at drivhusgassernes ophobning i atmosfæren fører til afsmeltning af isen ved polerne, til oversvømmelser af øer og lavtliggende områder, flere og værre skovbrande, dræbende regnstorme, udbredelse af ørkener, epidemier og mange andre ulykker.

Men eksperternes ord flytter ikke nødvendigvis politiske holdninger i nationale regeringer. Der skal møder til, samtaler, diplomati.

Som Hedegaard siger: »Det handler om psykologi. Om at skabe rum, hvor mennesker kan flytte sig fra deres vante positioner.«

Mexico på besøg
Lige nu er det Berlingske Tidende, der skal flytte sig.

Mexicos miljøminister Juan Elvira dukker op. Og Mexico er et vigtigt land. 110 mio. indbyggere, kraftig vækst og forståelse for vigtigheden af klimakampen.

»Hvis verdenshavene stiger, forsvinder alle vores hoteller ved Den Mexicanske Bugt,« forklarer pressetalsmanden Luis Fernando Peredes, mens ministrene taler for lukket dør.

I det lille forkontor i delegationslokalet er to embedsmænd fra Udenrigsministeriet i gang med en indberetning til Asiatisk Plads. En yngre kollega kommer ind og skal bruge noget viden om miljøprojekter i Egypten.

»Vindmøller og affaldsbehandling,« siger en af de ældre kollegaer.

Døren går op. Mexicanerne siger farvel.

Ministersekretær Morten Bæk-Sørensen hanker op i håndtaskerne, sin egen og ministerens, og i hastigt tempo går turen gennem konferencecenteret, ned til stranden og ad stierne under palmerne og en truende tordenhimmel til koordinationsmøde med EU-partnerne.

Deres udsendte løber i forvejen for at tage billeder.

»Kan du huske i New York i september. Jeg lignende en dværg på de TV-billeder,«

siger Hedegaard til sin næsten to meter høje ministersekretær, som på turen til USA havde selskab af to andre to-meter-mænd i betjeningen af ministeren.

Uden for europæernes mødelokale er embedsmændene Christian Ibsen og Thomas Becker klar til kort at briefe ministeren. Becker er forhandler for hele EU, når det drejer sig om det store brede forum, hvor både Kina, Indien og USA er med. Et uhyre vigtigt job.

EU’s miljøkommissær Stavros Dimas hilser på. Og stiller an til foto, inden han napper en dåsecola.

Tysklands miljøminister Sigmar Gabriel dukker op, og han hilser hjerteligt på sin danske kollega. De to har været på Grønland sammen med kansler Angela Merkel og Anders Fogh Rasmussen.

Grønland er i det hele taget blevet en vigtig brik i det danske klimadiplomati.

»Det er nogle tætpakkede ture, vi laver derop. Fra fredag til søndag, og så får folk lejlighed til at tale med forskerne og se tingene selv. Det får vi nogle rigtig tætte personlige kontakter ud af. Og det er jo også den slags, man laver politik ud af,« forklarer Hedegaard.

Moon venter
Der tales i godt en halv time i EU-kredsen. Turen går tilbage til delegationslokalet. Talerne er forsinkede i det store auditorium. Klokken er 16.45. Hedegaard har en aftale med FNs generalsekretær Ban Ki-moon kl. 17.

Hvad gør man nu? Løsningen bliver at bytte plads i talerrækken med Indien, der står længere nede på listen.

FNs generalsekretær har sit midlertidige hovedkvarter i lokaler, der støder ud til den travle hall i konferencecenteret, hvor det store gedemarked af miljøorganisationer holder til.

En ung kvinde rækker noget kampagnemateriale ud til Hedegaard, der kigger lidt desorienteret på den unge og undviger de fremrakte foldere.

Sikkerheden er maksimal hos Ban Ki-moon. Berlingske og TV2 må vente uden for. Mødet går fint.

»Det er tydeligt, at Ban Ki-Moon helt personligt er meget optaget af klimaspørgsmålet. Og han bad selv om mødet for, at vi kunne koordinere med hans folk op til COP15 (FN-klima-jargon for mødet i København, der bliver den 15. Conference of the Parties inden for FNs Klimakonvention, red.),« forklarer Hedegaard efterfølgende.

Bo Lidegaard, Statsministeriets klimakoordinator og statsministerens nære rådgiver, er med til mødet sammen med Thomas Becker. Ministeren og de to embedsmænd haster tilbage til delegationslokalet til rådslagning bag lukket dør.

Fire 100 watt-pærer
Ude i forkontoret er afdelingschef i Finansministeriet Per Callesen ikke til at kende i sin farvestrålende balinesiske skjorte. Callesen har dagen i forvejen deltaget i mødet med finansministrene og finansministerielle topembedsmænd.

»Ja, det var jo helt uformelt. Men nyttigt. Når der engang kommer en aftale, er det jo i høj grad finansministerierne rundt om i verden, der skal implementere den.«

Talen falder på USA. Og Callesen glæder sig over, at han dog i det mindste så en energisparepære, sidst han var der.

Forrige gang havde der siddet »fire 100-watt-pærer på toilettet på hotelværelset.«

»Det fungerede nærmest som opvarmning,« lyder det tørt fra afdelingschefen.

Danmark har i alt godt 30 embedsmænd fra Klima-, Stats- og Udenrigsministeriet på Bali. Hertil kommer en talstærk delegation fra Københavns Kommune, og sågar Politiets Efterretningstjeneste er med. Alle har til opgave at lure sig ind på, hvordan man bedst sikrer den politiske og praktiske afvikling af det store arrangement i 2009.

Connie Hedegaard holder tæt kontakt også med Sverige, som har EU-formandskabet og derfor er en vigtig samarbejdspartner, når mødet finder sted.

»Ja, og så snakker vi også meget med polakkerne, som skal stå for mødet i Poznan i december 2008. Deres minister er helt ny, og han er til sit første klimamøde her, så vi har sagt til polakkerne, at vi gerne vil hjælpe til, hvis de har brug for det.«

Connie Hedegaard har selv indstillet sig på, at det i de kommende to år bliver til mindst de 80 rejsedage, hun har haft i år. Og efter nogle år i gamet har hun også fundet nogle løsninger på, hvordan man i nogle tilfælde kan få tempoet skruet i vejret.

»Vi har nogle fremragende embedsmænd, der er rigtig godt inde i stoffet. Men nogle gange kan de også sidde og fortabe sig i en detalje, som de kan huske, at man skændtes om i dagevis i New Delhi, eller hvor det nu var. Lige dér kan det være fint, at der kommer noget sund politisk fornuft ind og spørger, om det nu også lige er så vigtigt.«