Klaus og kærligheden

Bøger: »Klaus og kærligheden. Konfrontation med Rifbjerg.«I ny interviewbog fortæller Klaus Rifbjerg om sit syn på kærligheden og om den store forskel på mænd og kvinder. Meget nyt under den rifbjergske sol bringer interviewet ikke, men fast står det dog, at mænd er skrøbelige og behøver kvinders kærlighed ubetinget.

Klaus Rifbjerg giver ud fra personlige erfaringer sit bud på, hvordan mænd ser på kærlighed, og selv om det er forenklet, så rammer han noget centralt. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Klaus Rifbjerg har været gift i over halvtreds år med den samme kvinde. Mens venneparrene blev skilt på stribe i de eksperimenterende 60ere og de kønspolitiske 70ere, holdt de to sammen i modgang og medgang. Rifbjerg kan nu med Grundtvig fortælle, at det er gammen at rejse sammen, når fjederhammen er kærlighed. For selvfølgelig er det den, parforholdet står og falder med. Det er også den, der er det aktuelle emne for Kirsten Jacobsens interviewbog, hvori Rifbjerg beretter om sit syn på kærligheden og kønnet. Udgangspunktet er hans private historie, men det er en historie, hvis perspektiv er alment.

»Mænd er mere bange for kvinder, end de er glade for dem.« hævder Rifbjerg, og han forklarer og sandsynliggør det ud fra egne erfaringer. Den første kvinde er Mor, og hun er både besværlig og uundværlig. De næste kvinder er dem, man forelsker sig i, og som man afprøver sit køn i forhold til. Og så er der kvinden i ens liv. Med hende kan han gå ind i den »svalende almindelighed« og en gang imellem træde ud af den i bevidstheden om, at den er der som baggrund for alt andet. Den eneste ene er sådan en, som Rifbjerg og en hel del andre mænd slet ikke kan undvære, fordi hun giver den nødvendige tryghed i form af accept og kærlighed.

Mens kvinden rummer en vis råstyrke, så fremstår Rifbjerg og manden som sådan som i bund og grund skrøbelig. Han er angst og sårbar på trods af hans ydre selvsikkerhed og angivelige arrogance.

Kan det lyde som et noget forenklet billede af manden, så tror dog også jeg, at Rifbjerg har fat på noget helt centralt, men også diskutabelt. »Mænd vil elskes. Ubetinget,« siger han, og det er ifølge min erfaring sandt nok. Men vil kvinder ikke også det? Er det ikke derfor, at kvinder flipper ud, når deres mænd er utro? Og er det ikke fordi monogamt indstillede mænd ved dét, at de får en helvedes dårlig samvittighed, hvis de er sammen med en anden kvinde?

Ikke meget modspil
»Konfrontation med Rifbjerg«. Sådan lyder undertitlen på Kirsten Jacobsens interviewbog med forfatteren om hans erfaringer med kærligheden og hans syn på dette komplicerede fænomen. Der er dog ikke megen konfrontation over feltet. Bogen er formet som en monolog, så Kirsten Jacobsens spørgsmål ydmygt er skåret bort, og tilbage står kun nogle rigtigt gode uddrag af Rifbjergs tekster, som har dannet udgangspunkt for deres samtale.

Men samtale og dermed konfrontation er der altså intet af i bogen, og det ville have styrket den. Rifbjerg er da interessant at høre på, men en respektløs samtalepartner, der kunne pirke lidt til ham, sige ham imod og konfrontere sig med ham kunne måske have fået noget nyt frem. For har man læst erindringsbogen »Sådan« (1999) og Jakob og Janus Kramhøfts »Kærligheden er alt en bog om Klaus Rifbjerg« (2003), så er det begrænset, hvor meget nyt Kirsten Jacobsen har at byde på i »Klaus og kærligheden«. Én rolle er dog ny for Rifbjerg, nemlig at han i denne bog optræder som ægteskabets forsvarer og fortaler. Han er, som han han selv siger, »tosomhedens profet«. Fint nok. Må kærligheden være med ham! Og med alle os andre monogame mænd. Ved profetens skæg vi behøver den.