Klassisk talt

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Litterære klassikere er ikke bare litterære klassikere.

Der findes - efter min mening - to af slagsen.

De første er af den slags, der på et eller andet tidspunkt er blevet anerkendt som særligt god litteratur, og som, fordi de kvalitetsmæssigt skiller sig ud fra de fleste andre af de umådeligt mange bøger, der findes i verden, er blevet til en del af kanon.

De genudgives med jævne mellemrum, og nogle gange indgår de også i fine serier, som både de belæste og de mindre belæste kan købe og stille op i bogreolen, til glæde og pynt, og de er ikke til at komme udenom, når man skriver litteraturhistorie. Men de er også, disse klassikere, mere eller mindre fortidige. Nogle gange endda lidt støvede.

Der kan, hvad denne kategori angår, og for nu at begynde med den hjemlige litteratur, være tale om værker som Leonora Christinas »Jammers Minde« eller om noget, der er ældre eller nyere. Eller der kan være tale om store romaner af store udlændinge som Jules Verne eller John Steinbeck.

Eller der kan være tale om alt muligt andet, men uanset hvad: Dette alt muligt andet er ikke noget, jeg typisk hellere vil læse end det bedste af den nye litteratur. Den nye litteratur er godt nok langt fra altid langtidsholdbar, men den har den egenskab, at den er, ja, ny. Den skriver sig ind i en tid og på et sprog, der taler til mig lige her og nu. På en måde, som ældre litteratur sjældnere gør.

Anledningen til disse betragtninger er 100-året for udgivelsen af Franz Kafkas fortælling »Forvandlingen«. Jeppe Krogsgaard Christensen fortæller historien om historien i denne uges BØGER, og han er lige så begejstret for teksten som denne klummeskriver er det.

Klart nok. »Forvandlingen« er en formidabel litterær klassiker, og det skyldes, tror jeg, at den hører til dén anden kategori af klassikere, som jeg indledningsvis antydede eksistensen af: Klassikere, som man måske – vel vidende, at det er en upræcis kliché – kan kalde »tidløse«. Klassikere, som er skrevet, så man ikke som læser rammes af den mindste følelse af fortid i mødet med dem. Klassikere, der, som alt af Kafka, kan læses som »tidløse«, fordi der intet er i dem, der tvinger én til rent mentalt at rejse tilbage til fortiden. Hverken den nære eller den fjerne.

Disse klassikere er i mine øjne de virkelig attråværdige klassikere, men jeg vil gerne samtidig slå fast, at jeg ikke ringeagter de andre klassikere, og at jeg ikke vil fraråde nogen at læse også dem. Man skal bare, synes jeg, være bevidst om, hvad man får, når man læser det ene eller det andet, og tro mig: Det er helt sikkert altid værd at bruge tid på det »tidløse«. Især hvis man ikke ønsker at spilde sin tid.