Alt var som i de gode, gamle, geniale dage. Alt var utrolig nok også som ingensinde før.

Ugens klassiske arrangement i DR Koncerthuset har ikke umiddelbart set så salgbart ud:

Først en let ukendt symfoni fra Joseph Haydns rutinerede hånd.

Så en koncert for soloviolin og orkester af Mozart fra hans meget unge år.

Og til sidst en af Beethovens symfonier. Altså ikke hans »Eroica« eller hans elskede »Skæbnesymfoni«. Kun hans sært glemte nummer fire fra tiden nøjagtig midt imellem de to andre.

Det har lignet et program op ad bakke for marketingfolket. Men det endte som en af de mest fascinerende programmer i husets historie. Og det har fyldt samme hus til noget nær sidste plads hele to gange – nu endda med alt fra spædbørn til alle de trofaste lyttere i livets anden ende.

Man ved det fra første minut.

Dirigenten i skikkelse af spanske Juanjo Mena leder DR SymfoniOrkestret direkte fra gulvet.

Han vil have den tættest mulige kontakt til sine musikere og belønnes med et sylespidst sammenspil som hos de store specialister udenlands.

At manden alle dage har hørt til fagets mest sympatiske og undgår andres snobberi med tilhørende fine fornemmelser og fikumdik, gør så heller ikke noget.

Og da selveste Henning Kraggerud kommer ind med sin violin, ryger stemningen da helt i forårsvejret.

Den norske stjerne står for liv og glade dage og gør alting på sin helt egen måde.

Ingen vil glemme hans fingerfærdige flyv over strengene lige med det første. Ingen har heller hørt midtersatsen så smuk og finalens tyrkiske musik så brændbar før.

Eller for den sags skyld nordmandens hjemmegjorte og ret så efne ekstranumre med Soo-Kyung Hong som medspiller på cello.

Og da orkestret også har spillet Beethovens nummer fire færdig, så ved man det bare: At spanieren med dirigentstokken endnu en gang har fået det bedste frem i både dem og musikken.

Når man har hørt fagotterne og klarinetterne på symfoniens hurtigste sted, har man helt bogstaveligt fået ugens mest overraskende grin – og man orker knap nok høre de takter anderledes fra nu af.

Ikke at arrangementet har været fri for fodfejl. En solist bør for eksempel aldrig lege arrangementets dirigent nummer to. Kraggerud stillede sig måske endda i vejen for Juanjo Mena og kæmpede i sidste ende med ham om orkestrets opmærksomhed. Hvis han har særlige ønsker, kan han sige dem højt dagen før – bare så alles funktioner på holdet forbliver helt klare.

Et stilbevidst øre ville vel også have ønsket violinkoncerten en hel del langsommere. »Hvor ofte skal jeg sige det! Alt for hurtigt!«, skriver Mozart selv et sted. Man kan ikke springe over stok og sten og samtidig få alle dybder med.

Og ingen gæst bør nogensinde reklamere for sine egne indspilninger direkte fra scenen.

Men intet storspil uden fodfejl af og til. Orkester, dirigent og solist har sikret en uforglemmelig aften for både kendere og de nye i klubben.

Hvem: DR SymfoniOrkestret med dirigenten Juanjo Mena og violinisten Henning Kraggerud

Hvad: Joseph Haydns symfoni nr. 44, Mozarts femte violinkoncert og Beethovens fjerde symfoni

Hvor: DR Koncerthuset, fredag