Klassisk Corner

Udstilling: Corner Classic. Corners 75-års jubilæum markeres med en udstilling på Sophienholm, der ud over at være en præsentation af en kreds af gode, socialistisk sindede, konservative malere også peger på nogle af de forudsætninger, der karakteriserer Corner - og dele af dansk maleri - den dag i dag.

Corner har sådan set aldrig været umoderne.

Da sammenslutningen i 1932 blev dannet (i protest i øvrigt), havde Picasso med eller uden Braque for længst revolutioneret maleriet, og Malevich havde ydermere malet et sort kvadrat. Og dét var så dét. Marcel Duchamp havde ved et enkelt greb gjort et flaskestativ og en pissoirkumme til kunstværker, der fik vidtrækkende betydning for opfattelsen af billedkunst frem til i dag.

Og så var der alligevel en kreds af kunstnere, der fandt (og finder) det vedkommende at male landskaber og dyr og mennesker. Corners malere ville noget andet end modernisterne fra Lundstrøm og frem, skønt der dog i en periode var et vist udstillingssamarbejde med bl.a. Richard Mortensen og Ejler Bille, dengang de var vilde.

Maler virkeligheden
Corner-kredsen ville fortælle om den umiddelbare virkelighed på markerne uden for de huse i Odsherred, hvor flere af dem slog sig ned, de vendte sig mod den lyse palet i den franske inspiration, og de ønskede et mørkemaleri, som rummer nogle dyder, der på flere områder ligger i forlængelse af fynbomalerne.

At deres billeder holder - nu adskillige årtier senere - kan man uden besvær konstatere på udstillingen Corner Classic, der vises på Sophienholm - og senere på året på Johannes Larsen Museet - i anledning af jubilæet.

Her er et udvalg af den store skat af dansk landskabsmaleri fra første halvdel af det 20. århundrede, mange af sammenslutningens nulevende og nye medlemmer står i erkendt gæld til. Det er malere som Karl Bovin og Lauritz Hartz om nogen, for slet ikke at tale om Erik Raadal, Kaj Ejstrup og Sven Havsteen-Mikkelsen.

Et maleri af Karl Bovin fra 1931, der året efter blev erhvervet af Statens Museum for Kunst, er på mange måder typisk for cornermaleriet. Man ser nogle bløde bakker, mellem dem trykker sig nogle små huse mod jorden, der er røg i skorstenen, og man glædes ved en allé af træer. Himlen er blå med skyer.

Enkelt og stramt
Så enkelt kan det gøres, og så enkelt gjorde de det med en koloristisk rigdom og en kompositorisk stramhed, der vækker respekt. Det er gennemarbejdet maleri, det er fortællinger om veje gennem landskab og liv, og det er det indgående portræt af et menneske hensunken i ro eller optaget af dagliglivets gøremål.

Udstillingen er fint ophængt. Flere kunstnere har et rum for sig eller deler det med en beslægtet malersjæl. Det er muligt, at billederne skildrer den hverdag af i går og i forgårs, uden hvilken man ikke kan forstå dagen i dag.

Men den verden er heller ikke længere væk, end at de landskaber, de tidlige cornermalere med så stille storhed fastholdt i kærlige billeder, stadig findes. Man behøver undertiden blot se ud af bil- eller togruden.