Klassekamp

Social mobilitet hæmmes af sprogligt armod

Forfatteren Susanne Staun (Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Sprogpedanteri er en overflødig beskæftigelse, har jeg alt for ofte måttet lægge ører til. Det med sprog er lige meget af de første hundrede forskellige grunde, herunder: Man forstår det godt alligevel; der er krig i verden, og det kan intet forkert sat komma nogensinde konkurrere med; man må ikke gøre grin med ordblinde (alle stavefejl skyldes ordblindhed, er aktuelt bedste viden fra de mest ansvarsforflygtigende); og sproget udvikler sig »ellers ville vi skrive som det dér krads på Jellingestenene«. En af de mere raffinerede grunde skulle være, at det tager for meget tid fra klassekampen.

Det er jeg virkelig ked af at høre

 

Uden at kunne påstå nogen form for ekspertise ud i klassekamp, ud over de Marx-citater, jeg behørigt lærte udenad som spæd, vil jeg alligevel påstå, at sprogdisciplinering – på det tidligst mulige tidspunkt – er klassekamp. Lad mig forklare:

Hvis der sidder to parter i en retssag, og den ene er renskuret, velklædt og høflig, mens den anden har sovsepletter på blusen og en halv død rotte i håret, mens kun ord som »dumme svin« og tilsvarende charmerende familiemedlemmer vælter ud af vedkommendes mund, hvem har så bedst chancer for at gøre et godt indtryk på dommeren og dermed tilrane sig en banefordel – alt andet lige?

 

Hvis du selv vægter en passende lipgloss eller et rent slips, hvorfor så ikke vægte det, du skriver – som en lige så naturlig del af din samlede præsentation? Et bare tilnærmelsesvis smertefrit sprog giver dig nemlig de samme banefordele som et nydeligt jakkesæt.

Hvis to personer, der tilskriver en forvaltningsinstans vedrørende en uretfærdighed i deres liv, og den ene udfærdiger en lydefri, letforståelig skrivelse, mens den anden plører rundt i et sprogligt søle, som kunne lede tanken hen på alt fra ubetimelig skødesløshed eller umådeholdent alkoholindtag – hvilken en af disse to skribenter, alt andet lige, ville have størst chance for at gøre sit synspunkt gældende over for den pågældende forvaltning i et ærinde, som kunne være trivielt, men lige så vel et spørgsmål om liv og død?

Der er en klar sammenhæng mellem skrivelsers kvalitet og klassetilhørsforhold af en række årsager, herunder den enkle at de øvre lags børn går i bedre skoler og har forældre, der hjælper dem. Så når underklassens børn er overladt til bogligt svage forældre og elendige folkeskoler, der til overflod hverken prioriterer eller mestrer sproglig korrekthed, så bliver de grundsvigtet på den mest anti-mønsterbrydende måde.

Og det er min hovedanke over for reformpædagogikkens slappe holdning til færdigheder, som stadig er den styrende filosofi i folkeskolen – uagtet at filosoffen bag for mange år siden sagde: »Undskyld: Jeg tog fejl.«

Den filosofi hæmmer klassekampen, her i skikkelse af social mobilitet. Det er tarveligt. Der er børn, der ikke får en chance for nogensinde at bevæge sig frit i den dannede verden, fordi ingen har fortalt dem, at uanset at de har fået styr på bumserne og er holdt op med bande, så taber de i samme sekund, de sætter den vaklende pen på papiret.