Klar til kamp om Bodil

»Arven« og »Dogville« er blandt favoritterne til årets Bodil-priser, der uddeles søndag den 7. marts i København.

Ulrich Thomsen i en scene fra Per Flys »Arven«, der er nomineret i kategorien Bedste danske film. Ulrich Thomsen er nomineret til en Bodil for sin hovedrolle i samme film. <br>Foto fra filmen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Per Flys »Arven« og Lars von Triers »Dogville« må nok betragtes som storfavoritter, men også tre debutfilm, nemlig Christoffer Boes »Reconstruction«, Jannik Johansens »Rembrandt« og Anders Gustafssons »Bagland«, har chancen for at blive hædret med en Bodil-statuette til årets bedste danske film.

De fem titler blev i går nomineret til prisen på et møde i Filmmedarbejderforeningen, som udgøres af de københavnske filmjournalister og står bag Bodil-festen søndag den 7. marts i biografen Imperial. Allerede søndag den 1. februar uddeler Danmarks Film Akademi sine Robert-priser på Base Camp i København, og også her er »Arven«, »Dogville«, »Reconstruction« og »Rembrandt« nomineret som bedste film, mens den femte er Morten Arnfreds »Lykkevej«.

Den er i Bodil-sammenhæng nomineret for bedste kvindelige hovedrolle, spillet af Birthe Neumann, mens de øvrige nominerede i denne kategori er Stephanie Léon for »Bagland«, australske Nicole Kidman for »Dogville« og norsk-svenske Maria Bonnevie for »Reconstruction«. Og om prisen for bedste mandlige hovedrolle kappes Ulrich Thomsen for »Arven«, amerikaneren John Turturro for Nicolas Winding Refns kommercielle fiasko »Fear X«, Mads Mikkelsen for Anders Thomas Jensens »De grønne slagtere« samt Lars Brygmann og Jakob Cedergren for deres roller som far og søn i »Rembrandt«.

Enten Ditte Gråbøl fra »Lykkevej«, svenske Lisa Werlinder fra »Arven« eller skotske Bronagh Gallagher fra Søren Kragh-Jacobsens »Skagerrak« vil blive Bodil-hædret for bedste kvindelige birolle, og de konkurrerende herrer er her Peter Steen fra »Arven«, svenske Stellan Skarsgård fra »Dogville«, Jesper Lohmann fra »Lykkevej« og Nicolas Bro fra »Rembrandt«.

Som altid er fem amerikanske film nominret til en Bodil, og de er i år Todd Haynes' »Far from Heaven«, Stephen Daldrys »The Hours«, Clint Eastwoods »Mystic River«, Peter Jacksons »Ringenes Herre - Kongen vender Tilbage« og Michael Moores dokumentarfilm »Bowling for Columbine«.

Blandt årets ikke-amerikanske film er de nominerede titler Wolfgang Beckers tyske »Good Bye, Lenin!«, Fernando Meirelles og Kátia Lunds brasilianske »City of God« (»Cidade de Deus«), Elia Suleimans palæstinensiske »Guddommelig indgriben«, Gaspar Nóés franske »Irréversible« og Ken Loachs engelske »Sweet Sixteen«.

Flere kandidater er der ikke til Bodil-priserne, som er blevet uddelt siden 1948, mens de nyere Robert-priser også uddeles i en række tekniske kategorier som bedste fotografering, klipning, scenografi, kostumer og lyd. Det betyder, at i alt 21 af sidste års 25 danske film er repræsenteret med mindst én Robert-nominering.