Kineserbyen i røg og damp

16magGLKBH.jpg
Den Gule By med DSBs centralværksted i baggrunden og et ?damplokomotiv på vej mod Valby i forgrunden set fra en karré ?i Ingerslevsgade omkring 1950. Fra Tine Willer: »Den Gule By« Fold sammen
Læs mere

Det er søndag, og »der kommer en pige gående ad den lange vej, der fører fra Frederiksholm ind til byen, Enghavevej hedder den vist. På hendes højre hånd ligger banedæmningen med uendelige rækker af tomme jernbanevogne, på hendes venstre er der kirkegård, fodboldbane, oplagspladser og sporvognsremiser.«

Elly Petersen hedder pigen, og hun er hovedperson i Mogens Klitgaards roman fra 1941. »Da hun kommer til tunnelen, der fører under banedæmningen, drejer hun af og kommer ud til en lille funktionærlandsby på den anden side af rangerterrænet. Det er næsten som at være kommet hjem til provinsen igen, det ligner den klynge huse i udkanten af Frederikshavn bag gartner Thomsens drivhuse…«

Den unge pige fra Vendsyssel er selvfølgelig ikke stedkendt i hovedstaden og kan derfor ikke vide, at hun ved et tilfælde pludselig befinder sig i Den Gule By eller Kineserbyen, som var det navn, vittige hoveder engang fandt på at kalde den klynge huse, der i mere end 100 år har ligget som en enklave inde på det vidtstrakte jernbaneterræn mellem Ingerslevsgade, Enghavevej og Vasbygade. Men den uvidenhed deler hun med et utal af ærkekøbenhavnere. For det er en af de bedst bevarede hemmeligheder på Vesterbro, at der åbenbarer sig en bebyggelse, som mest af alt ligner et traditionelt landsbysamfund, for enden af Otto Busses Vej – to kilometer fra Rådhuspladsen.

Selvfølgelig har meget ændret sig siden den søndag i krigens første år, da Elly Petersen gik ind ad Enghavevej. Kirkegården og fodboldbanen er skjult af bebyggelse, og der er ingen sporvogne i remisen. Men hvis man følger i hendes fodspor og drejer til højre, kommer man ned i den selv samme gangtunnel under jernbanedæmningen. Den 100 meter lange passage fremstår i dag som et galleri for såkaldt graffitikunst, men når prøvelserne er overstået, og man igen kommer ud i dagslyset, er kontrasten til gengæld slående. For selv om det er en menneskealder siden, Mogens Klitgaard skrev om frederikshavnerpigens møde med dette besynderlige sted midt i storbyen, er det som om, tiden har stået stille: Man er fjernt fra verden – præcis som »bag gartner Thomsens drivhuse«.

Historien om Den Gule By tager sin begyndelse tilbage i 1890erne, da det blev besluttet, at København skulle have en ny og moderne godsbanegård med tilhørende sporareal. Den eksisterende godsbanegård lå ved Sankt Jørgens Sø, men det var en dårlig placering. Dels var pladsen var for trang, og dels krævede den uheldige placering et betragteligt antal jernbaneoverskæringer i byens gader. Alt det var man ude over ved at opføre en ny godsbanegård ved Kalvebod Strand, hvor det også var tanken, at en ny hovedbanegård for persontrafik engang med tiden kunne opføres. Problemet var bare, at det område syd for Vesterbro, som indgik i den storstilede plan, var havbund og oversvømmede strandenge. Der skulle derfor først gennemføres et omfattende opfyldningsarbejde, og det begyndte man på i 1895. Mere end 5.000 mand blev sat i værk med at grave sig gennem Valby Bakke, således at der opstod en bred slugt til jernbaneskinner, og i perioder var man dagligt oppe på at flytte rundt på mere end 7.000 kubikmeter jord. Et ufatteligt projekt, men det lykkedes, og op af vandet steg der et nyt og flere hundrede meter bredt landområde, som jernbanen straks kastede sig over. Den nye godsbanegård blev taget i brug i 1901 og ti år senere den nye personbanegård.

På det tidspunkt var statsbanernes centralværksted ligeledes flyttet ud i den tidligere havbugt, hvor der var rigelig plads til rangering og til togstammer, som ikke var i brug. I takt med jernbanens vækst udviklede værkstedet sig til at blive en af Københavns største arbejdspladser med mere end 1.000 ansatte, og alle kunne naturligvis ikke bo lige i nærheden. Men der var nøglepersoner, som i kraft af deres stilling nødvendigvis skulle stå til rådighed for etaten alle døgnets timer syv dage om ugen, og det var til dem, Den Gule By blev opført i 1909. Det var tjenestemænd med bopælspligt, der indtil for en halv snes år siden boede i de 32 lejligheder, og de havde det til fælles, at de alle tilhørte Statsbanernes udrykningshold kaldet hjælpevognstjenesten. Til daglig arbejdede de på centralværkstedet, men på skift indgik de desuden i en vagtplan. Og hvis der skete et større eller mindre uheld ude på skinnerne, skulle mandskabet i løbet af 20 minutter være i stand til at rykke ud med særlige hjælpevogne. I samtlige huse var der derfor installeret indtil flere alarmklokker, som ringede med forskellige signaler alt efter ulykkens karakter.

Sådan gik livet sin gang i Kineserbyen i et par generationer, men nu ringer klokkerne ikke mere, og de 32 lejligheder i de lave gule huse er ikke længere forbeholdt særlige nøglepersoner. Alle og enhver kan søge om at komme i betragtning til et lejemål. Men man skal efter sigende have overordentlig god tålmodighed.