Kinas reneste fødevarer går til partieliten

Kinas kommunistpartis elite får særligt rene grøntsager fløjet ind til Beijing, mens almindelige kinesere ikke har nogen garantier. Berlingske Tidendes udsendte har været på jagt efter rene fødevarer i Kina og mødt en modig forfatter, som har skrevet en afslørende bog om den elendige fødevarekontrol i landet.

Store foto: Bønder på vej til marken i Yuanmo, hvor der i modsætning til mange andre steder kun anvendes pesticider under streng kontrol, og området er da også et af de mindst forurende i Kina.<p>De tre fotos til venstre samt herunder: Dyrkning af grøntsager og meloner i Yuanmo.<br>Foto: Sharron Lovell Fold sammen
Læs mere

Luften er ualmindelig ren i Yuan Mou. Himlen er ualmindelig blå, og de mange små snoede vandløb er ualmindelig rene. Forgiftet drikkevand og luftforurening hører til hverdagen de fleste steder i dagens Kina Yuan Mou er en undtagelse.

Byen ligger i den sydvestlige Yunnan-provins og er kendt for to ting. Et 17 mio. år gammelt skelet Yuan Mou-manden samt den frodige og grønne jord, hvor nogle af Kinas reneste grøntsager og frugter bliver produceret.

Der er ingen kemikalie-, cement- eller plastikfabrikker i denne øde del af Yunnan-provinsen, og lokalregeringen kontrollerer brugen af pesticider, så det ikke tager overhånd som mange andre steder i Kina.

Landmændene i Yuan Mou har nemlig en særlig fornem opgave. Udover at eksportere frugt og grønt til Europa og USA producerer flere af de store gårde til Zhongnanhai Beijings svar på Kreml. Her bor og arbejder landets øverste topledelse i ly bag høje mure, og de har lige siden Formand Maos tid haft den vane at reservere de bedste produkter til sig selv.

»Yuan Mou er kendt for at have de sødeste meloner i Kina, og vi er de mest professionelle i området, så vi sender en del af dem til Zhongnanhai,« siger Li Dong Mei, mens han stolt viser pragteksemplarerne frem i et drivhus, hvor pesticider er bandlyste.

Han fortæller, at de små søde meloner bliver sendt fra Yuan Mou til provinshovedstaden Kunming, hvorfra de bliver sendt med fly til Beijing, »så de når frem så friske som muligt«.

Fra en anden stor gård eksporteres de bedste tomater, løg og bønner til de store banketter i Zhongnanhai, men det er ikke noget, de ansatte skilter med, for »det er en hemmelighed, som almindelige mennesker ikke kender til«.

Det er paradoksalt, fordi rene og sikre fødevarer er lige så sjældne for almindelige kinesere som markerne i Yuan Mou.

Bekymring i Vesten
Kinas fødevareproblemer har længe været kendt i Kina, men de seneste måneder har en række skandaler med kinesisk producerede produkter hvoraf nogle viste sig at være direkte livsfarlige skabt bekymring i Vesten. For eksempel har adskillige kæledyr i USA mistet livet efter at have spist dyrefoder, som indeholdt giftigt kinesisk produceret gluten.

Desuden har medicin, tandpasta og seafood fra Kina ført til ramaskrig i USA og Canada, fordi produkterne viste sig at indeholde livsfarlige tilsætningsstoffer og kemikalier, som blandt andet har kostet menneskeliv i Panama.

Det skræmmende er, at produkter, som udelukkende bliver solgt på det kinesiske marked, er endnu farligere. Eksemplerne på forfalskede fødevarer og medicin i Kina er utallige, men har indtil nu stort set undgået resten af verdens opmærksomhed.

Kinas regering er først for nylig begyndt at konfrontere problemet. I maj blev den tidligere chef for Kinas fødevare- og lægemiddelstyrelse Zheng Xiaoyu dømt til døden, fordi han over en årrække havde taget imod bestikkelse for at godkende seks slags medicin, som viste sig at være falske og direkte livsfarlige. Således kostede en type antibiotika mindst seks mennesker livet.

Men ifølge forfatter og dissident Zhou Qing, som har brugt tre år på at researche til en afslørende bog om fødevaresituationen i Kina, så var henrettelsen, som skete i juli, udelukkende et eksempel på, hvordan Kina værner om sit omdømme i Vesten.

Kæledyr og kinesere
»Zheng Xiaoyu blev henrettet på grund af de døde kæledyr i USA. Hvis skandalerne tiltrækker internationalt søgelys, så bliver embedsmændene straffet. Kæledyrene i USA var vigtigere end de kinesere, der døde,« siger han.

Zhou Qings bog »Hvilken Gud« afslører blandt andet, hvordan kinesiske fiskefarmere fodrer fisk med p-piller for at få dem til at vokse hurtigere. Han har for eksempel besøgt en syvårig pige, som har fået menstruation og en seksårig dreng, der allerede er begyndt at få skæg. Lægerne er ikke i tvivl om hvorfor. Deres hormonbalance er forstyrret.

Han er personligt helt holdt op med at spise svinekød, siden han oplevede, hvordan bønderne brækkede svinenes ben flere dage før, de skulle slagtes for at gøre det lettere at styre dem.

Kinas regering offentliggjorde for nylig nogle tal, som tydeligt illustrerer problemerne. For eksempel var 19,1 pct. af fødevarerne til det kinesiske marked, som er blevet tjekket i år, under den nationale standard. Og situationen var endnu værre blandt de små leverandører, hvor 27,1 pct. af fødevarerne ikke levede op til de kinesiske myndigheders krav.

Derfor vil regeringen lukke mange af dem, men ifølge Zhou Qing, så er det de store fødevareproducenter, som er værst, fordi der er flest penge på spil.

»Fødevaresikkerheden i Kina er tæt forbundet med det sociale system og den udbredte korruption. Det er let for store magtfulde virksomheder at producere falske fødevarer og lyve, når højtstående embedsmænd i regeringen gør det gang på gang,« siger han og tilføjer, at det største problem er de mange tilsætningsstoffer samt den udbredte brug af pesticider i den kinesiske fødevareproduktion.

»Det er ikke noget problem«
I et af bogens mest chokerende afsnit beretter han om, hvordan en lokal embedsmand snakker med en bonde om, at han stadig giver sine svin et forbudt og sundhedsskadeligt kemikalie, fordi hans kød sælger godt i byerne.

»Ved du ikke, at det skader folk,« spørger embedsmanden.

»Jo, men folk i byerne har gratis sygebehandling, så det er ikke noget problem,« svarer bonden.

Bogens titel »Hvilken Gud« symboliserer vigtigheden af mad i det kinesiske samfund. Kineserne tager ifølge forfatteren det at spise så seriøst, at det næsten kan opfattes som en religion. Derfor bliver de stærkt desillusioneret, når de

finder ud af, at de ikke kan stole på kvaliteten.

Materialet blev oprindeligt udgivet som en rapport i 2004, og sidste år fik Zhou Qing lov til at udgive den som bog i Kina dog i en kraftigt censureret version, hvor alle navne på virksomheder og andre ansvarlige er taget ud.

Selv mener den 42-årige forfatter, at det er hans baggrund som dissident, der har gjort myndighederne ekstra nervøse. Som ung journalist og udgiver af et prodemokratisk magasin blev han i kølvandet fra protesterne på Tiananmen-pladsen i 1989 sendt i fængsel i knap tre år. I dag underviser han blandt andet i Kulturrevolutionen på Goethe Instituttet i Tyskland.

Fødevaresikkerhed er blevet et varmt emne både i og uden for Kina, og presset på Kinas regering vokser. Ikke mindst forud for OL-værtskabet næste sommer. Og det hjælper. Regeringen har blandt andet lanceret en ambitiøs femårsplan om fødevaresikkerhed og øger generelt kontrollen.

Samtidig påstår Kinas regering, at det er de vestlige medier, som har overdrevet situationen og forsøger at slå hårdt ned på afslørende journalistik i de lokale medier. For eksempel viste den officielle TV-kanal CCTV1 for nylig et nyhedsindslag om en kok, der brugte opblødt pap i stedet for kød i sine farsboller.

Kort tid efter meddelte det officielle kinesiske nyhedsbureau, at historien var falsk, og at journalisten var blevet fyret. Han er netop blevet idømt et års fængsel, men Zhou Qing mener ligesom mange andre, at journalisten blot er et offer en syndebuk for den massive propaganda, som Kinas regering har iværksat for at rydde op efter de mange skandaler.

Der er dog ingen tvivl om, at den store internationale opmærksomhed på kinesiske fødevarer og andre produkter, på sigt også kan hjælpe det kinesiske folk. I dag har de almindelige mennesker, som ikke har penge til at købe importerede fødevarer eller mulighed for at udvælge ekstra fine grøntsager fra de få hemmelige og næsten økologiske områder i Kina, ikke andre muligheder end at tro det bedste, når de handler ind.

Som en midaldrende skolelærer på indkøb i et lokalt supermarked i Shanghai siger:

»Jeg har haft nogle ubehagelige oplevelser, så nu køber jeg altid de dyreste produkter. Jeg vil gerne betale lidt mere for kvalitet. Jo dyrere varerne er, jo bedre er de,« siger han.